Arv. Som datter af præst og politiker Søren Kraup valgte Katrine Winkel Holm at følge sin fars fodspor. Hun er teolog  og samfundsdebattør på den nationalkonservative højrefløj som sin far.
Foto: Miriam Dalsgaard

Arv. Som datter af præst og politiker Søren Kraup valgte Katrine Winkel Holm at følge sin fars fodspor. Hun er teolog og samfundsdebattør på den nationalkonservative højrefløj som sin far.

»Jeg kan ikke lide at få tæsk«

Katrine Winkel Holm er med egne ord ikke et ordentligt menneske. Men hun prøver.

Kultur

Der er meget, der er pinligt. Især når man er en genert bogorm i arvede smækbukser, der bare gerne vil være ligesom de andre børn. Det er for eksempel pinligt at være præstedatter i et landsogn i Vestjylland.

Det er pinligt, at ens mor serverer råkostsalat og rugbrødsmadder om eftermiddagen, når de andre mødre serverer franskbrød med syltetøj. Det er pinligt at have københavnske forældre, der har lært én at udtale ordet meget ’mejet’, når de andre i sognet siger ’møj’.

Og så er det måske også en lillebitte smule pinligt at sidde og tegne nede bagerst i lokalet, mens ens far fører sig frem på debatmøder rundt omkring i sognet med kontroversielle synspunkter.

Eller når man begynder i gymnasiet og pludselig bliver til ’Sorte Søren’s datter i stedet for bare Katrine.

Langer ud efter feministerne »Det var da vildt pinligt at være så anderledes end alle andre. Og når man er præstedatter i sådan et landsogn, så er man bare anderledes. Vi fik ikke brun sovs og kartofler ligesom alle andre. Og det var jeg meget, meget ked af. I landbokulturen brænder du jo en masse kalorier af, så der kan du godt tillade dig at spise brun sovs, men det gjorde vi jo ikke, så min mor lavede sådan noget sund, fornuftig mad«, fortæller teologen og debattøren Katrine Winkel Holm. Som barn var Søren Krarups yngste datter en genert pige, der gemte sig i sine bøger og lod sine tre ældre søstre føre ordet. Som voksen er hun sprunget ud som en af landets mest kontroversielle debattører, der langer ud efter feministerne, folkeskolen, homoseksuelle ægteskaber, islam, blasfemiparagraffen og den ytringsfrihed, hun mener er blevet stækket i de senere år.

Og også efter Politiken, som ifølge Katrine Winkel Holm nærmest egenhændigt har kørt landet i sænk med sit forsvar for pacifisme, reformpædagogik og åbne grænser.

Robust psyke
Og i den seneste tid har hun ført en indædt – og forgæves – kamp for, at den fjerde radiokanal, der skal give DR en kommerciel konkurrent, ikke skal have et liv på bekostning af P1 og P2.



Selv om Katrine Winkel Holm var genert som barn, må hun som voksen være udstyret med en relativt robust psyke. Og den har man brug for, når man ytrer sig offentligt som en del af den danske nationalkonservative højrefløj.

»Jeg er ikke så bange. Eller det vil sige, det er jeg, men jeg er god til at overvinde min frygt«.

Kan ikke lade være
Hvad er du bange for?

»Folk, der ytrer sig offentligt, får jo tæsk. Og jeg kan ikke lide at få tæsk. Jeg kan bedst lide, at alle klapper i hænderne og siger: Hvor er hun klog. Men det gør de jo ikke. Og det synes jeg da ikke er sjovt. Så at stikke næsen frem er jeg på en måde bange for«.

»Jeg kan bare ikke lade være«.

Vilde kommentarer
Én af de gange, hvor det sved, var, da hun i 2006 blev udnævnt som bestyrelsesmedlem af Danmarks Radios bestyrelse af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K).

»Jeg fik nogle helt vilde kommentarer om, at jeg var totalt inkompetent og uprofessionel, at jeg kun var blevet udnævnt, fordi jeg var min fars datter – at det var en skandale, og at sådan nogle som mig slet ikke måtte sidde i DR’s bestyrelse. Det gjorde da ondt umiddelbart. Men ikke nok til at det fik mig til at holde mig tilbage«.

Var du i tvivl om, om de havde ret?

»Narh, men det gjorde alligevel indtryk på mig, fordi det var ret massivt. Men hen ad vejen begyndte jeg at betragte det som et kompliment. For hvis jeg var fuldstændigt ufarlig og ligegyldig, så ville de jo nok ikke hidse sig sådan op«.

Spegepølsemadder og kaffe
»Velkommen til den grønne by« står der på et skilt på vej ind mod Haslev, hvor parcelhusene er plantet i nydelige rækker, og hvor vejnavnene er sat i system, så Kløvervænget dukker op på sin plads i alfabetet efter Humlevænget, Hvedevænget og Hørvænget.

En brun mellempuddel annoncerer gæstens ankomst med cirkelløb og skinger stemmeføring i baghaven. Og et øjeblik efter dukker Katrine Winkel Holm op i døren. En høj, terrængående skikkelse i sort bomuldskjole og med solbriller i håret.

Vi slår os ned i solen i baghaven. Katrine Winkel Holm har lavet kaffe og smurt spegepølsemadder og arrangeret et par muffins med slik på toppen fra gårsdagens børnefødselsdag.

Parcelhus
»Vi havde egentlig aldrig forestillet os, at vi skulle bo i parcelhus«, fortæller hun.

Men der var ikke råd til en stor gammel kasse i Køge, da familien for tre år siden rykkede fra Odense, fordi hendes mand fik job som læge på Køge Sygehus. Med én indtægt og en hjemmegående husmor rakte økonomien kun til et parcelhus i Haslev.

Hvilket i sig selv illustrerer én af Katrine Winkel Holms mærkesager – nemlig den danske familiepolitik, som ifølge den 40-årige teolog er en skandale.

Folk der ytrer sig offentligt får jo tæsk. Og jeg kan ikke lide at få tæsk

I et andet årtusinde
»Man har gjort det ufordelagtigt for kvinderne at være hjemme, og derfor er de mere eller mindre presset ud på arbejdsmarkedet. Og det synes jeg ikke er særlig kvindefrigørende. Hvorfor skal hele den danske børnebefolkning sidde på blå stue mellem 9-16? Jeg synes ikke, det er særlig velfærdsagtigt eller humant«.

Katrine Winkel Holm er født som den sidste i en flok på fire søstre i præstegården i Seem, hvor hendes far, Søren Krarup, i fire årtier residerede som sognepræst. Med egne ord har hun haft en »vildt dejlig barndom« og var udstyret med et sæt »superforældre«.

»Det føles, som om jeg voksede op i et andet årtusinde. Det gjorde jeg jo sådan set også, men det var en barndom, der ligger meget langt fra, hvordan børn vokser op i dag«, siger hun.

Ditlevsen og Hamsun
Hendes mor var egentlig i gang med at læse historie på universitetet, men valgte at blive hjemmegående og fik aldrig gjort studierne færdig.

»Min mormor var læge og kom først hjem klokken seks hver aften, og jeg tror, min mor har savnet hende meget. Derfor var hun selv hjemme«.

Katrine Winkel Holm var genert. Og tilbragte en stor del af sin barndom begravet i bøger af blandt andre Sigrid Undset og Tove Ditlevsen. Og da hun blev lidt større, hengav hun sig til deciderede litterære manier.

I en periode læste hun alt om Første Verdenskrig. I en anden alt om og af Knut Hamsun. Siden blev hun optaget af Norges middelalderhistorie, de islandske sagaer og den franske revolution. Og drømte videre om det hele i den store tilgroede præstegårdshave i Seem.

Læste højt af Dostojevskij
Om aftenen læste forældrene højt – blandt andet af Dostojevskij. Og som den yngste var det indimellem lidt svært at følge med. Andre gange fortalte hendes mor danmarkshistorie, mens Katrine og hendes søstre tegnede til.

Der blev også sunget meget i præstegården – både fra Højskolesangbogen og fra Salmebogen. Og mindst hver anden søndag gik familien i kirke til farens gudstjenester.

»Jeg tror aldrig, jeg er blevet spurgt af mine forældre, om jeg var troende. Men jeg har altid regnet det for noget, der stod urokkeligt fast. Selvfølgelig har jeg da været meget i tvivl. Men jeg har også altid vidst, at det afgørende ikke er min egen tro, og hvad jeg føler her og nu. Det afgørende er, hvad Gud siger til mig. Og så er man ikke så optaget af, om man tror eller ej. Man ved bare, at der er en gud, man kan stole på«.

Bestikker sine børn
Katrine Winkel Holm går stadig i kirke hver anden søndag. Og tager sine børn med. Bagefter får de en stor kage for ulejligheden.

»Vi bestikker dem, for jeg synes, det er enormt vigtigt, at de kommer i kirken. Det er en oplæring i kristendom, og det er fantastisk sundt for børn at sidde en time på en kirkebænk og kede sig og være stille. Og jeg tror, de bliver glade for det engang. Det er jo en levende tradition, og den bliver kun givet videre, hvis man er fortrolig med den«.

Sundt at kunne stå alene
Som barn tog Katrine Winkel Holm indimellem med sin far til debatmøder og foredrag.

Og sad nede bag i lokalet og tegnede og kedede sig.

»Men da jeg blev lidt ældre, syntes jeg også, at de møder var meget sjove. Der var altid vild ballade, hvor min far var, og det er jo spændende. Selvfølgelig kunne det også være lidt pinligt, men det må man bare finde sig i. At være lidt anderledes. Alt er jo pinligt, når man er barn. Børn er konventionelle, men det er godt at vænne sig til at være lidt sær. For det er sundt at kunne stå alene«.

Det føles, som om jeg voksede op i et andet årtusinde. Det gjorde jeg jo sådan set også, men det var en barndom, der ligger meget langt fra, hvordan børn vokser op i dag

»Bøger er menneskets bedste ven«
Og det fik Katrine Winkel Holm brug for.

I folkeskolen var hun flittig og »ikke ret meget ud til bens«. Fik »nydelige karakterer« og elskede at gå i skole. Folkeskolen i Seem gik kun til og med 7. klasse, så i 8. klasse begyndte Katrine på en privatskole i Skærbæk, hvor det absolut ikke var smart blandt kammeraterne at være både boglig og flittig.

»Det var ikke sjovt. Jeg stak lidt af fra de andre og var meget udenfor, blev kaldt bogorm og havde to år, som jeg synes var rigtig hæslige«.

I stedet begravede hun sig endnu dybere i de historiske romaner – og resten af tiden drømte hun videre om alle de middelalderromaner, hun engang selv skulle skrive.

»Bøger er menneskets bedste ven. Og jeg tror, det er meget sundt at prøve at være helt, helt alene. Så sætter man så meget mere pris på, når man ikke er det«.

...

»Skal vi ikke sætte os op i skyggen nu, jeg koger virkelig«, siger hun og rejser sig.

Endeløse diskussioner
I præstegården i Seem blev der »ført heftige og endeløse diskussioner«.

Både blandt søstrene, der lukkede sig inde på badeværelset og i timevis diskuterede, om romerne eller grækerne var de bedste. Og med forældrene drøftede de kommunisme, fredsbevægelse og den kolde krig.

»Ifølge majoriteten var man ond, hvis man var tilhænger af Nato og imod fredsbevægelsen«, siger hun.

Og det var Katrine.

»Det var selvfølgelig noget, jeg havde fra mine forældre. Min far var meget engageret i den debat, og min mor sad ofte i køkkenet og læste tykke bøger om russiske dissidenter. Meget af det, vi hørte i skolen, tog vi jo med hjem og prøvede det af på vores forældre. Og så fik man så nogle andre argumenter, man kunne tage med op i skolen«.

Intet teenageoprør
Katrine Winkel Holm gennemlevede aldrig noget, der bare mindede om et teenageoprør.

Og i virkeligheden er det også i højere grad omverdenen, der forventer, at teenagere skal te sig, end det er noget, der kommer indefra, mener hun.

»Hele den der teenageopfattelse af børn er sådan et korset, man putter børn ned i. Man forventer, at de skal gøre oprør. Men mange har jo slet ikke det behov. Og når man synes, at børn er besværlige som teenagere, tror jeg også, det er, fordi de ikke går tidligt i seng om aftenen længere. De bliver siddende, og pludselig har man ikke sine aftener for sig selv. Som forældre er det er ikke altid, man gider det. Så når man synes, de er besværlige, tror jeg sgu også, at det er, fordi de er tættere på en, og man egentlig gerne vil holde dem lidt væk«.

Og så virker det heller ikke så motiverende, når de voksne ligefrem opfordrer en til at gøre oprør.

»Siden 1968 har ungdommen skullet være på en bestemt måde, og det er jo ikke oprør, det er bare efterligning. Jeg kan huske, at vores gymnasielærer stod og sagde: »I skal gøre oprør«. Hvad er det for noget at stå og sige? Det er jo ikke oprør, når ens lærer står og siger, at man skal«.

Datter af den sorte satan
Katrine Winkel Holm var vant til at have en kendt og kontroversiel far.

Men da hun begyndte i 1. g på Ribe Katedralskole i 1986, brød indvandrerdebatten for alvor løs, og så »blev det noget helt andet«. Pludselig var hun ikke længere præstedatter, men datter af »den sorte satan«.

»Det var da selvfølgelig specielt. Det er klart. Men det var altså en del af det«.

Kan du huske nogle situationer, hvor du syntes, det var pinligt eller ubehageligt?

»Jeg har da oplevet ting og sager, hvor jeg syntes ... men det værste har jeg slet ikke hørt. Det er blevet sagt bag min ryg. Jeg har da fået at vide, at min far var racist og den slags. Men på det tidspunkt var jeg jo også blevet ældre og havde et mere reflekteret forhold til det«.

Fester og sex
Katrine Winkel Holm begyndte »ret sent« at interessere sig for drenge.

Hun gik på klassisk sproglig linje på Ribe Katedralskole og var egentlig lidt irriteret over, at en af hendes gymnasielærere altid sagde, at gymnasieelever kun interesserede sig for sex og fester.

»For det var faktisk ret forkert. I hvert fald i mit tilfælde. Jeg synes ikke, det var den der vilde festtid, som det altid bliver skildret som. Jeg var ret langsom på det felt og vildt optaget af at læse og forstå«.

Efter gymnasiet tog hun et år til udlandet og blev af med en del af sin generthed. Og da hun begyndte at læse teologi på Københavns Universitet, begyndte hun også at »kæfte mere op«.

»Det er vel noget med, hvornår man bliver engageret nok til at overvinde sine hæmninger«, som hun siger.

Romeo og Julie
Udefra lyder det næsten som en Romeo og Julie-historie, da den tidehvervske præstedatter fra Seem mødte sin mand, Jonas Winkel Holm, som kommer fra en af Københavns mest gennemfarvede kulturradikale familier.

Det skete til en kollegiefest i København, da hun var 23 år.

»Det er klart, at min mand havde en fuldstændig vild opfattelse af, hvad min far stod for, da jeg lærte ham at kende. Men min mand er så typen, der sætter sig ned og læser en bog om det først, hvis han skal købe en cykel. Så da jeg mødte ham, gav han sig til at læse en masse af det, min far har skrevet. Og så havde jeg sådan en fornemmelse af, at det her var seriøst«, siger hun og griner.

Sådan er mennesker jo. Syndige

Kommer fra samme baggrund
Og ifølge Katrine Winkel Holm var deres baggrunde ikke så forskellige, når det kom til stykket.

»Min mand var da uenig med min far. Men vi faldt jo ikke for hinanden på grund af vores holdninger, og det var en periode af mit liv, hvor jeg ikke var særlig politisk engageret. Min far var vildt engageret i flygtningedebatten på det tidspunkt, og blandt andet derfor orkede jeg ikke at være det.«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Men jeg synes i virkeligheden, at min mand og jeg kommer meget fra den samme baggrund. Han kommer fra et kulturradikalt hjem med tyk streg under kultur. Og min mor kom fra et lignende miljø, så jeg følte mig meget hjemme i det. Det er klart, at der var nogle politiske uoverensstemmelser, men jeg synes, jeg fik en enormt god modtagelse. Og man taler jo om meget andet end politik«.

På bølgelængde
Hvor uenige er I i dag?

»Meget lidt«.

Så han har flyttet sig?

»Ja, han har flyttet sig noget. I hvert fald i forhold til sit barndomshjem, men ikke helt så meget, i forhold til da jeg mødte ham. Jeg stemmer på Dansk Folkeparti – hvad han stemmer, er hans egen sag. Men vi er meget på bølgelængde. Han er meget konservativ af gemyt –- og et udpræget familiemenneske«.

Selv kalder hun sig kulturkonservativ. Eller nationalkonservativ. Og vil gerne konservere »alt fra den klassiske musik over litteraturen til kristendommen og den vestlige familie«.

»Det er der meget få, der kæmper for i dag, for det vestlige selvhad er meget stærkt. De kulturradikale har jo bare solgt ud og lægger sig fladt på maven for alt, hvad der ikke er vestligt. Men de døde europæiske mænd har gjort rigtig mange gode ting – de har blandt andet skabt en civilisation, som er rig og fri og fyldt med stor kunst.«

»Og hvis vi vil give den videre til næste generation, så skal der kæmpes for den. Vi skal have en stram indvandrerpolitik, så det er os, der er i flertal om hundrede år. Der skal kæmpes for, at den store litteratur bliver læst i gymnasiet. Og at den store musik bliver spillet i Danmarks Radio. Og de ting er ved at blive tabt på gulvet i disse år. Det er et stort kulturtab. Nærmest et kulturtyveri. Min generation af lærere havde hele pakken, men de gad ikke at give det videre. Og det synes jeg er vildt provokerende«.

I opposition til Politikens værdigrundlag
Hvis man beder Katrine Winkel Holm om at karakterisere sig selv med nogle få ord, lyder svaret, at hun er god til at skrive og til at bage fragilité. Til gengæld ryger hun for meget, spiser for meget chokolade og bruger for mange penge på tøj.

Og så er hun temperamentsfuld, rodet og glemsom. Temperamentet kan eksempelvis bryde ud, når hun læser Politiken.

»Jeg synes, Politiken spillede en fatal rolle under Muhammedkrisen. Og jeg er i opposition til hele Politikens værdigrundlag. Den kulturradikale linje, som Politiken traditionelt har stået for, har spillet en skæbnesvanger rolle i Danmark. Forsvaret for pacifisme, reformpædagogik og åbne grænser har kørt landet i sænk. Og det mener jeg i fuld alvor«.

Kend dine modstandere
Men man er vel også nødt til at have nogen at være i opposition til?

»Selvfølgelig. Og den kulturelle del af kulturradikalismen sætter jeg stor pris på. Men Politiken er et paradoks. På den ene side hylder den det frie vestlige samfund og kulturen. Og samtidig undergraver den begge dele. Men jeg synes, den er spændende at læse. Også fordi man skal kende sine modstanderes måde at tænke på. For resten læste jeg også meget Hørup som teenager. Han er en af de bedste danske stilister overhovedet«.

Hun afbryder sig selv.

»Hvad er klokken, holder du øje med tiden?«.

En dejlig sort skole
Faktisk er den blevet 12, og det er tid til at hente familiens to yngste på privatskolen i Køge, hvor eleverne siger ’De’ og ’hr’ og ’fru’ til lærerne, står på række og har både fransk og fysik fra 1. klasse, mens kinesisk først kommer på skemaet fra 5. klasse.

Vi sætter os ind i bilen og sætter kurs mod Køge for at hente Søren Krarups børnebørn. I min bil vel at mærke. For Katrine Winkel Holm har glemt sin oppe på stationen.

»Det er en dejlig sort skole med en hård og kontant disciplin«, siger hun og griner.

Bryder sig ikke om privatskoler
»Det betyder, at der er respekt for lærerne, og at de kan få lov at undervise. Jeg har selv gået i folkeskole og bryder mig egentlig ikke om ideen om privatskoler. Men folkeskolen lider under, at reformpædagogikken har hærget de seneste 30 år og er i dyb krise. Og jeg vil ikke ofre mine børn for princippernes skyld«, siger hun.

Vi kommer lidt for tidligt og bruger ventetiden til at købe et stort franskbrød med birkes i den kombinerede grillbar og bager i Ølby. Det er nemlig fredag, og om fredagen må børnene få Nutella-madder efter skole.

Så installerer vi Katrine Winkel Holms to yngste børn på bagsædet og kører retur til Haslev.

Ud af fodnoteverdenen
Katrine Winkel Holm har altid gået hjemme hos sine børn. Hun var lige akkurat blevet færdig som teolog, da hun fik den første – og havde egentlig søgt både et ph.d.-stipendium og et job som undervisningsassistent. Da hun ikke fik nogen af delene, tog hun i stedet sin søn ud af dagplejen.

»Det var en revolution at blive mor. Og det var også rart at komme ud af universitetsverdenen, som er sådan en fodnoteverden. Og trods alt lidt livsfjern. Jeg synes, det ville have været flot på cv’et at få en ph.d., men min søn græd og var så ked af det, hver gang jeg afleverede ham i dagplejen. Og det var så hæsligt, så jeg valgte at gå hjemme og sætte ham i forreste række. Så fik vi nogle flere børn, og jeg havde lidt undervisning på Folkeuniversitetet og begyndte også at skrive lidt. Men børnene er altid kommet først, og det har jeg været enormt glad for«.

Den nyfeministiske bølge
Også selv om det af omverdenen blev betragtet som »meget, meget mærkeligt«. Sådan føltes det i hvert fald.

»Jeg kunne bare se, at folk kedede sig, når jeg sagde, at jeg var hjemme hos mine børn. Jeg kan huske, at der var en, der sagde: »Forældreorlov? Det lyder da hyggeligt!«. Okay ... men to børn, man passer selv – det er da et arbejde, ikke«.

Cirka samtidig med at Katrine Winkel Holm blev mor, skete der ifølge hende et skift i familiedebatten. Hvor man i 1990’erne havde været meget optaget af at få familien til at hænge sammen, og hvor Nyrup spurgte, om vi ikke kunne gøre det lidt bedre, kom der nu ifølge Katrine Winkel Holm »en nyfeministisk bølge, hvor man sagde, at det var ressourcespild at gå hjemme hos sine børn«.

Udtryk for foragt
»Det er jo et fantastisk udtryk – og så er det oven i købet kvindebevægelsen, der bruger det. Det er jo det samme som at sige, at den del af tilværelsen, som kvinderne traditionelt har stået for, bare er spild. Det synes jeg er provokerende. Én ting er at sige, at det er synd for de kvinder, der ikke kan få lov at gøre karriere. Men at sige at dem, der bliver hjemme af egen fri vilje spilder deres ressourcer ... det er virkelig et udtryk for foragt for den private sfære, som traditionelt har været kvindens arbejdsområde«.

Hvad sagde din mand til det?

»Hans egen mor var folkeskolelærer og hastede hjem for at servere te og grahamsboller for dem, når de kom fra skole. Så han støttede mig i det, og det betød alt. Også fordi jeg jo er en dårlig forretning, og vi lever af hans indtægt. Det kan man godt, men man kan ikke bo i København – eller i Køge for den sags skyld. Jeg er jo privilegeret overlægefrue, og var jeg ikke det, kunne det ikke lade sig gøre. Og det er resultatet af en familiepolitik, der kræver, at der skal to indtægter på bordet. Sådan er det ikke, hvis man lever i Tyskland, Frankrig eller England, men sådan har man gjort i Danmark, og det er meget barskt, synes jeg«.

Vi boede der jo ikke på den måde
Samtidig med at Katrine Winkel Holm blev mor i slutningen af 1990’erne, begyndte hun også at blande sig og skrive indlæg i den offentlige debat. For eksempel om indvandrere.

»Jeg tror, jeg begyndte at deltage i debatten på det tidspunkt, fordi jeg følte mig voksen. Man er jo meget uforpligtet, når man er studerende. Min mand boede på Gasværksvej på Vesterbro dengang, og det var virkelig meget råt, og der var mange indvandrere, men vi syntes jo bare, det var fedt, ikke. For vi boede der jo ikke på den måde. Der var bare nogle billige restauranter og et farverigt miljø, men når man så får et barn, er det noget helt andet. Så vil man jo ikke bo dér og begynder at tænke over tingene på en anden måde«.

Forsvaret for pacifisme, reformpædagogik og åbne grænser har kørt landet i sænk. Og det mener jeg i fuld alvor

Skyd én, og skræm tusinde
Er du nogensinde blevet udsat for trusler på grund af dine holdninger?

»Nej. Det virker meget tilfældigt, hvem der bliver det. Sådan fungerer det også, når man mobber i en skolegård – det er jo bare en eller anden tilfældig, man trækker ud og tæsker. Bare så vi andre kan lære det. Det er jo sådan, det fungerer. Det er sådan, de tænker. Og det er jo det, der er uhyggeligt ved den her selvcensur, der breder sig som en steppebrand for tiden.«

»Cirkusrevyen er et meget godt eksempel på det. De katolske præster får, så hatten passer. Men der er nogen, de ikke gør grin med. For de skal heller ikke have noget klinket. Mao sagde: »Skyd én, og skræm tusinde«. Det er det, der sker. Og det er vildt bekymrende«.

At få hverdagen til at lykkes
Hvad gør dig glad?

»Mine børn. Og folkelige protester. 2001-valget gjorde mig meget glad. Eurovalget gjorde mig glad. 1992-valget gjorde mig også glad. Det var virkelig stjernestunder. Og så gør hverdagen mig glad, selv om den virkelig har haft dårlig presse. Jeg kan bare godt lide, at den er der, og at tingene virker. Skilsmisser gør mig til gengæld ked af det. Det er noget af det værste, jeg ved. Men når hverdagen virker, så bliver folk ikke skilt. Så det er måske også en mening med livet. At få hverdagen til at lykkes«.

Et ordentligt menneske
Hvad er det pæneste, nogen har sagt til dig?

»Jeg havde en lærer i gymnasiet, der sagde: »Du kan jo skrive«. Det var rart. Det kunne jeg rigtig godt lide at høre. Det tror jeg måske er det bedste, nogen har sagt til mig«.

Vi sidder et øjeblik. Så fortsætter hun:

»Jeg tror faktisk, han brugte det som en indledning til en kritik. Altså: »Du kan jo skrive, men ...«. Ikke desto mindre var det det første, jeg hæftede mig ved«.

Hvad går dit liv ud på?

»Det går vel ud på at være et ordentligt menneske«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Håber på sine synders forladelse
Er du det?

»Nej, det er jeg ikke. Men jeg forsøger. Og så håber jeg, at jeg har mine synders forladelse«.

Hvordan er du ikke et ordentligt menneske?

»Det er der jo ikke nogen, der er. Jeg vil ikke fortælle dig alt. Men vi kommer alle sammen til kort over for det, vi skal. Over for vores ægtefælle og over for vores børn. Det gør man jo hele tiden. Men det betyder ikke, at man ikke skal forsøge at være et ordentligt menneske«.

Brug for tilgivelse

Hvordan kommer du til kort?»I almindelig selvoptagethed og forfængelighed og manglende tålmodighed. Sådan er mennesker jo. Syndige. Så derfor har man brug for at tilgive hinanden. Og man har brug for tilgivelse fra Vorherre«. ... »Vil du have en Nutella-mad?«





-------------------

Rettelse: I en tidligere version stod der i faktaboksen til denne artikel, at Lars Hedegaard ikke kunne blive optaget i Dansk PEN. Han trak imidlertid sin ansøgning, da bestyrelsen ville lade det være op til generalforsamlingen at afgøre, om han kunne blive medlem.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce