Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Kultur

Den kinesiske drøm findes ikke - endnu

Kina får ikke kulturel sexappeal, før regimet slipper sine borgere løs.

Kultur

Engang gik de i ens uniformer og viftede med en lille rød bog.

Nu er alt forandret i verdens folkerigeste nation, som forbløffer igen og igen. Men selv om supermagtsambitionerne er tydelige, og Kina kan fremvise flotte vækstrater, kommer vi ikke på fornavn med kineserne, som vi er kommet det med amerikanerne.

I hvert fald ikke lige med det samme, for kineserne evner ikke at spille på den bløde magts kælne klaviatur.

Før de slipper den kunstneriske og politiske frihed løs, vil Riget i Midten ikke kunne skabe en fortælling med appel til resten af kloden.

LÆS OGSÅ

Kinesisk drøm - for kineserne
Det mener internationalt anerkendte kulturforskere, historikere og politologer, som Politiken har talt med. Winfried Fluck, der er professor på J.F. Kennedy Instituttet på Freie Universität i Berlin, lægger ikke fingre imellem:

»Kina har ikke gjort sig attraktiv uden for sine grænser. Hvad står Kina for? Hvad er den kinesiske drøm? Svaret er: Der er ingen kinesisk drøm!«.

LÆS OGSÅ

Men der var en sofistikeret kinesisk kultur årtusinder før, der udviklede sig noget lignende i Europa. Kan der gemme sig en kerne, som vestlige kulturforskere overser?

»I den gamle kinesiske civilisation boede kejseren langt væk fra folket omgivet af en snæver cirkel af aristokrater. Helt modsat den amerikanske drøm, som er baseret på det almindelige menneskes muligheder for et gyldent liv. Jeg kan ikke se, hvordan moderne mennesker i andre lande skulle kunne blive tiltrukket af feudalismen i den kinesiske kulturarv«.

Modsat Winfried Fluck kan Joseph Nye, der er professor i politologi på Harvard Universitet i USA, godt få øje på en kinesisk drøm – men heller ikke han øjner én med global appel:

»Den kinesiske drøm er at skabe velstand for kineserne, og den kinesiske ledelse skal have respekt for at have trukket hundrede af millioner af mennesker ud af fattigdom. Men det er ikke nok til at tilfredsstille folks håb og længsler i det lange løb. Og slet ikke nok til, at vi andre føler os tiltrukket«.

Om et par hundrede år ...
Forfatteren Felipe Fernandez-Armesto kaldte i kæmpeværket ’Millennium' (1995) de seneste to-tre hundrede års europæiske dominans for en parentes i en verdenshistorie, som grundlæggende er domineret af impulser fra Øst. Han forudser, at verden nok skal komme på fornavn med kineserne. Men det vil tage lang tid.

»Først vil vi lære sportsstjerners navne, så politikeres og så de væsentligste kunstneres. Det er uundgåeligt. Vi taler om det land, der bliver dominerende økonomisk, demografisk og formentlig også militært. Vi vil være fikseret på Kina med en blanding af ængstelse, fascination og lyst til gevinst. Vi vil samarbejde med dem, så selvfølgelig vil vi komme på fornavn med dem. Men først om et par hundrede år. Initiativerne skifter historisk. Vi lever stadig i en amerikansk epoke, men den vil uundgåeligt mindskes i betydning«, siger Fernandez-Armesto.

Indtil for nylig troede han ikke, han stadig ville leve, når USA's kulturelle overherredømme begyndte at blive trængt, men nu ved den engelske professor, som underviser i USA, ikke rigtig ...

Kineserne vil så gerne producere kultur, der kan få succes rundt omkring, men den må ikke komme ind på menneskerettigheder, homoseksualitet, det tibetanske spørgsmål eller bare være almindeligt crazy



»Når jeg ser, hvor mange brillante kinesere der studerer i Amerika, og som er i stand til at tilegne sig de akademiske og kulturelle fordele, som amerikansk uddannelse og underholdning har, så bliver jeg i tvivl. I min afgangsklasse har jeg ti studerende, to af dem er kinesere. De er uhyre grundigt udvalgt og er blandt de akademisk mest lovende fra deres generation. USA's kulturelle overherredømme kan smuldre med tiden, fordi den kinesiske indsats er så bevidst i forhold til at få fat i det bedste af det, som amerikansk uddannelse kan præstere«.

Man kunne også tænke, at de studerende ender med at bidrage til en stille amerikanisering af Kina, når de kommer hjem?

»Tro mig. De er meget selektive i forhold til, hvad de bringer med hjem. De er gode til at bruge det, de tager med sig, inden for det kinesiske systems rammer«.

Propaganda og regerings-tv
Kinas ledere forstår softpower som noget meget hårdt. Det fremgår af Joseph Nyes seneste bog, 'The future of power'. Kineserne bruger milliarder af dollar på at øge deres bløde magt, men de gør det ved at satse på egentlig propaganda og ved at oprette tv-kanaler, som er talerør for regeringen, påviser han.

Det er helt forfejlet, siger franske Frederic Martel, der er forfatter til en række bøger om international kultur, bl.a. 'Mainstream' (2010):

»Kineserne forstår ikke, at blød magt hviler på frihed. De vil så gerne producere kultur, der kan få succes rundt omkring, men den må ikke komme ind på menneskerettigheder, homoseksualitet, det tibetanske spørgsmål eller bare være almindeligt crazy. Hverken den kommunistiske censur eller det kungfutsianske dogme om harmoni duer inden for film, litteratur, teater, spil osv. Man kan se det på verdensmarkedet. Kinesiske kulturprodukter sælger lidt i Hongkong, Taiwan og Singapore, men slet ikke i resten af verden. I Kina er det ikke muligt for private at udvikle og udbrede kultur nedefra, som overskrider de gængse normer. Det bremser dem«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ I telefonen til Harvard spørger jeg Joseph Nye, hvordan han mener Kinas bløde magt vil se ud de kommende år. Vil Kina i mine børns levetid kunne true USA's kulturelle dominans? »Ikke medmindre regimet forandrer sig«, lyder hans prompte svar. »Kineserne må indse, at de ikke kan tiltrække os andre, før de slipper deres civile samfund fri. De har spærret en mand som demokratiforkæmperen Liu Xiaobo inde, så han ikke kan tage til Oslo og modtage den Nobelpris, han fik i 2010. Et land, der gør det, kan ikke udvikle blød magt. Som den kinesiske kunstner Ai Weiwei sagde tidligere på året: Kina bliver holdt tilbage af censuren. Hvis Kina vil være landet, der ikke bare samler iPhones og iPads, men opfinder dem, må det slække på censuren og øge sin kreativitet«. Kinesiske ledere tænker også kortsigtetHvad er det bedste råd, De kan give til den kinesiske elite, mr. Nye?»Mit bedste råd til magthaverne er, at de skal begynde at slappe af. Det nytter ikke at blive ved med at ville kontrollere alt. De frygter, at der bliver kaos, hvis de slipper tøjlerne, men de vil få et stærkere samfund, hvis de gør det. Når borgerne bliver sluppet fri, vil Kina blive meget mere indflydelsesrig«. LÆS OGSÅEr der forhold, vi slet ikke forstår, omkring dette ældgammelt rige, som tjekker ind og ud af verdenssamkvemmet med århundreders mellemrum? Måske vil kineserne slet ikke være sexede i softpowerforstand?»Kina er en vidunderlig gammel civilisation, men man bør ikke overgøre forestillingen om deres strategiske tænkning. Meget af det, som de kinesiske ledere tænker på, er meget kortsigtet. Som f.eks. hvordan man bevarer det kommunistiske partis legitimitet i en æra, hvor produktionen falder«, siger Joseph Nye. Grækere eller romere

Winfried Fluck er overbevist om, at det bliver indre forhold, der afgør Kinas fremtid – også på verdensscenen. Den store test kommer ifølge ham, når kineserne forlanger mere individuel frihed, hvad der ikke nødvendigvis er det samme som demokrati: »Der vil komme en konfliktfuld kinesisk modernitet, hvor de skal takle enorm social ulighed og krav om respekt for det enkelte menneske på alle mulige områder. Om vi vil finde deres kultur tiltrækkende, står og falder med, hvordan de takler det«. LÆS OGSÅ Fra Indiana minder Felipe Fernandez-Armesto igen om det historiske perspektiv. Med et næsten hørligt glimt i øjet siger han: »Vi har hørt det hele før. Da romerne tog magten fra grækerne, sagde grækerne: Ja, men det er os, der sidder tilbage med kulturen, dannelsen, skrifterne! Det samme skete, da Storbritannien måtte aflevere magten til USA i det tyvende århundrede. Amerikanerne er de nye romere, men vi er stadig grækerne! Nu siger amerikanerne, at det da godt kan være, at kineserne bliver fremtidens romere, men vi, amerikanerne, er skam vor tids svar på de gamle grækere, fordi vi dominerer kulturelt!«. »Hver gang en nation trækker grækerkortet, indrømmer de i virkeligheden, at overherredømmet er ved at forskyde sig. Men at vifte med din bløde kulturmagt er en ringe trøst, når du inderst inde godt ved, at løbet måske snart er kørt«, siger Felipe Fernandez-Armesto. LÆS OGSÅ Grækere eller romere eller bare meget snu kinesere? Det eneste, vi ikke må, er at undervurdere Kina, siger Frederic Martel: »Det kinesiske system er endnu ikke parat til at tage den kulturelle magt i verden. Men husk: De har pengene og demografien til det. De har meget imod sig, men vi får se – for de er også meget pragmatiske«.















Annonce

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce