Fænomen. Eiffeltårnet og Burj Al Arab i Dubai er nogle af de foretrukne motiver for dem, der bruger selfiestænger. Men de fylder også mere og mere på festivaler og museer.
Foto: JOAO LUIZ BULCAO

Fænomen. Eiffeltårnet og Burj Al Arab i Dubai er nogle af de foretrukne motiver for dem, der bruger selfiestænger. Men de fylder også mere og mere på festivaler og museer.

Du kan stadige tage selfiestangen med på danske museer

Som en slags kulturens vuvuzelaer dukker selfiestænger op foran koncerter og billedkunstens mesterværker. Institutionerne griber ikke ind - endnu.

Kultur

Er det svært at se Pharrell eller Mona Lisa for bare stænger?

Den lange teleskopstang, som man kan sætte sin mobil fast på for at tage et flatterende selvportræt med det ønskede perspektiv, vinder frem.

Og det i en grad, så den udbredte brug både forstyrrer og udgør en sikkerhedsrisko, og derfor er blevet forbudt ved eksempelvis Premier League-fodboldkampe, under koncerter på London's O2 arena og Wembley, i Den Forbudte By i Kina, på amerikanske festivaler som Coachella og Lollapalooza samt på museer som The Smithsonian i Washington og Colosseum i Rom.

LÆS ARTIKEL

Den internationale trend har endnu ikke for alvor ramt Danmark, oplyser en række museer, spillesteder og festivaler - men på Glyptoteket har man alligevel måtte tage sine forholdsregler for at håndtere gæsternes lyst til at medbringe en selfiestang.

Glyptoteket er fleksible

På Glyptoteket ser man egentlig helst, at folk pakker selfiestænger sammen i tasken og tager billeder med håndkraft i stedet for. Det har meget få gange været nødvendigt at bede en turist om at klappe fjernudløseren sammen. De gange, det er sket, har der ikke været nogle problemer, siger pressechef Jakob Fibiger.

Men det kan faktisk lade sig gøre at få lov til at bruge stangen på museet.

Her gælder samme regel for selfiestænger som for kamerastativer, og det er, at der skal gå en vagt med rundt og sikre, at der ikke er noget, der bliver dasket på gulvet, hvis hjælpemidlerne skal have adgang til samlingen.

»Det er ikke noget, vi reklamerer med, men hvis en turist insisterer på at ville bruge en selfiestang, så kan de skrive nogle dage i forvejen, og så kan de få en vagt med rundt. Det koster 650 kroner i timen i mindst tre timer, og så dækker det vores omkostninger. Der er ikke noget katjing i det«, siger han og efterligner lyden af et kasseapparat.

»Men at en turist skulle gøre det, lyder noget hypotetisk«, siger pressechefen.

Ingen forbud

Udbredelsen af selfiestænger herhjemme er endnu ikke større, end at man stadig se værkerne på Statens Museum for Kunst og Louisiana og opleve koncerterne på Roskilde Festival uden at blive banket i baghovedet med en selfiestang. Derfor er der - endnu - ikke forbud på vej her til lands, melder en række kulturaktører og institutioner.

Northside-festivalens talsmand John Fogde beretter, at mobilforlængeren ikke var brugt i stor stil på sidste års festival, og at man derfor ikke har overvejet et forbud

»Men det er noget, jeg skal vende med min sikkerhedschef«, lyder det.

Smukfest i Skanderborg vil helst holde sig fra forbud, fortæller talsmand Jens Martin Bonde og forklarer, at de som regel kan få gæsterne til at udvise hensyn.

»Vi må se, hvordan verden er, og hvordan den udvikler sig. Sidste år var det ikke problem«.

Meldingen er den samme fra både Roskilde Festival og spillestedet Vega i København, der heller ikke oplever selfiestænger som værende meget udbredte og derfor hverken forstyrrer eller udgør en fare for koncertgæsterne.

Heller ikke på landets store kunstmuseer har man mærket problematikken.

Sådan opfører Louisianas gæster sig ikke, så det er slet ikke noget, der har været diskuteret, siger det nordsjællandske museums pressechef, Susanne Hartz.

På Statens Museum for Kunst skriver kommunikationschef Karen Ormstrup Søndergaard i en mail, at det ikke er et problem med stængerne endnu, men at de vil blive ligestillet med paraplyer, hvis det bliver et problem.

Paraplyer har nemlig ingen adgang i samlingen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce