Malene Landgreens vægmaleri blev præmieret af Statens Kunstfond med 50.000 kroner. Maleriet skal have tre lag, før væggen bliver hvid igen. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Malene Landgreens vægmaleri blev præmieret af Statens Kunstfond med 50.000 kroner. Maleriet skal have tre lag, før væggen bliver hvid igen. Foto: Tobias Selnæs Markussen

Kultur

Vægmalerier får med rullen på Charlottenborg

Et malerfirma er i gang med at fjerne den mest succesrige udstilling i over tyve år fra Charlottenborgs vægge.

Kultur

Malerne angriber det otte meter høje vægmaleri fra begge sider med de meterlange malerruller.

Med hurtige bevægelser arbejder de to malere sig ind mod midten, mens den hvide farve overtager træstammer, krukker med ansigter og fantasidyr i kunstneren Ida Kvetnys farve-eksplosion af et vægmaleri.

Malingen er overraskende drøj og dækker i første lag alle farver – undtagen det, der er malet med blå tusch. Her efterlader de hvide malerruller blå konturer på væggen – som tegninger i en malebog, hvor man selv skal fylde farverne ud.

»Den blå skal nok have en gang spærremaling«, siger den ene af de hvidklædte malere.

»Det kæmper« Imens følger Ida Kvetny opmærksomt med, mens hendes vægmaleri – det største hun nogensinde har lavet – viskes ud en meter ad gangen. »Det er lidt vemodigt, men det er rart at se, at det kæmper«, siger Kvetny, som er en af de 40 kunstnere, der har bidraget til udstillingen ’Til vægs’ på Charlottenborg.

Men værket forsvinder ikke helt, mener hun.

»Det lever videre her. Det er en slags fossil. Værket er der jo stadig et sted under alle de hvide lag. Hver gang jeg kommer herind, vil jeg kunne mærke det og føle det ånde igennem. Det vigtigste for mig er, at der er en masse, der har set det og fået en oplevelse. Så lever det videre i deres fantasi«.

Publikumssucces
Og det har der været.

Nærmere bestemt 29.805 har besøgt udstillingen ’Til vægs’ på Kunsthal Charlottenborg, siden den åbnede i begyndelsen af januar. Det er den største publikumssucces, udstillingshallen har haft i over 20 år.

Og det med ryggen mod væggen i bogstaveligste forstand.

Kunsthallen stod i efteråret 2008 med et underskud på 3,2 millioner og en fyret direktør. Derfor måtte man tænke ud af rammerne og inviterede 40 samtidskunstnere til at male direkte på hallernes enorme, hvide vægge.

På den måde sparede man transport, forsikring og ophængning – det, som normalt er med til at fordyre en udstilling.

Samtidig stillede kunstnerne deres arbejde gratis til rådighed, mens Dyrup sponsorerede malingen.

»Gør ondt i hjertet«
Udstillingen har ikke bare været velbesøgt, men har også fået gode anmeldelser i stort set alle aviser.

Det er en succes, kurator, konstitueret direktør og idémand bag udstillingen Maria Gadegaard end ikke kunne drømme om. Derfor er denne dag, hvor syv malere i hvide overalls har overtaget stedet med rystepustere, kojern og spærremaling, bittersød.

»Det gør ondt i hjertet at se det hele blive malet over i dag. Det er en udstilling, der er kommet helt ind under huden. Vi har arbejdet enormt hårdt på at få løftet huset et andet sted hen«, siger hun.

Og måske er det netop forsvindingsnummeret, der forklarer udstillingens succes hos publikum.

»Folk vidste, at det kun var for en tid. Publikum vidste, at det var her og nu og aldrig mere«, siger Maria Gadegaard, mens en rysteputer og en støvsuger i baggrunden brummende er ved at få Christines Clemmesens tredimensionelle trådkurve malet på genstridigt kul til at forsvinde.

Imens har en af malerne skiftet malerrullen ud med et kojern.

I løbet af fem minutter har han hevet en hel bjergvæg af søm og sort japantråd ud i hurtige ryk. Der er endnu lang vej igen, for værket består af over 700 søm og halvanden kilometer snor.

Et søm flyver ud af væggen tæt forbi kunstneren Thomas Fleron, manden bag værket – et ti meter langt sømbræt-landskab med titlen ’Engle der spiser bolcher i paradis’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Luftkastel
Sømmene efterlader hundredvis af små huller i væggen. Små kampsår, der senere skal fyldes ud med spartelmasse.

Sammen med sin assistent har Thomas Fleron selv banket alle sømmene i. Noget han beskriver som en sløjdagtig drengedrøm og et luftkastel.

»Normalt er luftkasteller noget negativt. Her er det positivt i den forstand, at man kan tage det med sig – også selv om sømmene og tråden forsvinder. For mig lever det videre i kraft af den idé, der var bag og så handlingen – at have banket 700 søm ind i væggen«, siger han, mens de bolsjespisende blyantsengle mister deres gule garnglorier til kobenet, og sømmene bliver fejet sammen i en bunke.

»Det, jeg laver her, kan jeg jo arbejde videre med næste gang i fremtidige værker«.

En kran kommer larmende til, så maleren med kobenet kan nå op til Solen i paradis, der om lidt mister sine tynde sorte stråler.

»En særlig dynamik«
Maria Gadegaard er overbevist om, at ikke blot publikum har kunnet mærke intensiteten.

Også kunstnerne har nydt gavn af udstillingens intense præmisser.

»Der bliver skabt en særlig dynamik og intensitet, når man maler direkte på væggen. Overmalingen har hele tiden været præmissen, og det er den, der gør, at udstillingen blev så intens og vellykket. Den effekt har været det hele værd«, siger hun.

Trods såvel den kunstneriske som den regulære publikums-blockbuster kommer Kunsthal Charlottenborg de næste fem år stadig til at kunne mærke efterveerne fra sidste års krise.

Frem til 2013 har museet en nedsat bevilling. Derfor er konstitueret direktør Maria Gadegaard overbevist om, at de bliver nødt til at blive ved med at tænke ud af rammerne.

»Vi bliver nødt til at blive ved med at tænke anderledes. Og det tror jeg også, vi kan blive ved med at gøre. Men vi kan ikke lave noget, der er det samme igen. Det her er en one timer forudsat af en masse helt særlige faktorer. Men udstillingen giver håb og optimisme og benzin til at fortsætte i fremtiden«, siger hun.

Sort slange

Modsat Thomas Flerons sømparadis forsvinder byer som Trieste og Chemnitz fra en sort slange af europæiske byer, der er malet i 1:70.000.

Byerne er en del af kunstnerduoen Claus Carstensen og Christian Vinds højrøde landkort, der symboliserer de to kunstneres vandring fra København til Trieste. 700 af de 1.200 kilometer blev tilbagelagt til fods.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Maleren er ret overbevist om, at den intense røde farve skal have mindst tre lag for at blive til noget, der minder om hvid igen. »Det begynder at ligne en dårlig fotokopi«, bemærker Christian Vind. Byernes sorte navne kopierer sig selv op ad væggen, efterhånden som malerrullen vandrer videre på kortet og gør rødt til lyserødt.

Men de to kunstnere er ret overbeviste om, at en udstilling som den, der bliver malet over i dag, ikke kan gentages.

»Det bliver svært. Der har været særlige betingelser, der har gjort, at vi var med som kunstnere. Og man skal jo heller ikke gentage det, bare fordi det er en succes«, siger Claus Carstensen.

På torsdag er malerne færdige med deres hvide hærgen. Torsdag rykker nye malerier ind i hallerne. Denne gang er de i glas og ramme. Men under de hvide vægge ånder Ida Kvetnys maleri videre.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce