Krig. Malerne har beskæftiget sig flittigt med Afghanistan-krigen. Her et af John Kørner fra kronprinsparrets gemakker i Frederik VIII's Palæ. Ifølge kunstneren forestiller det en solnedgang og en eksplosion, hvor en soldat hænger vægtløs øverst, mens der kun er hjelm og støvler tilbage af en anden.
Foto: Per Folkver(Arkiv)

Krig. Malerne har beskæftiget sig flittigt med Afghanistan-krigen. Her et af John Kørner fra kronprinsparrets gemakker i Frederik VIII's Palæ. Ifølge kunstneren forestiller det en solnedgang og en eksplosion, hvor en soldat hænger vægtløs øverst, mens der kun er hjelm og støvler tilbage af en anden.

Kultur

Krigens kompleksitet lammer danske kunstnere overfor Afghanistan

Dansk kunst har endnu ikke forsøgt på en dybere forståelse af krigen i Afghanistan.

Kultur

Hun var hurtigt ude, Susanne Bier.

Hurtigere end nogen amerikansk filminstruktør faktisk. Så da hendes film ’Brødre’ i 2004 fik premiere med historien om den danske major Michael, der i Ulrich Thomsens skikkelse blev taget til fange i Afghanistan og vendte nedbrudt hjem til Danmark, var det første gang, den bare tre år gamle krig fandt vej ind i en spillefilm.

LÆS OGSÅ

Hvilket flere af hendes udenlandske kolleger da også bemærkede, da den modtog publikumsprisen på Sundance Film Festival i USA.

Svær at forstå »At komme med noget så frisk og aktuelt kunne kun ske i et lille land, sagde de. Aldrig i Amerika. For der er man mindre villig til at løbe den økonomiske risiko. Brødre ’Brødre’ er jo en forholdsvis voldsom film, ikke nogen indlysende kommerciel succes, og i USA ville man nok tøve med at løbe risikoen«, siger Susanne Bier.

Men dermed havde krigen i Afghanistan så også udspillet sin rolle i danske spillefilm, ligesom den aldrig rigtig blev nogen bølge ude i den store filmverden. Og, siger Susanne Bier: da det engelske remake af ’Brødre så kom i 2009, var man blevet træt af krigen i USA.

Når vi ikke har set flere spillefilm om krigen, kan det skyldes, at det er svært at sætte en dramatisk situation i scene der, mener instruktøren Susanne Bier.

»Det føles sådan ... skræmmende«, siger hun.



»I Anden Verdenskrig var fjenden ekstremt tydelig. Så det var nemt at tage moralsk stilling. Og i Vietnamkrigen var det i hvert fald tydeligt for eftertiden at tage stilling. Afghanistan er en mere svært forståelig krig«.

’Brødre’ handlede da heller ikke om hverken storpolitik, Afghanistan eller kampen mellem islamister og vestlig verdslighed. Den var med instruktørens ord »en arkaisk situation sat i en aktuel krig« og pegede på problemerne ved, at danske soldater udsendt i en voldsom krig, der forekom deres landsmænd umådeligt fjern, kom hjem med psykologiske men, man endnu ikke var gearet til at håndtere.

De var, siger Susanne Bier: »Exceptionelt alene«.

Offentlig lammelse
Og det er stort set den historie, danske forfattere lige siden har genfortalt. En historie til indvortes dansk brug om de trængsler, danske soldater gennemlever, når de vender hjem fra en krig.

Hvordan det rent politisk gik til, at Danmark gik med i krigen, er der endnu hverken skrevet romaner, teaterstykker eller filmmanuskripter om. Ligesom forfatterne hidtil har afstået fra at byde ind på en dybere forståelse af krigen, opgøret mellem islamister og vestlige magter og af det land og den kultur, krigen har udspillet sig i.

Bortset lige fra en enkelt. Forfatteren Carsten Jensen, som mere end nogen har rejst i landet, skrevet derfra og nærmest ene mand udgjort den formulerede modstand imod dansk deltagelse i krigen og hele det vestlige projekt i Afghanistan. Men mest som debattør. Nogen roman har vi ikke set fra hans hånd. Endnu.

LÆS KRONIK

»Man plejer at vende sig til forfatterne og kunstnerne for at se, hvad de kan få øje på, som andre almindelige mennesker ikke kan. De menneskelige, moralske og politiske dilemmaer og konsekvenser«, siger Klaus Rothstein, der er debattør samt litteraturkritiker og kommentator ved Weekendavisen og netop er gået i gang med arbejdet på en bog om danske forfatteres håndtering af krigen i Afghanistan.

»Men i tilfældet Afghanistan er det tydeligt, at den lammelse, som synes at præge både den politiske og offentlige debat, også præger kunstnerne. I det her tilfælde har de simpelt hen svært ved at opdage det uopdagede«.

Den meningsfulde krig
Danske kunstnere har »helt entydigt« koncentreret sig om krigens konsekvenser for den enkelte danske soldat og hans pårørende. Fordi, mener Klaus Rothstein, det er dejlig konkret og let at identificere sig med.

Så det handler den i øvrigt sparsomme danske litteratur, der beskæftiger sig med Afghanistan, så om. En hjemvendt, traumatiseret og gerne selvmordstruet mandlig soldat, som befinder sig i det bizarre dilemma, at krigen føltes meningsfuld, mens livet tilbage i fredelige Danmark føles meningsløst.

Fordi han på egen krop erfarer, hvad Klaus Rothstein kalder et tab af mening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den lammelse, som synes at præge både den politiske og offentlige debat, præger også kunstnerne



»I krigen er du en del af et fællesskab, der har overbevist dig om, at du yder en meningsfuld indsats. Du lever i en overskuelig hverdag, hvor du kender dine opgaver, har en selvforståelse, som beskytter, og et kollegialt sammenhold, der fastholder dig i den identitet. Når du så kommer hjem til kæresten, som er glad, og nu skal I så i Ikea og ud at juleshoppe, oplever du, at tilværelsen i det trygge Danmark er meningsløs. Og det eneste, du drømmer om, er at forlade kæresten og komme tilbage til gutterne, hvor det hele giver mening, også fordi du har brug for det her spændingsfix til at holde din posttraumatiske stress i ave«.

Mest konsekvent tegnes den skæbne op i Lars Husums roman ’Jeg er en hær’, hvor soldaten Jakobs tilløb til sin udstationering i Helmand og de efterfølgende psykologiske prøvelser skildres. Ellers må man nøjes med skitser og bifigurer, hvis man vil finde litterære ekkoer af krigen i Afghanistan.

LÆS OGSÅ

Danske forfattere gør ingen forsøg på at begribe konfliktens rødder eller de kræfter, der førte os ud i den. Eller for den sags skyld forstå fjenden.

»Krigen som globalt politisk fænomen er åbenbart for komplekst til, at man kan forstå den, ligesom Danmarks forhold til USA og den politiske beslutningsproces, der gik forud for den danske deltagelse i krigen«, siger Klaus Rothstein. Krigen forstået i et omkvæd


Det samme kan man sige om de få sange, krigen har kastet af sig. En enkelt er det blevet til fra Kim Larsens side. Han fik et par ordentlige møgfald, fordi han samtidig kritiserede Danmarks deltagelse. Men teksten til sangen ’Bare for at gøre en forskel’ består nu i al sin enkelhed af en soldats længselsfulde brev hjem til kæresten.

»Det er sådan en salvelsesfuld ballade uden et kritisk ord om krigen som politisk fænomen. Der er bare en kæmpe solidaritet med kæresten, der går rundt derhjemme og savner soldaten. Sådan et bring them home-motiv, man har kendt siden ruder konges tid«, siger Klaus Rothstein.

Endnu en sang, nemlig den engelsksprogede ’Afghanistan’ af Laurits Bach, er passeret under radaren hos endnu flere. Også den handler om en hjemvendt soldat, som dog forholder sig lidt mere kritisk til krigen.

»Krigen er tilsyneladende gået hen over hovedet på de danske sangskrivere«, siger Henrik Marstal, der er ph.d. i musikvidenskab og musikforsker og beskæftiger sig med samspillet mellem musik og samfund.

»Jeg tror, at mange instinktivt afholder sig fra at skrive om krigen, dels fordi det er dybt forstemmende at skrive om, og mange musikere af i dag har den opfattelse, at musik skal sætte folk i godt humør. Dels fordi de føler sig på udebane i de politiske problemstillinger«, siger han.

LÆS OGSÅ

I 1960’erne og 70’erne blev det nærmest forventet, at musikere forholdt sig politisk – eksempelvis til Vietnamkrigen. Det behøver man ikke i dag.

»Men dengang var det også anderledes nemt at udpege fjenden. Nemlig USA selv«, siger Henrik Marstal.

»Hvor de fleste, tror jeg, oplever krigen i Afghanistan mindre sort/hvid. Fordi der både er argumenter for og imod at være der«.

Kunst som debat
Malerne er faktisk dem, der flittigst har beskæftiget sig med krigen.

Simone Aaberg Kærn malede blodige sår på portrætterne af 15 danske ministre, som har været med til at sende danske soldater i krig, og har udstillet skitser af sine tegninger fra Afghanistan på Frederiksborg Slot, hvor også Mathilde Fengers 26 oliemalerier inspireret af to ugers besøg i danske lejre i Helmandprovinsen kunne ses.

LÆS OGSÅ

Og John Kørner har ud fra fotografier og sin fantasi malet 16 billeder, hver navngivet efter soldater dræbt i Afghanistan. Han blev i øvrigt kritiseret for at blande kunst og politik, da han i den anledning stillede spørgsmål ved krigens nødvendighed.

»Som andre danskere fik jeg de her bulletiner om faldne danske soldater og blev, som alle sikkert gør, forfærdet over antallet, hvorfor jeg forsøgte at skabe nogle kunstværker. Det er jo det, jeg mener, at jeg kan. Lave kunst«, siger John Kørner.
LÆS OGSÅ


Men fordi han fortalte om sine bevæggrunde, blev billederne af nogle opfattet som debatindlæg, mener han.

»Mine maleriers personkarakterer er ren fiktion. Kunstværkernes titler er rigtige fornavne på de faldne soldater. Det er min definition på samtidskunst. Ikke en slags dokumentarfilm, men 100 procent samtidskunst«.
Foran på romanfronten

Men romanen. Hvor bliver den af?

Inkubationstid kalder Klaus Rothstein det.

»Lige nu venter forlagene på, at den skrivende soldat skal dukke op. Altså: Hvem af de danske soldater har et litterært talent, som måske om et par år kan give os en roman bygget på egne oplevelser i Afghanistan?«, siger han.

Hvem af de danske soldater har et litterært talent, som måske om et par år kan give os en roman bygget på egne oplevelser i Afghanistan?



Så går der gerne nogle år, før den politiske roman er moden, forklarer han.

»Før nogen kan danne sig det politiske overblik, som gør det muligt at skrive, hvad man kunne kalde Christiansborg-romanen om Afghanistankrigen. Hvordan vi kom i krig. Der kan jo sagtens være romanstof i, hvordan Anders Fogh Rasmussen manipulerede Danmarks krigsdeltagelse igennem Folketinget«.

LÆS OGSÅ

Men nogle gange går det stærkt. Allerede i 2005 udgav den britiske forfatter Ian McEwan romanen ’Lørdag’ om den britiske debat op til Englands indtræden i Irakkrigen. For, siger Klaus Rothstein:

»Gode forfattere behøver ikke nogen inkubationstid«.

Den store roman er på vej

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En roman om det politiske tilløb til krigen, om de kulturelle sammenstød, de berørte skæbner på begge sider og selve kulturernes sammenstød kræver nu mere end et stort engagement i sagen og et vist skrivetalent.

Man må også være stedkendt. Både i Afghanistan og i den politiske virkelighed. »Jeg kan ikke få øje på den roman«, siger Klaus Rothstein, som tvivler på, at en hjemvendt soldat kan skrive den. »Som jeg ser det, er der faktisk kun én forfatter, der kan præstere den roman. Og rygterne vil vide, at han skriver på den«. LÆS OGSÅ Han tænker på Carsten Jensen, forfatter og debattør, som i 2010 i et interview i Kristeligt Dagblad antydede, at han påtænkte at forsøge at skrive en roman om krigen. Han er imidlertid bortrejst og svær at fange. En sms-udveksling med hans redaktør på Gyldendal, Janne Breinholt, bekræfter dog, at »Carsten er i fuld gang med en stor samtidsroman«, som hun skriver i en sms. Bogen er planlagt til udgivelse næste år og vil ganske rigtigt handle om »mennesker, der er engageret i eller bliver berørt af krigen i Afghanistan«, skriver hun. Til sidst når vores beskeder forfatteren selv så »langt ude på landet i Frankrig«, at kun sms slår til. Han ønsker ikke at udtale sig om, hvordan danske forfattere generelt har håndteret krigen i Afghanistan, fremgår det af en sådan, hvori han bekræfter, at han arbejder på en roman. Men, skriver han: »Handlingen vil jeg ikke afsløre«.















Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce