Ambitiøst. På de nye arealer på Nørrebro kaldet Superkilen står 120 møbler, anordninger og skulpturer fra 60 lande. Valgt af beboere med stor etnisk forskellighed.
Foto: Magnus Holm (arkiv)

Ambitiøst. På de nye arealer på Nørrebro kaldet Superkilen står 120 møbler, anordninger og skulpturer fra 60 lande. Valgt af beboere med stor etnisk forskellighed.

Kultur

Bjarke Ingels: »Jeg ser Jorden som ét kæmpestort laboratorium«

Arkitekten forklarer om sine tanker bag Superkilen på Nørrebro.

Kultur

Vi spiser indisk, thailandsk og kinesisk mad. Falafel, pizza og burger. Men aldrig for at være politisk korrekte eller for at støtte nogen i deres nationalitet. Bare fordi vi kan lide det.

Og sådan kunne man måske også indrette en bydel, mente arkitekt Bjarke Ingels, der med sit arkitektfirma BIG sammen med kunstnergruppen Superflex og de tyske landskabsarkitekter Topotek1 for et par år siden fik til opgave at gøre et offentligt frirum ud af et rangerterræn på Nørrebro.

Og de lagde ud med en spadseretur en forårsdag, hvor der var liv og mennesker overalt.

Enkle forandringer »Det var kort tid efter den anden Muhammedkrise, hvor lokale muslimske drenge var gået amok med at brænde containere af. Det var ret tydeligt, at Danmark og måske særligt Nørrebro trængte til succesfuld integration. I øvrigt ligger arealet lige op og ned ad Mjølnerparken, et af de mest udfordrede områder i byen«, forklarer Bjarke Ingels.

Projektet skulle derfor handle om integration. Og drivkraften skulle være en følelse af ejerskab til de nye arealer blandt kvarterets beboere, men med afsæt i deres tilhørsforhold til andre lande.

»Ligesom med etnisk mad tænkte vi: Lad os da få glæde af, at der rent faktisk bor 60 forskellige nationaliteter med erfaring fra en dagligdag, som er anderledes end vores. Vi kender det, fra når vi selv er ude at rejse og pludselig opdager ting, vi ellers tager for givet. Gud, postkasserne i Sverige er gule! Hvorefter man tænker: Hvorfor er vores egne røde?«.

Annonce

Tanken var at lave »nogle relativt enkle bymæssige greb«, som Bjarke Ingels siger, koncentreret om tre områder. Den grønne park, hvor græs og træer var grønne. Den sorte plads med sorte og hvide striber ved skolen. Og den røde plads i det mindre klart definerede område ved det gamle rangerterræn.

»Farverne tilhører ikke nogen bestemt kultur, og når de rummelige træk er så enkle, kan de godt tåle, at man stiller ting op, som stritter i alle retninger«.

Et kloakdæksel fra Israel
Det kom de også til. Det var her, beboerne blev inddraget – med beboermøder, annoncer, hjemmeside og en stor idébrevkasse.

»Vi ville udnytte, at der er en fantastisk global erfaring til stede her, fordi folk ud over at have deres hverdag på Nørrebro har et andet hjemland, hvor de har lært andre objekter at kende, som de kunne foreslå til at indgå på Nørrebro«.

Det blev sværere end forventet. Fordi gynger og springvand og specielle bænke og andet byinventar ikke var lige let at indkøbe rundt om på kloden.

»Vi ledte efter en elefantrutsjebane i Ukraine, et gammelt sovjetprodukt, som ikke fandtes mere. Og den oprindelige var radioaktiv, fordi den var fra Tjernobyl. Derfor måtte vi genskabe nogle af objekterne ud fra fotografier«.

»Vi mente, at det var vigtigt, at Israel var med, fordi der bor folk fra Israel i området, men det kunne inspirere nogen til hærværk. Derfor blev det et kloakdæksel, som simpelt hen ikke kan slås i stykker«.

Annonce

Annonce

Alle fik deres drømme opfyldt
Et af Bjarke Ingels’ egne yndlingseksempler er fra Mexico, selv om det vistnok var en etnisk dansk kvinde, der havde set den.

»En S-formet bænk, sådan et love-seat, hvor de to, der sidder på den, kigger hinanden i øjnene. Og så er der en belgisk bænk, en cirkel, hvor alle kigger væk fra hinanden«, fortæller Bjarke Ingels.



Sammen med repræsentanter for beboerne og landskabsarkitekterne gav Bjarke Ingels og hans medarbejdere sig så til »at kuratere denne her opvisning i global mangfoldighed«, som han siger. Og når uenigheden undervejs ikke blev større, skyldtes det én omstændighed:

»Trylleslaget var, at der var plads til 120 genstande, og at alle derfor kunne få opfyldt deres drømme. Jeg fik mit marokkanske springvand og mit kloakdæksel. Superflex fik noget. Og de beboere, som kom med forslag, fik også deres drømme opfyldt. Diskussionerne gik mere på, at der var nogle, som ikke syntes, at den ene eller den anden ting skulle være med. Men hvis alle koncentrerede sig om, hvad de godt kunne tænke sig, og lod andre få, hvad de kunne tænke sig, ville det måske blive nemmere at være her sammen. Det er vel pointen med en by. At indrette den, så alle kan få, hvad de vil have, uden dermed at forhindre andre i at få, hvad de vil have«.

Den globale ressourcebank

Projektet ser han ikke så meget som en øvelse i borgerinddragelse som et eksempel på, hvordan man kan udnytte den viden, som ligger spredt ud over byens og verdens mange mennesker.

»Jeg kan godt lide at se Jorden som ét kæmpestort laboratorium, hvor syv milliarder mennesker hver dag udfører eksperimenter med, hvordan man bedst bebor planeten. Og det kunne være spændende, næste gang man skal lave en byplan, at akkumulere de bedste ting fra hele verden. Danske cykelstier med niveauskift, fordi det er smart, at bilerne ikke lige rutsjer hen over kanten. Mens New Yorks citybikesystem klart fungerer bedre end det danske. I stedet for at bruge energi på noget, man ikke ved nok om, kan man så koble sig ind på den globale mangfoldighed som en ressourcebank og bruge den til at informere sine egne designbeslutninger«.

Dette er tredje afsnit i Politikens sommerserie Stafet, hvor kunstnere og kulturpersonligheder svarer på spørgsmål inden for deres fag og sender stafetten videre til en person inden for et andet fagområde end deres eget.

Bjarke Ingels svarer i dag på billedkunstner Mathilde Fengers spørgsmål: Hvad har inddragelsen af borgerne på Nørrebro betydet i arbejdet med Superkilen på Nørrebro?

Bjarke Ingels sender nu Stafetten videre til musiker og forfatter Kristian Leth, der inden for nærmeste fremtid vil svare på spørgsmålet: Hvad er forskellene og lighederne for dig mellem at skrive historier og skrive musik?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

Annonce

Forsiden