Skuespilleren Fares Fares (til venstre) fra Libanon er undtagelsen - han spiller Assad i 'Fasandræberne' og 'Kvinden i Buret' (arkivfoto).
Foto: JENS DRESLING

Skuespilleren Fares Fares (til venstre) fra Libanon er undtagelsen - han spiller Assad i 'Fasandræberne' og 'Kvinden i Buret' (arkivfoto).

Kim Skotte: Dansk film er en lukket fest

'MGP Missionen' satte fokus på en bommert i dansk film - mangel på 'mørke' hovedroller.

Kultur

Det fik heldigvis ikke lov til at dø i synden, da det kom frem, at den danske børnefilm ’MGP Missionen’ ikke kunne få støttekroner med den begrundelse, at jyderne ikke gad se film med hovedpersoner, der var for mørke fra naturens hånd.

Man kan diskutere, hvem begrundelsen var mest fordomsfuld overfor - jyderne eller indvandrerne. Men ikke at der var tale om en af de gode bommerter. Nemlig en af dem, som afslører en praksis, der er helt hen i vejret.

Hvor man forført af rationelle argumenter har begivet sig langt ned ad den helt forkerte vej.

Argumentationen var ikke ulogisk på et tidspunkt, hvor markedsordningen havde fået meget mere magt i forhold til konsulentordningen. Hvor det at medtænke en films publikumspotentiale på godt og ondt var blevet integreret. Så vælger man automatisk de kendte ansigter, og man fravælger historier med en indsnævret målgruppe.

Filmkunsten kan blive sekundær

Men hvis først kommercielle strategier ikke supplerer, men trumfer andre hensyn, har man et støttesystem, hvor filmkunsten er sekundær, og hvor man reelt har frasagt sig vigtige muligheder for at bruge en støtteordning kulturpolitisk.

Heldigvis tog DFI konstruktivt fat i egen barm og satte gang i en undersøgelse. Som nu er barslet med den konklusion, at skævvridningen i præsentationen af den danske befolkning i danske film, er endnu mere vind og skæv end man havde troet.

Det er jo ikke fordi, man er racister i det danske filmmiljø. Man er nok bare en smule bevidstløse og selvoptagede. På den ene side har man den ovenfor skitserede rationelle, kommercielle tankegang. På den anden side har man et lille miljø i et lille land, hvor man laver film om folk som sig selv. Den yngre og midaldrende hvide mellemklasse har et godt tag i dansk film. Den danske virkelighed er meget mere broget end man kan se afspejlet i dansk film. Ikke at få øje på dét, er dårlig vane og åndelig dovenskab.

Betydningen af 'Cosby Show'

Skal man nu til at have kvoter på rollerne i danske film? Nej, men man kunne udfordre sin vanetænkning på mange niveauer og tænke i konkrete initiativer. Som f.eks. at afsætte beløb øremærket til projekter med historier, hvor hovedpersonen eller hovedpersonerne repræsenterer andre danske hudfarver og miljøer, så man i højere grad kan lokke manuskriptforfattere, instruktører og producenter på banen.

Man skal ikke undervurdere udfordringen. Det er nemt nok at finde gode indvandrertyper, der kan spilles af talentfulde amatører. Men det er ikke det samme som at kunne vælge og vrage mellem dygtige skuespillere. Også skuespilleruddannelserne må have andre antenner ude.

Det handler om identitet og inklusion. Om også at lave film om indvandrere, der ikke kun er sammenbidte problemfilm. Man kan ikke overvurdere, hvad det betød for skabelsen af en sort amerikansk middelklasse, at ’Cosby Show’ viste en helt almindelig lækker amerikansk middelklassefamilie, der tilfældigvis var sort. Kulturprodukter er frugtsommelige spejlkabinetter.

FAKTA

Det er et håndfast problem, at man i nogle indvandrermiljøer nærmest har virket vaccineret mod påvirkning fra dansk kultur målt på forbrug af dansk teater, musik, film osv. Men det ændrer sig i takt med at nye generationer vokser op, som danskere født i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

'MGP Missionen' udstillede en svaghed

At unge indvandrere har det tilfælles med andre danske teenagere, at de hellere vil se amerikanske film, er ikke et argument for ikke at lave film om deres liv. Det er tværtimod det, man har en statsfinansieret støtteordning til. At man ikke frivilligt opsøger noget, fordi det anses for ucool, er ikke det samme, som at det er irrelevant eller uinteressant, når det kommer til stykket.

I den sammenhæng er ’MGP Missionen’ vigtig. Ikke kun fordi forløbet udstillede en svaghed i et system, der var blindt for tanken om identitet og inklusion, men også fordi den i form af noget så ufarligt som en sød børnefilm portrætterede nydanskere med en varme og ligefremhed, som fandengalemig var tiltrængt. ’MGP Missionen’ fik fine anmeldelser, blev set af 100.000 og fik international festivalsucces. Så nu kommer der helt forståeligt en 2’er.

Vil man undgå parallelsamfund, må man blive klogere på hinandens liv og få sat levende billeder på historierne. Man må lave komedier og intime dramaer om hinandens liv. Billeder som forestiller andet end småkriminelle eller pizzabude. Man siger jo, at man ikke skal skyde budbringeren. Men i tilfældet med dansk films lidt for symbolske pizzabud skulle man måske gøre en undtagelse.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce