Sår'n bevarer etniske unge aarhusiansk, ikkå

Unge med indvandrerbaggrund taler mere aarhusiansk end aarhusianere, viser ny ph.d.

Kultur

Når telefonen ringer hjemme hos 16-årige Kawtar Sabah fra Bispehaven i det vestlige Aarhus, kan hun med det samme høre, om det er en person med indvandrerbaggrund eller ej.

»Danskerne snakker fint. De taler integreret, som vi kalder det«, siger hun.

Sit eget sprog kalder hun ’indvandrerdansk’, og det er også let genkendeligt, er hun sikker på.

Hvad hun til gengæld ikke ved, er, hvordan hendes sprog adskiller sig fra de etnisk danske kammeraters. Og hun ville aldrig have gættet, hvad cand.mag. i nordisk og lektor på læreruddannelsen i Silkeborg Mette Vedsgaard Christensen har fundet frem til i en ny ph.d.-rapport:

Ej, jeg kan godt høre det, nu jeg tænker over det: Jeg si’r sår’n...



At Kawtar Sabah og de andre multietniske unge i Aarhus taler mere aarhusiansk end jævnaldrende aarhusianere med dansk familiebaggrund.

»Er det rigtigt?«, udbryder Kawtar Sabah i første omgang – på temmelig aarhusiansk. Hun og veninden, 15-årige Sahar Nejad-sisi, begge fra 9. klasse på Ellekærskolen i Aarhus, har sagt ja til at stille op til et interview om dialekter, og de bliver først ret overraskede over Mette Vedsgaard Christensens fund.

Østjysk indvandrerdansk
Men så hører de et par konkrete eksempler på, hvor forskellen er tydeligst – som i ordet ’sådan’, der på oprindeligt ærkeaarhusiansk blev udtalt sår’n, men som i de senere år er rykket tættere på rigsdansk og er blevet til sodn.

I hvert fald når ordet udtales af unge aarhusianere med dansk baggrund. Men unge fra flygtninge- og indvandrermiljøer gør noget andet.

»Ej, jeg kan godt høre det, nu jeg tænker over det: Jeg si’r sår’n. Det gør vi meget på indvandrerdansk«, siger Kawtar Sabah. Eller med sprogforskerens formulering: Unge aarhusianere med udenlandsk familiebaggrund bevarer den østjyske dialekt bedre end aarhusianerne selv.

LÆS MERE »Det er et paradoks, men de er mere sprogbevarende end deres jævnaldrende fra familier, der har været danske gennem generationer«, siger ph.d.-forskeren Mette Vedsgaard Christensen. 'Sådan' deler vandeneMed sin undersøgelse har hun ved hjælp af interview, taleprøver og akustiske målinger på både ’indfødte’ aarhusianere og unge fra indvandrerfamilier undersøgt, om der findes et særligt multietnisk gadesprog, og om unge aarhusianere med flygtninge- og indvandrerbaggrund taler med anderledes ordforråd, lyde eller bøjninger. Og det gør de. Blandt andet har Mette Vedsgaard Christensen bemærket en særlig brug af stedord, som når en sætning slutter: ’Du må ikke låne min mobil, dig’. Og de akustiske analyser har registreret en særlig melodi, hvor sidste stavelse i en sætning trækkes lidt ud og stiger til sidst, modsat betoningen hos etnisk danske unge, der på typisk dansk lader tonefaldet falde. Endelig har forskeren fokuseret på ord og udtryk, der er karakteristiske for aarhusiansk, og ikke mindst ordet ’sådan’ delte vandene. Etnisk danske unge bruger ikke længere i så udpræget grad den aarhusianske klassiker: sår’n, mens ordet stortrives i det vestlige Aarhus’ indvandrermiljøer. De fine og plastikperkerne

I københavnske undersøgelser har unge indvandrere vist sig som sprogfornyende og ikke sprogbevarende, men i København kan man ikke tale om én, men flere dialekter.

Når Mette Vedsgaard Christensen afspiller bånd med aarhusianske unge for københavnere med indvandrerbaggrund, kan københavnerne heller ikke høre, hvem der kommer fra aarhusianske indvandrerområder: De synes, det hele lyder aarhusiansk, fortæller hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mette Vedsgaard Christensens ph.d. forsøger ikke at forklare, hvorfor det aarhusianske lever, men hun har et par bud. »Det kan være, de unge fra indvandrerområderne ikke har de samme sproglige pejlemærker og ikke ved, hvad deres jævnaldrende styrer efter«, foreslår hun. Det kan også være, at de unge gerne vil virke velintegrerede og derfor bevidst bruger den lokale dialekt, eller at de bevidst tillægger sig dialekten for at vise tilhørsforhold til deres lokalområde. Pigerne fra Bispehaven tror på mere end én forklaring. »Nogle taler nok tydelig 8210-slang, fordi de er stolte af at være herfra, og nogle taler så aarhusiansk som muligt, fordi de er lidt flove over at være indvandrere og bange for at blive forskelsbehandlet«, mener Sahar Nejad-sisi. Hun ser typisk venner, der kommer på gymnasiet, »begynde at tale fint« for at falde i med det nye miljø, men hun kender også til det modsatte: Etniske danskere, der forsøger at tale som indvandrere for at blive optaget i flokkene i 8210. Det er pinligt at høre på og har et navn: Så er man plastikperker.







LÆS DEBAT Både hun og veninden er optaget af den nye sprogforskning og ikke kun på grund af resultaterne, understreger Kawtar Sabah: »Det er vildt interessant at se, at der er forskere, der beskæftiger sig med vores helt almindelige liv«.



Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

Forsiden

Annonce