Foto: Finn Frandsen

Vigga Svensson: Den søde stemme, der blev hård

Som barn mente lærerne, at Vigga Svensson dominerede for meget. Som voksen er hun endt med at blive direktøren for det hele.

Kultur

I foråret 2006 var Vigga Svensson og makkeren Katrine Collette i New York. I ryggen havde de to et halvt års solid succes med børnetøjsfirmaet Katvigs mønstre af æbler og striber, der efterhånden var blevet trukket ned over hovedet på en stor del af de danske småbørn.

Katrine Collette og Vigga Svensson havde mødt hinanden otte år tidligere i en mødregruppe. Fire år senere fik de begge barn igen, fandt et gammelt dynebetræk med æblemønster oppe på loftet hos Vigga Svenssons mor, støvede æblemotivet lidt af, lånte penge i hver sin friværdi og fik produceret Katvigs første kollektion.

Optur og dårlig samvittighed
Nu skulle børnetøjet også lanceres i USA. Men på hotelværelset i New York fandt Katrine Collette en knude under armen.

Trekvart år senere var hun død. Og indtil da meget, meget syg.

»Hun holdt op med at arbejde med det samme. Og pludselig skulle jeg drive det hele alene. Parallelt med, at hun var så syg, oplevede jeg at udvikle mig enormt som leder. Det havde jeg virkelig optur over. Og sindssygt dårlig samvittighed«, siger Vigga Svensson.

Kolossalle øjne og blød stemme
Hun tager imod hos Katvig på Islands Brygge iført kolossale grønne øjne, strithår og sølvstøvler.

I ni år har Vigga Svensson speaket overgangene mellem TV 2 Zulus programmer med sin karakteristiske bløde og fyldige stemme.

Inden da stak hun ansigtet helt op i skærmen og lod de grønne øjne bade i hvidt lys som vært på DR 2’s ambitiøse musikprogram ’Okay Tone’. Og før det talte hun lytterne gennem det ’Det Elektriske Barometer’ på P4 i P1.

Det gik alt sammen fint. Bortset fra, at Vigga Svensson aldrig følte, der for alvor blev prikket hul på det talent, hun var sikker på, hun besad.

Hun vidste bare ikke helt, hvad det bestod i. Og hvor hun skulle rette det hen. Først da hun blev direktør for Katvig faldt tingene på plads. Og på en helt anden måde, end hun havde regnet med.

Forløsning i ledelse
»Tv og radio har ikke været der, hvor jeg virkelig har investeret noget, Jeg havde hele tiden fornemmelsen af, at der var en blokering. At den der kreative strøm på en eller anden måde ikke løb i mig. Først da jeg trådte i karakter som leder af Katvig, fik jeg den der forløsningsfølelse. En fornemmelse af, at det bare flød. Det er ledelse, jeg er bedst til. Og det har jeg nok ikke rigtig villet erkende, fordi det var omgærdet af noget virkelig negativt i min folkeskoletid«.

I løbet af de seneste år er det lykkedes at forvandle den oprindelige drøm om en børnetøjsbutik, hvor hun og Katrine Collette skulle sidde og sy tøjet selv, til en banebrydende og bæredygtig international forretning med 14 ansatte og en omsætning i 2008 på 57 millioner kroner. Et firma, som Vigga Svensson har kørt alene, siden Katrine Collette døde af brystkræft for to et halvt år siden.

Zulu-indtalelse på toilettet
To gange om ugen går hun ud på Katvigs toilet, som er blevet indrettet til lydstudie, og indtaler de speaks, som flere hundrede tusinde seere siden kan høre på TV 2 Zulu. Og 20 minutter senere vender hun tilbage til sit egentlige arbejde som direktør og kreativ chef for børnetøjsfirmaet Katvig. Eller som der står som afsender på hendes mail: Vigga Svensson, Ceo, Head of Design.

TV 2 Zulus indladende, intime stemme sidder i halsen på en handlekraftig, usentimental og frygtløs dame. Og den sødme, hun lægger rundt om ordet ’Zulu’ på tv-kanalens lydspor, er egentlig ikke noget, der præger hendes tilgang til livet i øvrigt.

»Jeg forbinder ikke mig selv med sødme«, som hun siger.

»Jeg tænker meget mere ... hård. Eller cool. Og det har jeg ikke noget problem med at være«.

Jobbet som speaker, der via et par toiletbesøg om ugen indbringer hende en ekstra månedsløn, har hun også et relativt lakonisk forhold til. Det er simpelt hen ikke der, det vigtige i livet foregår.

»Jeg forholder mig slet ikke til, at der er en masse mennesker, der lytter til min stemme i tv, eller at den er med til at give Zulu sin identitet. For mig er det en helt privat ting, der betyder, at jeg får nogle penge hver måned«.

Røvpigemiddage
Vigga Svensson viser rundt mellem T-shirts af genbrugsbomuld, overtøj fremstillet af vandflasker fra Taiwan og biologisk nedbrydelige plastikposer, inden vi forlader Katvig for at cykle hjem til hendes hus i Taarbæk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Direktøren har et par ærinder på kontoret, inden vi går.

Efter nogle minutter dukker hun op i gården. Iført cykelsko, hjelm, solbriller og De Rosa-racercykel.

Vi kaster et blik på min tunge damecykel, inden hun stryger op i sadlen og nærmest har fart på, før hun overhovedet har trådt i pedalerne.

»Vi får medvind på vej hjem«, råber hun bagud. Hun åbenbart lidt mere end mig.

»Jeg er begyndt at køre landevejscykling sammen med én af mine drengevenner«, fortæller hun, da hun har sænket tempoet så meget, at det lykkes at følge trop nogle hundrede meter ud ad Strandvejen.

Første styrt på cyklen
»Jeg havde mit første styrt i lørdags, og det er jeg virkelig stolt over. Det er ligesom at få taget sin mødom. Jeg er fuldstændigt skrabet på hele venstre side af kroppen«, fortæller hun.

Vi drejer ind hos købmanden i Taarbæk efter æg, og de sidste 100 meter hilser Vigga Svensson skiftevis til højre og venstre i den lille by. Vi slår os ned i gårdhaven med omeletter og hjemmebagt rugbrød. Oppe på førstesalen passer hendes mand sit job som marketingchef i Katvig – og kigger indimellem ud for at se, om det er blevet vejr til at surfe.

Handlekraftig. Optimistisk. Loyal. Og kølig. Det er de ord, der falder Vigga Svensson ind, når hun skal beskrive sig selv. Og så holder hun af rene linjer. Og af at færdes i relationer, hvor man ikke har nogen usagte forventninger til hinanden. Derfor har hun næsten ingen pigevenner.

»Der er så mange usagte ting og spilleregler mellem piger, som jeg synes er besværlige. Derfor er det svært for mig at skabe tætte relationer til andre kvinder. Jeg gider ikke sidde til en eller anden røvpigemiddag og være med til at drikke hvidvin og svine sine egne mænd til. Jeg har altid haft det bedst med drenge, og sådan er det stadig. Jeg kan godt lide den slags relationer, der minder lidt om mekanik – altså, hvor man kan se, hvordan tingene fungerer«.

Asocial og småautistisk
Efter en kort tænkepause tilføjer hun endnu et par karaktertræk.

Asocial. Og småautistisk. Faktisk synes direktøren ikke, at det er sjovt at møde nye mennesker overhovedet, hun hader at befinde sig i store forsamlinger, at gå til fest og at repræsentere Katvig i udlandet. Og så skal hun have islandsk yoghurt med blåbær og banan til morgenmad, hvis det hele ikke skal brase sammen.

»Det er også meget vigtigt, at jeg får lavet aftensmad hver dag. Hvis de der ting kikser, så kan jeg godt være lidt ude af synk hele dagen. Det er næsten lidt sygeligt«, siger hun og griner.

Noget med blod
Vigga Svensson er født og opvokset i København. Som ældste datter af en psykolog og en kunsthåndværker. Da hun var otte år, flyttede familien til Rønne på Bornholm. Vigga var en klassisk drengepige, der klatrede i træer og fangede igler i åen. Og så udadvendt, at det grænsede til det anstrengende.

Ellers drømte hun egentlig bare om at blive »noget med blod«, når hun blev voksen. Familien boede tæt på slagteriet i Rønne, og efter skoletid løb hun ofte ned i slagteriets baggård, hvor der stod en stor container fuld af dele fra dyr.

»Kohoveder i opløsning, for eksempel. Sådan noget, syntes jeg, var enormt spændende. Jeg ville gerne være noget med mord, når jeg blev stor. Eller kirurg«.

Angt for atomkrig
Men sammen med puberteten ankom også bevidstheden om den kolde krig. Og op gennem 1980’erne forsvandt Vigga Svenssons hidtidige mod og blev erstattet af en kæmpe angst for atomkrig. Hun skrev stile om atomtruslen og hørte altid luftalarm – og tjekkede, om det nu også var onsdag, og at klokken var 12.00.

»Så indtraf katastrofen i Tjernobyl. Vi boede jo på Bornholm, som lå tættere på. Jeg kan huske, at min morfar ringede og sagde, at vi skulle spise jodtabletter, fordi det forebyggede de skader, man kunne få, når man blev udsat for radioaktivitet. Alt handlede bare om det der«.

Samtidig blev det også mere kompliceret at gå i skole. Vigga Svensson fik at vide, at hun var for dominerende, for bestemmende.
Billede af en skrupelløs leder

»De kaldte mig klassens høvding. En af lærerne forbød mig at komme i en hel fløj af skolen. Hun kunne ikke holde ud, at jeg påvirkede hendes klasse. De tegnede et billede op af en fuldstændigt skruppelløs leder, der bare manipulerede og hev de andre uskyldige børn rundt i manegen«.

Hvad var det, du gjorde?

»Jamen, jeg var ikke en mobber, men nok en form for leder. Men en lidt usikker leder, der ikke havde helt så meget styr på tingene, som lærerne forestillede sig. Jeg fattede ikke, at de voksne ikke kunne forstå, at jeg lå lige så meget under for de andres spil, som de lå under for mig. Jeg var altså ikke så slem. Men mine forældre købte lærernes billede. Og var meget rystede og frustrerede over at have fået sådan en datter«.

Geni i forklædning
Dagen efter sin studentereksamen rejste Vigga Svensson til København. Med »en svag fornemmelse af gerne at ville noget kreativt«. I stedet havde hun forskellige småjob, inden hun kom på bistand og siden på aktiveringskursus. Hvor der pludselig var et tilbud om at lære at lave lokalradio. Og da kurset var slut, blev hun hængende et par år og lavede mere lokalradio.

»Jeg har aldrig været et determineret menneske. Det har altid været en smule tilfældigt, hvad jeg er røget ind i. Og så har jeg fordybet mig i det derefter«.
En strøm indeni

I halvandet år læste hun dansk på Københavns Universitet. Hvorefter hun hoppede fra med en ambition om at blive ansat i DR’s prestigefyldte montagegruppe. Det blev i stedet til en læreplads på P4 i P1. Hvor man godt kunne høre, at her kom en særlig stemme.

»Det var virkelig et ambitiøst sted med et gigahøjt niveau. Men jeg havde hele tiden en fornemmelse af at have en strøm indeni, som blev holdt tilbage af en dæmning, jeg ikke kunne bryde. En følelse af, at jeg kunne noget, men at ingen andre rigtig vidste, hvor god jeg var«.

Hvad var det, du kunne, som folk ikke havde opdaget?

»Det havde jeg slet ikke nogen ide om. Det har egentlig forfulgt mig altid. Også i skolen. En følelse af at være dygtig, uden at vide til hvad. Jeg kunne simpelt hen ikke få hul på det«.

Siden kom hun videre til andre programmer i DR og havnede i slutningen af 1990’erne som vært for det »ekstremt prætentiøse« musikprogram ’Okay Tone’ på DR 2.

Et geni i forklædning
»Jeg har egentlig aldrig været superdedikeret til musik. Det optog mig, fordi jeg lavede de programmer. Jeg er rigtig god til at tilegne mig viden enormt hurtigt og til at virke overbevisende. Jeg skal ikke have så meget at arbejde med, før jeg kan spinde et rimelig stort tæppe. Det er der jo en masse bullshit i. Men nogle gange er det godt at kunne«.

Efter sin første barsel blev hun for ni år siden ansat på TV 2 Zulu, hvor hun ud over at være speaker også var vært og redaktør på programmerne ’Musik Nu’ og ’Raketfart’ om musik og ungdomskultur.

»Det var fedt at arbejde sammen med en redaktion, men det var aldrig mig, der fik ideerne. Jeg har behov for at markere mig ret meget, og det kunne jeg ikke der. Jeg havde sådan en følelse af at være et geni i disguise. Hør her: Jeg er fucking god, og jeg kan ikke få det ud«, råber hun.

Børnetøj fra mødregruppen
Men så blev hun gravid igen. Samtidig med Katrine Collette, som hun tidligere havde været i mødregruppe med. Og mens de var på barsel, begyndte de at lege med ideen om at starte en børnetøjsbutik, hvor de ville sidde og sy tøjet selv. Men Vigga Svenssons onkel, som er »familiens store forretningsmand« syntes, at det var en »fuldstændigt latterlig ide«.

»Vi var ret ambitiøse og ville også gerne tjene en masse penge, og derfor mente han, det var dødsdømt at åbne sin egen lille butik på Værnedamsvej. Så i stedet lånte vi nogle penge i vores friværdier, fik en kassekredit og startede en produktion i Kina«.

Ingen af dem vidste noget om tekstilbranchen eller om at drive en virksomhed. Så det var bare »bind for øjnene og ud over stepperne«, som Vigga Svensson siger.

»Hele den energi, synes jeg, var enormt fed. Og for første gang oplevede jeg en slags forløsning og en fornemmelse af at have fat i mit talent. Og det var i alt lige fra at vælge farver og til at snakke med banken. Pludselig faldt alting bare i hak. Jeg var enormt god til at forhandle og til at sælge. Og det hele var enormt nemt. Vi havde bare så meget mod på det«.

Katvig kørte eksplosivt lige fra starten i 2003. Vigga Svensson og Katrine Collette havde lavet en forsigtig liste på de 20 butikker, de helst ville sælge til. Men det viste sig slet ikke at være nok.

»Alle ville bare have det. Det væltede ind med ordrer. Vi ramte virkelig et hul i markedet«.

Doven optimist
Efter et par år med op til 700 procents vækst om året var Katvigs grundlæggere i foråret 2007 parate til at indtage USA. Men den drøm sluttede altså på et hotelværelse med en knude under armen.

»Katrine tog til lægen, da vi kom hjem. Som slog det hen og sagde, at det var ingenting. Men et par måneder senere fandt de ud af, at hun havde brystkræft, som havde spredt sig. Hun stoppede med at arbejde med det samme. Det var helt frygteligt. Og betød også, at jeg pludselig skulle drive det hele alene. Indtil da havde vi gjort alting sammen«, siger hun.

»Helt isoleret set var det ret spændende at prøve at bære det selv. Og det faldt mig ret naturligt. Og det havde jeg sindssygt dårlig samvittighed over. Fordi hun var så syg. Og fordi jeg tror, hun kunne mærke på mig, at jeg udviklede mig positivt. Men det havde jo ikke noget med hende at gøre. De to ting faldt bare sammen«.
To modsatte typer

Allerede inden Katrine Collette blev syg, var der så småt begyndt at vise sig nogle modsætninger mellem de to.

Og måske ville de på et eller andet tidspunkt være endt med at dele æbler og striber mellem sig og være gået hver til sit.

»Katrine var som type lidt mere forsigtig og bekymrede sig mere om tingene. Mens jeg bare kørte af sted. Hun ville gerne have styr på tingene. Mens jeg har det bedst med bare at knalde derudad. Jeg tror, det provokerede hende, at jeg forholdt mig så overfladisk til tingene. Mens jeg indimellem følte, at hun trak tingene ned med sin forsigtighed. Men den der grænseløse optimisme, jeg har, kan også være irriterende for folk. Og problematisk, fordi de synes, der er nogle ting, der ikke bliver dealet med, som der skulle deales med«.

Der er vel heller ikke så mange spændende roller tilbage, hvis der er én, der har bemægtiget sig den med altid at se lyst på tingene ?

»Nej. Hun var grundig, mens jeg måske er mere sjusket. Og skidedoven. Jeg løste hele tiden opgaverne lettest muligt. Og det lå der en konflikt i, som vi aldrig fik løst. Fordi hun blev syg. Ellers ville det have været naturligt, at vi havde taget den. Og enten havde løst den. Eller på længere sigt var splittet op. Men vi fik aldrig snakket om det. Så det første halvandet år efter hun døde, havde jeg det meget svært med det. Og jeg har brugt enormt meget energi på at få fred med den historie«.

En vindersag
I dag har Vigga Svensson købt Katrine Collettes mand ud af firmaet, og Katvig er nu udelukkende hendes foretagende.

»I begyndelsen troede Katrine og jeg, at jeg primært skulle tage mig af det kreative – alt det der forretning, troede jeg slet ikke, ville være interessant. Men det er sindssygt spændende. Og så er det faktisk skide simpelt. Ikke let. Men simpelt. Det gælder om at købe nogle varer billigst muligt og så sælge dem til den rigtige pris. Og tjene så mange penge som muligt. Resten er bare strategi«.

Også den er klar – men knap så enkel. Vigga Svensson har valgt at satse på en 100 procent bæredygtig virksomhed. Også når det gælder transport, emballering og arbejdsforhold.

Bæredygtig idealisme
»Rent personligt er idealismen i at tænke bæredygtigt en kæmpe drivkraft. Men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at det er den rigtige strategi. Folk er så klar til det lige nu. Det er virkelig en vindersag, som matcher tiden. Og der overhovedet ikke noget modsætningsforhold mellem at tænke bæredygtigt og at tænke kommercielt«.

Men selv om der politisk er en ambition om, at Danmark skal være en grøn og innovativ vindernation, så er det ifølge Vigga Svensson enormt besværligt at etablere en bæredygtig virksomhed i Danmark.

Et eksempel: Ethvert stykke Katvigtøj, der bliver leveret fra fabrik til butik, er pakket ind i en plastikpose for at beskytte det mod fugt og snavs i den måned, der befinder sig i en container på et skib. Tidligere var det en klar plastikpose, der endte som skrald på butiksgulvene.

»I Danmark er det ikke det store problem, fordi vi har sådan en god renovation. Men på verdensplan er det et kæmpe problem. Der er hele øer af plastikposer ude i Stillehavet, der bare ligger og flyder rundt«.

Nedbrydelige genbrugsposer
Derfor pakker Katvig nu tøjet i logoposer, som butikkerne gratis kan give videre til deres kunder. De er tilsat jernsalt, som får plastikmolekylerne til at nedbryde sig selv, når de udsættes for lys og ilt. Så efter tre-fire år har posen nedbrudt sig selv.

»Det, synes vi selv, er en sindssygt god ide. Men for at butikkerne kan give poserne videre til kunderne, har vi puttet en hank på. Og derfor er der pludselig grønne afgifter på poserne. Før brugte vi et superforurenende materiale uden hank, som vi ikke skulle betale grønne afgifter af. Så det er virkelig op ad bakke. Der er ingen incitamenter overhovedet«.

Fem forslag til Folketinget
Derfor har Vigga Svensson nu formuleret fem punkter, der skal gøre det lettere at etablere bæredygtige virksomheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og sendt dem til Folketingets miljøpolitiske ordførere. Siden har hun haft besøg af både Christine Antorini fra Socialdemokratiet og den radikale leder, Margrethe Vestager – som faktisk har fremsat et af punkterne som beslutningsforslag. Nemlig at bæredygtige virksomheder skal kunne få et statsanerkendt bæredygtighedsmærke, ligesom landbrugsvarer kan forsynes med Ø-mærket.

»Alle ved jo nu, at det er sundere at spise økologisk end konventionelt, fordi der har været enormt meget oplysning og forskning på området. Men med tøj er der stort set ingen forskning. Man kan bare konstatere, at sædkvaliteten er for nedadgående, og man har en klar formodning om, at det skyldes kemikalier i tøjet«.

Danmarks talskvinde for bæredygtighed
Vigga Svensson har en ambition om at blive Danmarks talskvinde for bæredygtighed. Hende, som folk henvender sig til, når det handler om at opfylde den nuværende generations behov uden at ødelægge de kommende generationers muligheder for at opfylde deres behov, som det hedder i Brundtlandrapporten.

»Hele min mission er at få lært folk, at det tøj, de putter på kroppen, er fuldstændig lige så vigtigt, som den mad, de propper i munden. Men jeg synes, at det er urimeligt, at det er mig som lille børnetøjsproducent, der skal bære hele ansvaret for den oplysning. Altså for fanden, det er jo ikke mit ansvar, at vi kan føde børn her i Danmark om 20 år«.

Det der høvdingepis
Én ting er at få lov at bestemme det hele selv. Men for Vigga Svensson har der også været andre fordele ved at blive direktøren for det hele.

»I hele den proces med firmaet og Katrines død kan jeg mærke, at jeg som menneske bliver mindre og mindre bange. For eksempel, da jeg styrtede på cyklen i lørdags. Det var så dramatisk, at flere biler stoppede og spurgte, om de kunne hjælpe. Og jeg var slet ikke rystet over det. Tidligere var jeg bange for en masse ting. At flyve. Falde på cyklen. Eller at blive syg. Det er jeg ikke mere«.

Og det er noget, der er sket, efter at hun er blevet Katvigs høvding. Og er holdt op med at have det skidt over det.
Skidt start på høvdingerolle

»Nu har jeg et fundament, jeg kan udfolde mig på – uden at få dårlig samvittighed over det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg pakkede det væk på den måde, men det er i hvert fald sådan nogle lederagtige evner, jeg har. Og det har jeg nok ikke rigtig villet erkende. Fordi jeg i min skoletid lærte, at det virkelig var noget forbudt og grimt at tage føringen«.

»Men for mig har det nok bare været en modningsproces. Jeg kom lidt skidt fra start med det der høvdingepis. Men nu er hele ledersporet endelig faldet på plads, så jeg kan falde på cyklen uden at dø af skræk over det«.

Og egentlig er det vigtigere, end hvor det foregår henne. Chefgenet kunne hun sagtens finde ud af at bruge et andet sted. I et værksted for eksempel. Med en masse stel og eger mellem hænderne.

»Jeg er ikke rig nu, men det vil jeg gå ud fra, at jeg bliver på et tidspunkt. Det er også en stor del af drivkraften for mig. At tjene nogle penge. Hvis jeg engang skal noget andet, er det min store drøm at indrette et værksted, hvor jeg kan bygge cykler«.

»Og så kunne man bare gå der og rode med noget mekanik og sludre med en eller anden imens«.

En anden mand?

»Ja«, griner hun.

»En anden mand, nemlig«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce