Koldkrig. Ifølge Jørgen Dragsdahl er det både latterligt og ydmygende at diskutere, hvem der var mest imod kommunisterne under den kolde krig.
Foto: Per Folkver

Koldkrig. Ifølge Jørgen Dragsdahl er det både latterligt og ydmygende at diskutere, hvem der var mest imod kommunisterne under den kolde krig.

Kultur

Dragsdahl: Jeg blev brugt i en højere sags tjeneste

Han vandt sin injuriesag, men føler, at hans liv som journalist er ødelagt.

Kultur

Journalist Jørgen Dragsdahl skrev i det meste af 1970’erne og 80’erne om atomvåben, forsvars- og nedrustningspolitik. Han var Danmarks måske mest velinformerede ikke-militære person.

Og man skulle derfor tro, at han netop nu ville være stærkt til stede i dansk presse med sagkyndig journalistik om krigen i Afghanistan.

Men i øjeblikket er Jørgen Dragsdahl af Jobcenter Ballerup sendt i aktivering i Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han skriver to rapporter om præsident Obamas atomvåbenpolitik.

Grunden til arbejdsløsheden er ifølge Jørgen Dragsdahl, at hans integritet for tre år siden blev beklikket af historikeren Bent Jensen i Jyllands-Posten.

Injuriesagen Den slags er gift for renommeet som uafhængig journalist, og først 2. juli i år fik Dragsdahl rettens ord for, at beskyldningen om at have været agent for det sovjetiske efterretningsvæsen var uberettiget. Bent Jensen har anket dommen.

LÆS ARTIKEL

»Jeg anlagde injuriesagen, fordi jeg har et ansvar over for de mennesker, der i 80’erne handlede ud fra de ting, jeg skrev«, siger Jørgen Dragsdahl.

»Jeg kan ikke leve med, at de skal gå rundt og tro, at det, de læste, kom fra KGB, og at de havde været nyttige idioter. At de havde været aktive i fredsbevægelsen, mens jeg levede fedt på KGB’s regning«.

Reddet fra henrettelse
Jørgen Dragsdahls slægt har præster og biskopper flere århundreder tilbage.

»Min farfar var sognepræst i Grevinge, og min far var præst og højskoleforstander. Han havde et meget åbent sind og interesserede sig også for parapsykologi og reinkarnation og den slags ting. Min morfar havde en bilfabrik i Skt. Petersborg. Han mistede alt under den russiske revolution og blev reddet fra henrettelse i sidste øjeblik. Det prægede naturligvis også min opvækst, hvilket gør det ekstra ironisk, at jeg er blevet påduttet sympati for Sovjetunionen«.

Ud over det kirkelige, som Jørgen Dragsdahl betegner som det absolut modsatte af Indre Mission, spillede krigen en stor rolle i hans opvækst. Hans far og morfar var meget aktive i modstandsbevægelsen.

»Der lå en kristen tradition med højt til loftet og fra frihedskampen et påbud om, at man skal være aktiv i sager, der er større end en selv«.

De Sorte Pantere
Endelig er der højskolen. Jørgen Dragsdahl har i de senere år selv undervist på to.

»Min far startede en sommerhøjskole ved Gyrstinge Sø. I 60’erne begyndte han at arbejde med begrebet ’verdensborger’, og der har jeg oplevet folk fra vidt forskellige religiøse ståsteder fra hele verden. Det er der intet ekstraordinært ved i dag; men det skal sættes ind i sin samtid«.

»Min far har altid bakket meget energisk op om, hvad jeg lavede, både da jeg var politisk aktiv i De Sorte Pantere og under Vietnamkrigen. Og senere hen i de konflikter, jeg har haft, har han ansporet mig til at slå langt hårdere igen, end jeg taktisk har valgt at gøre«.

»For hvis man bliver angrebet, kan man engagere sig så meget i det slagsmål, at man bliver afsporet fra det, man egentlig burde beskæftige sig med. Og det er en af de enorme omkostninger, der har været gennem de sidste tre et halvt år ved denne retssag. Ja, det begyndte allerede i 1992 i Ekstra Bladet.«

»Det rystede mig, at Jyllands-Posten i 2007 valgte at genoplive nogle påstande, der af flere statslige organer var erklæret underlødige. For jeg var klar over, at jeg nu igen ville blive tvunget væk fra det, der var vigtigere, nemlig Afghanistankrigen, hvor jeg havde ekstremt gode kilder til, hvad der foregik. Det er det, jeg er mest ked af. Det kom på et tidspunkt, hvor jeg syntes, jeg var kravlet op ad en høj bakke og havde lagt det sludder bag mig«.

Den højreorienterede unge mand
USA har mere end noget andet formet Jørgen Dragsdahls verdenssyn.

I 1966 var en rejse over Atlanten stadig noget ekstraordinært. Men den sommer rejste Jørgen Dragsdahl, mellem 2. og 3. g. på Bagsværd Kostskole, til USA i fem meget skelsættende uger.

»Hovedtanken var at bringe fremtidens ledere sammen. USA betalte til umådeligt mange af den slags aktiviteter. Vi boede på en farm i Ohio et par uger og havde studiekredse om FN’s rolle. Jeg var 17 år og husker bedst størrelsen på deres hamburgere. I enhver henseende havde jeg en positiv og spændende introduktion til USA,« siger han og fortsætter.

»Jeg var faktisk meget højreorienteret som 17-årig. Men debatmiljøet på de amerikanske universiteter gjorde et stort indtryk på mig. Og jeg blev dybt betaget af deres pragmatiske, velinformerede og velargumenterede måde at diskutere på, konkret imod Vietnamkrigen. Hvor den danske debat var ideologisk, var de amerikanske venstrefløjsblade meget mere faktaorienterede og baserede på fornuft og moral«.

I Panternes hule
Så den unge højreorienterede Dragsdahl slog en ideologisk kolbøtte og kom hjem som venstreorienteret.

Efter studentereksamen begyndte han at studere historie, men løb ind i det klassiske problem, at den akademiske verden var meget forskellig fra verden udenfor. Så han engagerede sig stadig mere i Vietnambevægelsen.

Siden var Jørgen Dragsdahl aktiv i Venstresocialisternes Internationale Udvalg. Bobby Seale, leder af den militante organisation De Sorte Pantere, blev inviteret til Danmark af VS i marts 1969.

Den 20-årige ’USA-veteran’ Jørgen Dragsdahl stod for besøget. Det var vigtigt for Bobby Seale at vise, at De Sorte Pantere kæmpede klassekamp og ikke en racekamp vendt mod de hvide.

Derfor inviterede han sin unge vært over til hovedkvarteret i Oakland, Californien, »for at skrive om det sorte panterparti indefra og det amerikanske samfund nedefra«.

Dette andet besøg i USA blev endnu en øjenåbner og skelsættende for ham. Siden har racisme været et af hans store emner. Han blev inspirator for fotografen og forfatteren Jacob Holdt, som kalder ham sin ungdoms førerhund og læremester.

Arv fra enevælden
»Der er fundamentale forskelle i Danmarks og USA’s opfattelse af demokrati, som jeg tænker over konstant. I USA er det borgerne, der ejer staten; i Danmark er det staten, der ejer borgerne. Det kan du så efter behov kalde en arv fra enevælden, eller du kan tale om, at socialistiske og kommunitære ideer i Europa har infiltreret alle og enhver, selv borgerlige partier, så vi mere ligner de totalitære stater i Europa, end vi ligner USA«.

»Jeg tog grueligt fejl, da jeg skrev om USA og ikke forstod, hvor solidt den amerikanske demokratiske struktur er opbygget. Dens traditioner er så stærke, at de modstår ekstremistiske angreb på magtens tredeling. Her i landet, hvor man har en forældet grundlov og ikke har de amerikanske frihedsrettigheder …«.

Privatlivets fred
Hvilke frihedsrettigheder er det?

»For eksempel privatlivets fred. Frihed bygger ifølge den amerikanske grundlov på individets kontrol over informationer om sig selv. Informationer fra f.eks. efterretningstjenestens hemmelige arkiver er i USA ekstremt beskyttede gennem ’The Privacy Act’, så hvis andre end embedsmænd får adgang til det, er det først og fremmest dig selv. Her i landet kan staten tillade sig at udnævne en person, som udrustet med finanser og særlige privilegier får lov til at rode rundt i statens arkiver, det vil sige hemmeligheder om dig og mig. Og du må ikke selv få en lignende adgang. Det er utænkeligt i USA«, siger Jørgen Dragsdahl med henvisning til Bent Jensen og Center for Koldkrigsforskning.

Min morfar havde en bilfabrik i Skt. Petersborg. Han mistede alt under den russiske revolution (...) Det prægede naturligvis også min opvækst, hvilket gør det ekstra ironisk, at jeg er blevet påduttet sympati for Sovjetunionen

LÆS ARTIKEL

I sommeren 2005 offentliggjorde Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) rapporten ’Danmark under den kolde krig’. Kritikken af rapporten var hård. Dansk Folkeparti ville have en ny undersøgelse og fik under forhandlingerne til finansloven 2006 udvirket en ny bevilling på 10 millioner kroner til en undersøgelse af Danmarks adfærd under den kolde krig.

Fra august 2007 har Center for Koldkrigsforskning (CFKF) været i funktion med Bent Jensen som leder. Centeret nedlægges ved udgangen af 2010

»Det evige omkvæd for mig og det dybt forunderlige er, at Folketingets flertal kan pudse en person med særlige privilegier på en borger. Man har øjensynligt ikke taget stilling til, hvordan borgerne skal forsvare sig. Du kan ikke forsvare dig på anden måde end gennem en snæver injuriesag. Jeg var sådan set en person, der blev brugt i en højere sags tjeneste. Og den højere sag var statsministerens og Dansk Folkepartis kampagne for at finde landsforrædere«.

Journalist eller politiker
Under den kolde krig og efter ungdomsoprøret var en god journalist en, der tog stilling. Grænserne mellem journalistik og kampagne kunne være flydende. Jørgen Dragsdahl selv bevægede sig fra aktivist til klassisk journalist.

»Det er både latterligt og ydmygende at diskutere, hvem der var mest imod kommunisterne under den kolde krig. Det er noget, jeg bliver tvunget ind i. Jeg har som journalist forsøgt at nå ind til en eller anden kerne af sandhed og moral og fornuft«.

»Der er nogle, herunder journalister, der nu beskriver sig selv som koldkrigere. Hvilket forbløffer mig, for så er de ikke længere journalister. Læs mine artikler om kommunisterne i fredsbevægelsen og om undertrykkelsen i Østeuropa, og sig mig så, om jeg ikke har udtrykt mig mere markant og skadeligt for kommunisterne end nogen af disse ’koldkrigere’«.

Overvældet af virkeligheden
Marxist har han aldrig været, siger han.

»Det var for svært og verdensfjernt. Den amerikanske venstreliberale bevægelses idealer og kloge forfædre var nemmere at forstå og lade sig inspirere af, fordi de havde fokus på frihedsrettighederne«.

»Som ung skrev jeg, fordi jeg var politisk engageret. Men jo mere du skriver, desto mere bliver de politiske følger af det, du laver, skubbet i baggrunden. For som journalist bliver du overvældet af virkeligheden og tvunget ud i at indse, at den er ekstremt kompleks. Politik bygger på nogle valg, som jeg egentlig ikke føler mig kvalificeret til at tage«.

Så journalisten Jørgen Dragsdahl skiftede fra det, han selv kalder ’politiske formål’, til at skrive i traditionen for ’den fjerde statsmagt’ – noget, han har beskrevet i en artikel i Information i 1992.

Ulykkelig russisk pige
Men i 1980’erne røg han i problemer, da hans bestræbelser på at få en ung russisk kvinde ud af Sovjetunionen var med til at gøre Jørgen Dragsdahl sårbar over for mistanker om at ville gøre KGB tjenester.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er både latterligt og ydmygende at diskutere, hvem der var mest imod kommunisterne under den kolde krig. Det er noget, jeg bliver tvunget ind i. Jeg har som journalist forsøgt at nå ind til en eller anden kerne af sandhed og moral og fornuf



Hvordan kommer din fatale russiske kone ind i billedet?

»I februar 1982 er jeg på reportage i Moskva. Jeg besøger min gamle Information-kollega Vibeke Sperling, som er korrespondent på det tidspunkt. Hos Vibeke møder jeg en pige, der er 10-12 år yngre end jeg, det vil sige først i 20’erne. Hun hjælper Vibeke med sproget og er også barnepige for Vibekes datter ... «.

Du var åbenbart ikke klar over, at ingen almindelige russere dengang fik lov til eller turde omgås udlændinge …

» …. Jeg snakker enormt meget med hende, og hun fortæller mig om sit i mange henseender ulykkelige liv. Hendes højeste ønske er at komme til Vesten. Jeg lover at hjælpe hende med at komme på et besøg til Danmark. Der er intet romantisk eller seksuelt mellem os, må jeg lige sige. Men hun kommer til mit værelse på Hotel National … der er en bog, hun skal have«.

Et menneske, der griber ind
Kun KGB’s piger fik adgang dertil.

»Jeg ved ikke ... jeg tager hende med ind. Og KGB aflyttede værelset. Og der er en båndoptagelse – som PET længe efter gjorde mig bekendt med – hvor hun igen rejser det der med, om jeg vil hjælpe hende, og jeg lover at bruge Helsinki-aftalen (hvor øst- og vestmagterne forpligtede sig til at respektere FN’s Menneskerettighedskonvention, red.) og lave et helvedes hyr«.

Hvorfor? Kunne du ikke bruge kræfterne på en politisk fange?

»Hør her: Noget, der altid gjorde indtryk på mig, var beskyldningerne om at være ligeglad med, hvordan folk havde det i Østeuropa og USSR. Jeg beskæftigede mig jo med rustningskontrol. Det handler om at indgå tekniske aftaler med fjenden, der trods fjendskabet er godt for begge parter. Men dette var den første uofficielle russer, jeg mødte. Jeg var motiveret, og jeg syntes, jeg havde overskud til det. Og jeg ville måske også bevise over for mig selv, at jeg som journalist ikke kun var tilskuer, men også et menneske, der greb ind«.

Mistænkt for at være PET-agent
Hvordan har PET fået det bånd?

»Der er vel gået besked til KGB i København om den samtale. Og den har PET nok opsnappet. KGB havde fået at vide af folk i den danske fredsbevægelse, at jeg var CIA-agent! For nylig har jeg hørt, at den danske højrefløj mener, jeg er PET-agent, og det er derfor, at PET nu holder hånden over mig!«, siger Jørgen Dragsdahl og hengiver sig for første gang under interviewet til et løssluppent »hi hi!«.

»Det viste sig umuligt at få hende ud uden at gifte mig med hende, så det kom ikke på tale. Men et år efter, i foråret 1983, da jeg er ved at arrangere en rejse til Moskva, får jeg via den russiske piges veninde, en af dem, der blev gift med DKP’ere, en henvendelse om, at hun er desperat i Moskva og dybt forelsket i mig«.

Jeg var en person, der blev brugt i en højere sags tjeneste. Og den højere sag var statsministerens og Dansk Folkepartis kampagne for at finde landsforrædere

Årtusindets kærlighed
Blev du ikke mistænksom der?

»Næ«.

Forfængeligheden kan man altid regne med!

»Ja, ja, selvfølgelig … I hvert fald tog jeg til Moskva og giftede mig med hende. Det sovjetiske system skulle tro, at det var årtusindets kærlighed. Og ved at involvere den sovjetiske ambassade håbede jeg at smøre vejen. De vanskeligheder, jeg havde med at få hende ud, var ved at gøre mig utilregnelig. Jeg bliver telefonaflyttet af PET fra det tidlige forår 1983 til efteråret 1985. Det er udløst af det berømte Farum-møde, hvor en nytilkommen KGB-mand har nogle mildt sagt fejlagtige forventninger til mig. Han bliver rasende over nogle artikler, jeg har skrevet, og aflyser en frokostaftale på Farum Station og skælder mig ud hele vejen hjem i S-toget«.

Folk med kasket
Hvorfor finder du dig i det?

»Det gør jeg heller ikke. Jeg svarer igen, og så går han i vrede fra toget. Siden siger jeg til den nye ambassadør, at jeg ikke vil have noget at gøre med folk med kasket«.

Hellige enfold. Jeg forstår ikke, hvorfor du overhovedet betragter den sovjetiske ambassade som en seriøs partner?

»Hvis du skriver om atomvåben nu til dags, må du også tale med iranerne for at høre, hvad de siger, når du udfordrer den officielle politik. Enhver person, der beskæftigede sig med atomvåben og øst-vest-forhold på det storpolitiske plan på det tidspunkt, havde kontakt til KGB. For det var de eneste folk på ambassaden, som havde et frokostbudget«.

Virkeligheden under overfladen
»I det internationale miljø, der arbejdede med rustningskontrol og storpolitik, diskuterede vi hele tiden, hvad den russer, vi sidst havde talt med, havde sagt, og sammenlignede indtryk«.

Lidt ligesom ornitologer ...

»At mødes med de officielle russere har lært mig, hvor dårligt de kendte deres egne standpunkter. Jeg forstod, at der var en overflade, og at der var en virkelighed nedenunder. Du kan kalde det naivt, men i praksis var det frugtbart. For nu kender jeg en hel stribe mennesker i det demokratiske Rusland, som er nået til tops«.

Nødvendigt at udnytte andre
Du, som er så opmærksom på at være journalist og ikke politiker, hvornår indså du, at du var kommet til at sammenblande private, humanitære interesser – nemlig at få en ung pige ud af USSR – og så det professionelle, journalistiske?

»Ret tidligt, og det gjorde problemet endnu større. For det er svært at arbejde med mit stofområde og samtidig have en kone i USSR. Oven i købet en, som man ville sige, jeg havde vendt ryggen til, fordi jeg ikke fik hende ud. En rigtig Catch 22. Jeg skrev om det i Information i december 1983. Hun kom så ud året efter«.

»Jeg var ikke opmærksom på, hvordan mennesker i et totalitært samfund er parate til at udnytte hinanden hinsides enhver grænse for, hvad der er anstændigt i et demokrati. I deres kamp for overlevelse udnytter de hinanden og accepterer nærmest denne udnyttelse, fordi alle er klar over, det er nødvendigt. Den mekanisme var jeg totalt og absolut uvidende om og chokeret over at være offer for«.

Tilbage til USA
Til sidst slap Jørgen Dragsdahl ud af sit russiske eventyr og blev skilt fra sin russiske kone. Han føler, at det er absurd, at det har fyldt så meget, for Rusland er kun en parentes i hans liv. Det er USA, der hele vejen igennem har formet ham.

Det tredje skelsættende ophold på den anden side af Atlanten var i 1976-77, hvor han kom i nærkontakt med hele rustningskontrolmiljøet. Og det er som specialist i USA’s militære politik, Dragsdahl har præget debatten i Danmark.



Med sin nuværende kone har Jørgen Dragsdahl tre teenagedøtre. En af dem er pt. på ridelejr, en anden er på sommerlejr med danse- og sangundervisning i Polen, hvor de to yngste er født, fordi familien boede og arbejdede en årrække i Warszawa i 90’erne.

Langt væk fra en kampagne i Ekstra Bladet, som nogle år efter udløste erstatning til Dragsdahl. Ligesom injurierne fra 2007 gjorde her i 2010.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At se de unge vokse

Hvilken tid har været den bedste?»Det er spændende at rejse verden rundt og at skrive om aktuel politik. Som højskolelærer ser du unge mennesker forandre sig og vokse for øjnene af dig. Det er en gave at være med i den proces. Så det savner jeg lige så meget, som jeg savner at kunne arbejde som journalist«. Om opgaven på DIIS fører til noget mere permanent, er uvist, men hvis han er på retræte, er det ikke med hans gode vilje. På vej ud ad døren siger Jørgen Dragsdahl: »Vi har slet ikke talt om de omkostninger, den retssag har haft«.





LÆS OGSÅ Har vi ikke?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce