Grønt. Her ses et enfamilie-hus i Klampenborg i 1949. Lys, luft og udsigt var vigtige elementer i arkitekturen.
Foto: Roberto Fortuna / Danmarks Kunstbibliotek (PR)

Grønt. Her ses et enfamilie-hus i Klampenborg i 1949. Lys, luft og udsigt var vigtige elementer i arkitekturen.

Kultur

Udstilling viser arkitektonisk arveguld

Arkitekterne fremhæves som helte i ny udstilling om livet i det tidlige velfærdssamfund.

Kultur

Romerhusene, Munkegårdsskolen og Kildeskovshallen. Det er navne på moderne arkitektonisk arveguld, som man bør kunne i søvne. Tegnet af henholdsvis Utzon, Jacobsen og Clemmensen.

At ville opbygge et velfærdssamfund efter Anden Verdenskrig var en kæmpe socialpolitisk beslutning. Men ifølge udstillingen ’Sådan levede vi’ kan vi takke en række arkitektoniske enkeltpræstationer for, at den blev udført.

Virkelig dygtige arkitekter tegnede de første konkrete udgaver af drømmesamfundet, hvor alle fik lige adgang til sundhed, uddannelse og fritidstilbud.

Arkitektur i landskabet Efterkrigstidens arkitektur og tanker vises i billeder, tekster og et enestående opbud af originale arkitekturmodeller fra Danmarks Kunstbibliotek.

Her kan man både se modeller af noget af det, der blev realiseret, som Arne Jacobsens SAS-hotel og Heger og Clemmensens mesterlige LO-skole i Helsingør, og noget af det, der blot forblev drømme som Clemmensens bemærkelsesværdige pyramidesommerhus til Jens Otto Krag.

Udstillingen kan naturligvis ikke vise alt, men fokuserer i fire sektioner på skole, arbejde, fritid og bolig. Byplanlægning, infrastruktur og hospitaler må vi undvære, selv om de er kerneemner i velfærdsdebatten.

Uanset om vi taler om det ene eller andet emne, er det tydeligt at læse af modellerne, hvilken betydning disponeringen af bygningerne i landskabet fik i denne periode. Det kan man se i alt fra Arne Jacobsens direktørboliger på Strandvejen til Bellahøjhusenes formidable landskab af C. Th. Sørensen.

Forholdet til det grønne var vigtigere end nogensinde, vigtigere end de indbyrdes forskelle i byggeteknik og materialer.


Billeder fra paradisets have
Der var dog tale om en grøn ideologi baseret på øjet, når Toms Fabrikker skulle ligge tilbagetrukket bag en langstrakt græsplæne, og når Bellahøjhusene blev plantet som træer i en moderne skov, forskudt og drejet, så alle fik maksimal udsigt og minimalt indkik til naboen.

Nogen videre praktisk brug af de åbne grønne arealer, eller det at bo med børn i højhuse, var der ikke. Alt var til for at blive beskuet, når man kørte i bil, og til at skabe billedet af at bo i paradisets have.

Drømmebilledet krakelerede dog i 60’ernes mekaniserede byggeboom, der på kort tid skulle skaffe massivt mange boliger.

De store betonboligkomplekser uden blandede byfunktioner blev trods udmærkede lejligheder monotont kedsommelige og kom med en uhensigtsmæssig socialpolitik til at få en skæv beboersammensætning, der har gjort dem til vor tids ghettoer.

Det arkitektoniske opgør med betonsiloerne kom allerede i begyndelsen af 1970’erne i tæt-lav-bevægelsen, hvor Vandkunsten fandt idealer i gamle landsbysamfund og et mere individualiseret bygningsudtryk.

Den enkeltes behov

Perioden i dansk arkitektur efter Anden Verdenskrig er for tiden genstand for en granskning, som om den var svaret på vor tids udfordringer.

Tidsskriftet Arkitektur DK gik i graven med et dobbeltnummer om velfærdsarkitekturen og genopstod som det nye tidsskrift Twentyfirst, der tager samme udgangspunkt. DR K viser for tiden en interessant serie om velfærdsarkitekturens udvikling, og den ny direktør i Realdania, Jesper Nygaard, mener, at arkitekterne i løbet af 1980’erne og 1990’erne skiftede fokus fra velfærd til værk.

Han vil gerne have dem tilbage på sporet igen, arkitekterne skal erindres om deres sociale ansvar.

LÆS OGSÅ

Det lyder alt sammen fint, men det bedste fra perioden har nu aldrig været glemt eller ringeagtet, så det er interessant, hvad der ligger bag den aktuelle interesse.

Man må ikke glemme i fejringen, at tiden på ingen måde var homogen, eller at udfordringen i dag er en anden.

Med velfærden kom også velstanden og globaliseringen, og der viste sig at være psykologiske begrænsninger for, hvor meget folk ønskede at læsse over på fællesskabet.

Som udstillingen viser, var velfærdsarkitekturen i 1945-75 formidabel til at løfte masserne ud af ringe kår, men den var ringe til at anerkende den enkeltes behov for at skille sig ud fra mængden og føle sig anerkendt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce