Symfoniorkestret øver i Studie 2 i DR's splinternye koncerthus i Ørestad. Scenen er en tro kopi af den, der befinder sig etagen ovenover - den store koncertsal, som åbner ved gallaforestilling på lørdag. Foto: Niels Erik Lund/DR

Symfoniorkestret øver i Studie 2 i DR's splinternye koncerthus i Ørestad. Scenen er en tro kopi af den, der befinder sig etagen ovenover - den store koncertsal, som åbner ved gallaforestilling på lørdag. Foto: Niels Erik Lund/DR

Kultur

Den klassiske katedral er skudt op på Amager

Hvorfor skal en public service-kanal have et koncerthus, der besøges af en lille flok feinschmeckere?

Kultur

Det er ikke sådan, at jeg hader klassisk musik.

Jeg hører bare til dem, der bliver lidt tung i øjenlågene, når en eller anden fyr med uglet hår vender ryggen til publikum og begynder at svinge sin taktstok foran en flok velfriserede violinister, hornblæsere, fløjtenister, paukespillere ... og hvad der nu ellers findes i et symfoniorkester.

Al den polerede højtidelighed til ære for noget musik, som var på mode for et par hundrede år siden.

Lige på det punkt er jeg en typisk dansker. En af den slags, som foretrækker dunkende, elektriske rytmer fra vor egen tid. En svedig puls, der rammer mig præcist dér, hvor jeg befinder mig.

Og hvorfor mener jeg så, det er vigtigt at indlede med den bekendelse?

Tja ... jeg ville bare lige sige det, inden jeg går i gang med at skrive om den nyeste katedral for den klassiske musik. Så ved du, hvor du har mig.

Katedralen er skudt op på Amager. Udenpå er det en ordentlig kasse klædt i blåt. Indeni er det lidt af et eventyr; bare vent og se, når den åbner for alvor på lørdag.

Det er Danmarks Radio, der har bygget vidunderet, og hvorfor nu lige det, kan man jo godt spørge sig selv.

Hvorfor skal landets statsautoriserede public service-tv- og radiostation have et koncerthus, hvori der først og fremmest skal spilles musik, som kun en begrænset og stadig mere grånende skare af feinschmeckere kommer op at køre over?

Var det nu også meningen med det her public service?

Begrebet public service blev skrevet ind i radioloven i 1926, fordi man ville sprede programmer til hele befolkningen af »alsidig, kulturel og oplysende art«. Således blev det udtrykt.

Fint nok.

Men er det så ikke lovlig flot at spendere 1,8 milliarder kroner på et hus, der skal bruges til noget, som kun optager en forsvindende lille del af befolkningen? Hvorfor ikke i stedet bygge det fede rockpalads? Og hvad får fru Jensen i Lemvig for alle de penge?

Hvad handler det her egentlig om?

Emil Holm fandt på det
Vi skal helt tilbage til 1925, da kammersanger Emil Holm blev den første driftsleder for Statsradiofonien, som DR hed i begyndelsen. Emil Holm ville gerne sende noget musik af høj klasse ud gennem de skrattende højttalere.

Han hentede nogle italienske operasangere til Danmark, fordi han ikke havde stor fidus til de danske sangere. Og så skabte han Radiosymfoniorkestret.

»Man kan sige, at det i starten var nødvendigt, fordi der ikke var andre symfoniorkestre. Men det er der jo kommet. Og så kan man jo med god ret spørge, om det stadigvæk er nødvendigt for DR at have ét. Man kunne bare transmittere fra de seks-syv andre, der findes rundt omkring i Danmark. Der er ikke nogen nødvendighed i det«, siger Frands Mortensen, der er medieforsker og professor på Aarhus Universitet.

Symfoniorkestret voksede sig stort og fik sin første koncertsal i 1945. Den blev opført sammen med Radiohuset på Rosenørns Allé og har tjent symfonikerne indtil for nogle måneder siden.

I dag er orkestret almindeligt anerkendt som landets bedste. Det eneste på internationalt niveau. Men er det en selvstændig grund til, at Danmarks Radio skal beholde noget, der er så snævert og elitært?

I slutningen af 1990’erne gik de rundt ude i TV-Byen i Søborg og følte, at pladsen var blevet lidt trang. Og så gik det daværende generaldirektør Christian Nissen på nerverne, at DR var spredt ud over 11 adresser i København.

En dag i maj 1998 talte Nissen i telefon med en journalist fra Politiken, som spurgte, hvorfor man ikke bare samlede det hele ude i Ørestad? Generaldirektøren slog en høj latter op og sagde, at det slet ikke kunne lade sig gøre. Medmindre der dukkede en mand op med en meget stor pengekasse.

Men tanken bed sig fast. Modnede sig. Og det lykkedes faktisk at skrabe pengene sammen. Selv om det senere skulle vise sig, at man havde undervurderet prisen for en ny DR-By.

For nu at sige det meget diplomatisk.

Og det krævede ikke voldsomme politiske overvejelser at finde ud af, at der også skulle være et koncerthus ude på Amager.

»Kulturordførerne var fuldstændig faste i kødet. DR’s symfoniorkester skulle opretholdes ... Og hvis man skal have et orkester, så skal det også have en koncertsal at spille i«, siger Christian Nissen.

Han indrømmer, at man nok ikke ville stable et symfoniorkester på benene, hvis man i dag skulle bygge tv-stationen op fra bunden.

»Det er fuldstændig rigtigt«, siger Nissen.

Men nu var orkestret blevet »toppen af kransekagen« for cheferne i DR. Det havde fået en fremtrædende plads i stationens egen selvforståelse. Det var perlen i DR’s kulturpolitiske profil. Et must.

»Men er DR ikke public service, for de brede masser? Noget alle kan være med på?«, spørger jeg.

»For det første skal der ikke bare være noget til det, du kalder masserne. Der skal også være noget til dem, der godt kan lide klassisk musik. Den anden ting er, at DR jo i en række år og stadigvæk gør en masse for, at det ikke bare er for eliten. Det der med, at Sigurd spiller sammen med orkestret, har jo fået en hel masse børn til at komme i koncertsalen«, siger Christian Nissen.

»Og hvad får den almindelige fru Jensen foran sit fjernsyn eller sin radio så for alle de her penge?«.

»Ja, hvis hun bor i Lemvig og aldrig nogensinde hører torsdagskoncert, så er tråden mellem hende og koncertsalen nok noget tynd. Så bliver det et eller andet med, at hun måske kan glæde sig over, at hun bor i et samfund, som kulturelt er så rigt og velfunderet, at det også kan rumme symfonisk musik«.

Gad vide, om fru Jensen kan glæde sig over den slags, tænker jeg. Og beslutter mig for at spørge hende, næste gang vi render på hinanden.

Jeg kan godt høre på Christian Nissen, at han er ret vild med det koncerthus. Også selv om det på en måde kostede ham jobbet som generaldirektør.

Den store slyngel
Nissen var ikke den eneste, der røg på gaden, efterhånden som byggeriet af DR Byen sprængte sine budgetter. Vi taler heller ikke om småpenge. Hele byen skulle have kostet 3 milliarder kroner. Prisen er endt på 4,7 milliarder – i 1999-priser.

Koncerthuset tegner sig for det meste af overskridelsen. DR mente at kunne bygge det for 550 millioner kroner, men prisen løber op i 1,8 milliarder. Cirka tre gange mere end forventet.

Så der er ikke noget at sige til, at koncerthuset fik tilnavnet ’Den store slyngel’.

Budgetsprængningerne var noget af en skandale. Pressen gravede historier frem om den ene hovedløse beslutning efter den anden i DR’s ledelse, som derfor blev skiftet ud i samme takt, som byggeriet slugte sine svimlende millionbeløb. Generaldirektør Christian Nissen, økonomidirektør Bent Fjord, byggeansvarlige Kjeld Boye-Møller, bestyrelsesformand Mogens Munk Rasmussen. Væk er de.

Der var ikke det, der ikke gik galt.

Endeløse beretninger om fejl og fadæser. Elendig koordinering. Mangelfulde arbejdstegninger. Ting, der måtte rives ned, fordi andet skulle have været lavet først. Uholdbare konstruktioner. Den dag i dag render en mindre hær af ingeniører rundt i DR Byen for at lappe på alt det, der ikke blev udført ordentligt – som for eksempel indeklimaet.

Men intet af alt dette kunne rokke ved planen om at bygge et koncerthus. Og det skulle være et af de bedste koncerthuse i Europa, ja, i verden. Noget danskerne kunne været stolte af.

Man hyrede den franske stjernearkitekt Jean Nouvel og en af verdens bedste akustikere, japaneren Yasuhisa Toyota.

Jean Nouvel så sig lidt som en katedral-bygherre i det 11. eller 12. århundrede, som havde fået til opgave at opføre et fællesrum for København. En katedral formet som en meteor og pakket ind i en 45 meter høj og rektangulær glasbygning med blåt, transparent betræk, hvorpå der kunne projiceres billeder både indefra og udefra.

Det kunne godt være, at denne verdensattraktion, dette tempel for kultiveret vellyd, ville blive en lille smule dyrere end planlagt, forudsagde arkitekten. Måske ti procent.

»Oh la-la. Regningerne er altid nogle meget, meget lange historier. Jeg kender ikke til bygninger, der kostede mindre, da de var færdige, end de gjorde ved begyndelsen«, sagde Jean Nouvel for nylig i et interview i Berlingske Tidende.

Han var dog forbløffet over at høre, at der ligefrem var tale om en tredobling af prisen.

Men nu er den her så, meteoren.

Båret af tre betonsøjler. Klar til at bænke publikum på de 1.800 sæder i den store sal. Nede i kælderen er der yderligere tre små sale med sammenlagt 800 pladser. Det er altovervejende dernede, man vil kunne høre rock og anden rytmisk musik.

Den store sal egner sig ikke til et kæmpe lydanlæg. Der er for meget lyd og energi i rock and roll til sådan et rum, forklarede akustiker Toyota mig for et stykke tid siden.

»Jeg siger ikke, det er spild af en god koncertsal at spille rock i den ... men det er noget komplet anderledes. Det er en stor udfordring«, sagde Yasuhisa Toyota.

Så det er i sandhed den klassiske musik, der nu får sin katedral.

Rytmisk skepsis
Og hvad siger de mon til det på den rytmiske scene, spørger jeg mig selv. Jeg spørger også Jesper Nordahl, der er formand for de danske spillesteders forening og leder af spillestedet Amager Bio.

Han mener, måske ikke så overraskende, at der gøres lovlig meget for den lille, eksklusive skare, der lytter til klassisk musik. Hans argumenter er alligevel værd at lytte til.

»Det er enorme midler, vi bruger på klassisk musik i forhold til dér, hvor interessen er, og publikum er, ikke?«, siger Jesper Nordahl. »Altså, det er da klart, det er en torn i øjet på os, der beskæftiger os med rytmisk musik, og som hver eneste dag skal kæmpe med røven ud af bukserne for overhovedet at få det til at hænge sammen ...«.

Nordahl er en anelse splittet i forhold til koncerthuset. På den ene side synes han, det er fint, hvis huset kan være med til at plante den rytmiske musik mere solidt i mediebilledet og være med til at styrke vækstlaget, eksperimenterne og den elektroniske musik. På den anden side er han skeptisk over for, at de klassiske scener forsøger at peppe deres repertoire op med spektakulære rytmiske koncerter for at trække flere folk til.

Og så piner det ham, at man ikke for længe siden har bygget en anstændig rytmisk koncertsal i København.

»Sådan så man i langt højere grad kunne tiltrække nogle af de større internationale navne, som normalt ikke kommer forbi København, men tager til Göteborg eller Tyskland. Der er jo rigtig mange, som dropper København, fordi vi ikke har faciliteterne til dem. Det er simpelt hen for dårligt. Altså KB Hallen og ikke mindst Forum er elendige spillesteder«.

»Nu er Danmarks Radio jo forpligtet til at have klassiske orkestre og dermed en koncertsal ...«, siger jeg.

»Ja, man kan selvfølgelig spørge, om en public service-kanal i det hele taget skal have sådan en koncertsal, men nu er det jo ligesom sket ... Det mest interessante spørgsmål er, om det har været prisen værd«, siger Jesper Nordahl.

Det er kun gået én vej for den rytmiske musik i DR, mener han. Og det er ned ad bakke.

»Der er ikke ret meget i DR-tv, som overhovedet er med til at underbygge det enorme vækstpotentiale, vi har i Danmark inden for den rytmiske genre ... De udsulter den rytmiske musik. De viser kun pop og mainstream«.

Efter denne salve tager jeg afsked med Jesper Nordahl. Jeg har efterhånden fået skrabet en del spørgsmål sammen til den mand i Danmarks Radio der sidder med ansvaret.

Den vandrette skalpel
Jeg får Leif Lønsmann i røret. Han er musikchef i DR og bestemmer over orkestrene, de fire sale og alle dem, der arbejder i koncerthuset.

»Hej Leif«, siger jeg, »forklar mig lige, hvorfor Danmarks Radio overhovedet skal have et symfoniorkester«.

»Det stærkeste argument er, at når det tilhører et medie, så får borgerne i hele landet udbytte af orkestret. Hvis det var et statsejet orkester med koncerthus i København, så ville de spille koncerter for københavnerne. Nu kan enhver høre det hjemme i stuen eller inde i bilen. Det er derfor, vi har det orkester«, siger Leif Lønsmann.

»Kunne I ikke bare transmittere fra et af de andre symfoniorkestre?«.

»Så skulle vi betale for det to gange. Altså når Det kongelige Kapel spiller, så betaler vi deres løn via skatten. Hvis vi så bagefter skal bringe det hos DR, skal vi én gang til betale dem med licenspenge for rettighederne til at sende det. For de ansatte i radioorkestret er det en del af deres ansættelsesvilkår, at de risikerer at have et publikum på fem millioner mennesker. Så det er billigere«.

Han er ikke nem at få et slag ind på, kan jeg godt mærke. Jeg prøver at bore lidt i, hvorfor en public service-kanal som Danmarks Radio satser så voldsomt på klassisk musik og en snæver elite.

Han svarer med et mindre foredrag om Emil Holm, der uden at rødme hyldede det klassiske som ’højere musik’. Den første chef for Statsradiofonien huggede uden tøven andre musikgenrer bort med et lodret øksehug.

»Jeg vil hellere skære vandret med en skalpel. Der er ingen genrer, der er for små eller for store eller for skæve til, at de ikke kan blive spillet. Men inden for dem alle vil vi operere med et kvalitetsfilter«.

»Men nu er den store koncertsal jo bygget til klassisk musik«, forsøger jeg.

»Den er optimeret til klassisk, symfonisk musik, men den er med vilje bygget fleksibel, rent akustisk, således at man også kan spille rytmisk ...«, siger Lønsmann.

»Jo, jo«, afbryder jeg, »men akustikeren Mr. Toyota fik nervøse tics, da jeg spurgte ham, hvordan det ville være at spille rock i den sal ... Er det ikke overvejende en klassisk koncertsal?«.

»Korrekt … Helt bestemt«.

Spejle, støtte, skabe
Lønsmann remser de typer koncerter op, der er planlagt i den store sal: Cirka 80-85 klassiske koncerter om året. 5 jazzkoncerter. 28 rock og andet rytmisk. Dertil kommer en stribe familiekoncerter og børnekoncerter og tv-shows – 8-10 stykker er planen.

»Du svarede ikke rigtig på, hvorfor I satser så meget på det klassiske«, siger jeg.

»Jeg plejer at sige: Vi skal spejle, støtte, skabe. Vi skal spejle den musik, danskerne hører. Vi behøver ikke at have et rockorkester og et poporkester. De findes. Danskerne hører det. Så støtter vi den musik, som har det svært på markedet. Vi viser bands, der ikke selv kan slå igennem på markedet. Og så den tredje: at skabe det som ikke findes og har sværest ved at løbe rundt på markedsvilkår, det er nu engang den klassiske musik. Den er nødt til at have noget pumpevand fra det offentlige, enten via staten eller via medievirksomheden. Så den skabende del i DR er domineret af klassisk. Men den samlede mængde både af penge og musik, vi leverer danskerne, er faktisk rytmisk, hvis du kigger på tv- og radioprogrammerne«.

»Men Jesper Nordahl fra spillestedernes forening mener, I har skåret ned på ambitionerne for den rytmiske musik. Og han savner en stor rytmisk koncertsal i København af topklasse ...«.

»Det kan ikke undre, at Jesper synes, det ville være sjovere, hvis statens penge gik til rytmisk i stedet for klassisk musik«, bemærker Leif Lønsmann. »Men omvendt er jeg også sikker på, at hvis jeg havde en ambition om at lave 120 rytmiske koncerter på et år i København, så ville alle spillestederne fare i haserne på mig og sige: Hallo, hallo, skal vi nu med licenspenge underminere den scene, der skal klare sig selv«.

»Hvordan vil den almindelige borger, som ikke kommer i koncertsalen, kunne mærke det her nye koncerthus?«, spørger jeg.

»Alt, hvad vi laver i koncerthuset, skal så vidt muligt kunne sendes på radio, tv, web eller på anden måde gøres tilgængelig ...«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SKRIV: Kommer du til at bruge det nye koncerthus?

Og der kommer mere musik i radio og tv, forsikrer Lønsmann. De klassiske torsdagskoncerter vil i fremtiden blive optaget til tv og sendt om søndagen på DR 2. Desuden vil DR2 optage og sende 20 rytmiske koncerter om året med publikum og nye navne.

Han afviser dem, der frygter, det bliver det rene pop og pjat og pjank, og at udbuddet og kvaliteten af den klassiske musik vil dale. Der bliver flere klassiske koncerter end i den gamle koncertsal. Og med fire sale bliver der også plads til mere rytmisk musik.

»Der vil både være mere klassisk og rytmisk end før. Og det kan jo ikke være et problem for det klassiske, at der også spilles rytmisk. Det kan kun være et problem, hvis det rytmiske spilles i stedet for det klassiske. Og det er faktisk ikke tilfældet«.

»Og man slækker ikke på kvaliteten af den klassiske musik, der skal spilles?«.

»Det tror jeg ikke, selv de mest kritiske anmeldere ville sige, hvis de så det første sæsonkatalog, vi har lavet. Man kan ikke beskylde det for at være mainstream lagkage«.

Men hvad så med faciliteterne i katedralen? Har de sprængte budgetter betydet, at noget afgørende er sparet væk?

Nej, der er kun sparet på marginalerne, forsikrer Leif Lønsmann. På »hundrede småting«. Det mest problematiske er nok, at man måtte opgive at få permanente kameraer og tv-lys i salene, hvilket betyder, at det hele skal rigges til, hver gang der skal optages en koncert. »Men vi har jo grejet«, som Lønsmann siger.

Der skulle også have været en restaurant for publikum. Den er sparet væk. I samme snit røg køkken- og opvaskefaciliteterne. Og det viser sig at blive et problem. Det er nemlig stadig meningen, at der skal serveres mad og drikke til gæster. Det hentes uden for huset, men opvasken bliver tilbage. Hvad så? Så vasker vi bare op i køkkenet bag medarbejderkantinen, der ligger tæt på, tænkte man. Indtil man fandt ud af, at kantinen også havde sparet på opvaskemaskinerne.

»Det er en flaskehals«, indrømmer Lønsmann.

Men ellers er det ikke en nævneværdigt amputeret bygning, der åbner på lørdag, lover han. Det er en af »verdens fineste akustiske sale«. Symfonikerne har været ved at besvime af begejstring, når de har testet lyden i de nye omgivelser.

»Jeg håber, at eftertiden vil sige, det har været pengene og strabadserne værd«, siger musikchefen.

Det kan godt være. I hvert fald dem, der dyrker den klassiske musik.

For resten kommer jeg i tanke om, at jeg engang svømmede hen over Gustav Mahlers femte symfoni. Var vel nærmest lige ved at græde.

Så okay, hvis de spiller dén derude i Meteoren, så skal jeg nok være der. Jeg giver det en chance.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce