Velbevandret. Knud Romer er en mand med meninger om alt fra kokain til offentlig hygiejne.
Foto: Jacob Ehrbahn

Velbevandret. Knud Romer er en mand med meninger om alt fra kokain til offentlig hygiejne.

Kultur

Knud Romer: Jeg er den i Danmark, der ved mest om amputeringsfetichisme

Forfatter og radiovært Knud Romer i samtale med Politikens Sandra Brovall.

Kultur

I 1979 startede jeg på litteraturvidenskab. Det var udsigtsløst. Der var ingen struktur, ingen læseplan, ingen fremtid. Jeg levede i en parallelverden uden realitetsprincip. Chancen for at blive evighedsstudent var enorm. Jeg tror, vi startede 30 på studiet, og efter nogle år var der kun fem tilbage. To havde begået selvmord.

Når du er enebarn med gamle forældre, keder du dig ihjel. Du sidder på bagsædet på søndagsture. Til koncerter, der aldrig holder op. Jeg er opvokset på Falster. Jeg læste og reciterede tyske digte højt for mig selv på roemarkerne. Ud over min egen stemme var der fuldstændigt stille. Derfor udviklede jeg et gen, så når der endelig er nogen at snakke med, så snakker jeg røven ud af bukserne.

Det bedste offentlige toilet i København ligger på Amager Torv under Storkespringvandet. Det er vanvittigt smukt med tunge egetræsdøre og kobberklinker. Det blev lavet i 1902, da man endelig indførte kloakering i København. Før den sked og pissede folk på gaderne. Nu blev de kropslige funktioner fortrængt under jorden med et lag af civilisation over.



Folk har glemt 1990’erne. I det årti kunne alt lade sig gøre. Alle samfundslag var blandet sammen: kriminelle, reklamefolk, supermodeller, kunstnere, dørmænd og rockere. Alle hierarkier brød sammen. Der var lige så mange folk med slangestøvler, cowboyhat og sort Mercedes i min omgangskreds, som der var teologer.

Jeg er den i Danmark, der ved mest om amputeringsfetichisme.

Efter 17 år som studerende prøvede jeg at skrive min magisterkonferens. Jeg flyttede tilbage til mine forældre og sad i deres kælder på Falster og skrev 400 sider om offentlig hygiejne i 1750-1850’ernes Paris, mens jeg drak en flaske vodka om dagen. Efter et år fandt jeg ud af, at jeg var ved at drikke mig selv ihjel. At jeg havde brugt halvdelen af mit liv på at grave et bundløst hul for mig selv. Jeg efterlod hele lortet hos min forældre og gik til fest.

Berluti-skoene lignede nøjagtig, hvad de var: et par udtrådte tøfler på en alkoholiseret hjemløs narkomanbums

Det at skrive for dig selv og lave kunst for kunstens skyld forstår jeg ikke. Pengene regner fra oven i legater, uanset om du laver noget eller ej. Det, synes jeg, er farligt. Det er meget bedre, at nød tvinger nøgen mand at spinde. Nu skal du simpelthen lave noget. Jeg er jo ikke ren markedskraftliberalist, men jeg synes tit, det er et realitetsprincip, det får det bedste ud af folk.

Berluti-sko er verdens dyreste sko. De koster 60.000 kroner, og du kan ikke mærke, at du har dem på. De skal pudses med Dom Pérignon-champagne og stilles ud i månelys for at beholde glansen. Da jeg tog de sko på, mistede jeg resten af den jordforbindelse, jeg havde tilbage.

Det er meget svært for mig at skrive om sex. Jeg gør det kun med fløjlshandsker. Jeg er meget blufærdig. Og altmodisch. Min største frygt, er, at jeg er for gammeldags og alvorlig.



Coke er livsfarligt. Jeg vil fraråde ethvert menneske at tage det. Det er det mest krybende, snigmorderiske stof, man kan forestille sig. Det ødelægger dig som person. Du bliver aggressiv, selvglad, overfladisk. Du bliver dummere og dummere. Da jeg var kreativ direktør i reklamebranchen, tog jeg det hver dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg havde mistet mit job, min lejlighed, mistet alt, stod jeg på gaden og kiggede ned. Berluti-skoene lignede nøjagtig, hvad de var: et par udtrådte tøfler på en alkoholiseret hjemløs narkomanbums.

Jeg har været på barsel i fire år for at forhindre, at mine børn skulle gå i vuggestue. Derfor har jeg kun haft én time at skrive i ad gangen. Min roman nummer to har været syv år undervejs. Du kan ikke skrive en roman en time ad gangen. Det har jeg så gjort, men jeg synes, den er dårlig. Nu skal den skrives om.

Jeg var godt klar over det kategoribrud, der var i at gå fra at være reklamemand til at blive skønlitterær forfatter. Da min første roman udkom, var jeg bange for, at man ville dividere det hele med nul. I kulturverdenen er det stadig sådan, at Beethoven er bedst, og porno er værst. Lige over porno er reklamer.

Jeg kunne sagtens leve resten af mit liv, uden at der kom en roman nummer to. I 2007 ringede mit forlag og sagde: »Tillykke, Knud. Du er den første levende dansker, der bliver udgivet på det legendariske tyske Insel Verlag«. Der kom jeg hjem. Jeg har ødelagt størstedelen af mit liv for at blive udgivet der. Det var det, jeg ville opnå. Efter det er jeg bare et spøgelse af mit højeste ønske, der gik i opfyldelse.



Min 6-årige datter tænker allerede sine egne tanker og har sin helt egen verden, jeg ikke længere er med i. Det værste ved, at dine børn bliver ældre, er, at det går op for dig, at de en dag forlader dig. Og så er du alene.

På mange måder minder det at være reklametekstforfatter og lyriker meget om hinanden. Det skal være morsomt, surrealistisk, overraskende og fornyende, og det skal kunne gå meget hurtigt og forstås meget umiddelbart.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det ord, jeg bedst kan lide, er ’og’. Det er det ord, jeg bruger mest. For mig er det at skrive næsten umuligt, og i virkelighed kan jeg ikke skrive romaner. De kræver udskydelse. De kræver, at du ikke skriver det hele på én gang. ’Og’ er sådan set mit problem, for jeg vil have alting til at hænge sammen. Jeg kan ikke sætte punktum.

At miste sine forældre forandrer dig ikke kun. Du bliver en anden. Du går fra at være barn til at være voksen. Ens forældre står mellem dig og døden. Nu skal du være far og mor for nogle andre. Og stå mellem dem og afgrunden. Det er en mærkelig fornemmelse, at der ikke står nogen mellem dig og døden. Jeg kommer mig aldrig over det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce