Kultur

Sprogforsker går helt tæt på ordet 'faktisk': Det er fagdisg et sprogligt tic

Men der er system i sjuskeriet i talesproget, viser ny forskning.

Kultur

Fas. Fags. Eller fagdisg.

Det danske ord ’faktisk’ optræder ikke bare meget ofte, men også i mange sproglige varianter i det danske talesprog. Som regel forkorter vi ordet til noget, der lyder som ’fas’ eller ’fags’ med meget blødt g, hvis det optræder midt i en sætning.

Sprogligt sjusk kalder nogen de reduktioner i talesproget, der får os til at spare på stavelserne, og som ender med at gøre ’faktisk’ til et enstavelsesord. Men der er system i sjuskeriet.

Ubevidst har danske sprogbrugere nemlig opstillet deres egen usynlige, men konsekvente grammatik for talesproget. Og har helt styr på, hvornår det er passende at udtale ’faktisk’ meget tydeligt og med to stavelser, og hvornår det virker stødende og lidt aggressivt.

»’Faktisk’ forkortes aldrig, når det siges i begyndelsen eller slutningen af en sætning. Men det optræder i mange enstavelsesvarianter, når det står i midten af en sætning. Så der er system i det. Og det, nogen kalder sjusk og sløseri, er i virkeligheden et spørgsmål om, at talesproget har sin egen grammatik, som vi er enige om, selv om den ikke er skrevet ned nogen steder«, siger sprogforsker fra CBS, Jan Heegård Petersen.

Sammen med sin kollega fra Roskilde Universitet (RUC) Janus Mortensen står han bag et studie af afkortningerne af ordet ’faktisk’ i talesproget, som er på vej til at blive publiceret i tidsskriftet Ny forskning i grammatik.

Det er fas for at være høflig ’Faktisk’ bruges til fremhæve et synspunkt frem for et andet. For når man siger: »Jeg synes faktisk, at ...«, signalerer man, at der er et modsynspunkt til det, man er i gang med at sige. »Så når jeg siger ’faktisk’, så modsiger jeg enten noget, jeg selv tidligere har sagt eller ment, noget, modtageren mener, eller noget, der er indforstået imellem os.

Hvis jeg siger: »Jeg synes faktisk, at Helle Thorning-Schmidt er en god statsminister«, så er det indforstået, at der er nogen, der mener det modsatte, at hun ikke er en god statsminister«, siger Jan Heegård Petersen.



Og det er afhængigt af, hvem vi modsiger, om vi udtaler ’faktisk’ med en eller to stavelser. Vi bruger som regel to stavelser, når vi bruger ’faktisk’ til at korrigere vores eget tidligere synspunkt og siger: »Der tog jeg fagdisg fejl«. Mens vi nøjes med en enkelt stavelse, når vi skal korrigere andre og eksempelvis siger: »Det synes jeg fags ikke, du har ret i«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med andre ord lægger man mere fonetik i ordet, når man modsiger sig selv, end når man modsiger andre.

»Man bruger den korte variation ’fas’ eller ’fags’, når man går i rette med sin samtalepartner, måske fordi man ikke bryder sig ret meget om det. Man bruger den korte variation af høflighedsgrunde, så det ikke bliver taget ilde op. Mens man i de samtaler, vi har kigget på, bruger en mere udfoldet variation, når man går i rette med sig selv«, siger sprogforsker på RUC Janus Mortensen.



Det betyder, at vi som sprogbrugere har en viden om den kommunikative funktion, ordet ’faktisk’ har, og en ret sikker viden om, hvor meget vi bør sjuske med udtalen.

Ubevidst skruer vi op og ned for stavelserne og tydeligheden, alt efter hvor aggressive eller nedtonede vi ønsker at blive opfattet.

»Der er en vis systematik i den måde, der bliver sjusket på. Og i det her tilfælde sjusker vi tilsyneladende for at være høflige. For hvis man går rundt og udtaler ’faktisk’ 100 procent tydeligt hele tiden, så risikerer man at træde en masse mennesker over tæerne, fordi det bliver opfattet mere aggressivt at udtale begge stavelser i ordet, når du går i rette med din samtalepartner«, siger Janus Mortensen. ’Jo’ kan være ret irriterende


Når de to forskere har valgt ordet ’faktisk’ til at studere de generelle forkortelser af ordene i talesproget, er det blandt andet, fordi det optræder så hyppigt, at der ifølge Janus Mortensen nærmest er tale om et modeord eller »et sprogligt tic«. For egentlig er det aldrig strengt nødvendigt at have ordet ’faktisk’ med for at danne en fuldendt sætning.

Men alligevel holder danskerne lige så meget af at sige ’faktisk’ som af at sige ’egentlig’, ’jo’ og ’da’.

»Nogle betegner de ord som fyld i sproget. Men de har en betydning. I oversættelser af danske tekster ser man ofte, at ord som ’jo’ og ’der’ er udeladt, måske fordi oversætteren ikke mener, de betyder så meget. Men pointen ved vores studie er, at den type ord betyder en hel masse. Ikke for det tematiske indhold i en samtale, men for den koordinerende effekt, de har mellem samtalepartnere«, siger Janus Mortensen.

»Et lille ord som ’jo’ har en stor betydning, nogle kalder det et møveord, som man kan bruge til at manipulere med, for det kan faktisk være meget irriterende at få et ’jo’ i hovedet, hvis man ikke er enig i det, der bliver sagt«, siger han.

Flere forkortelser

De to forskere har brugt to forskellige databaser med talesprog til deres studie. Den ene rummer almindeligt, uformelt talesprog, mens den anden rummer talesprog, hvor to samtalepartnere skal finde vej på et kort uden at kunne se hinanden samtidig. »Og det er tydeligt, at ’faktisk’ meget oftere bliver forkortet til ’fas’ eller ’fags’ i almindeligt, uformelt talesprog, end når man skal forklare hinanden noget i en mere formel situation, hvor man skal finde en rute på et kort – det fremmer en mere distinkt udtale, ligesom det gør, når man holder et foredrag«, siger Jan Heegård Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ Og faktisk viser undersøgelsen ifølge Janus Mortensen, at danskerne er »enormt kompetente brugere af sproget«. For: »Det kræver en helt utrolig detaljeret viden om et ord som ’faktisk’ at opnå den rette kommunikative effekt. Selv om det ikke er noget, vi går rundt og er bevidste om til hverdag«. »Og vi ville sikkert heller ikke kunne redegøre for det, hvis vi blev spurgt«.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce