Vikingetiden begyndte på en anden måde, end man hidtil har troet, og fremkomsten af Ribe var helt afgørende for udviklingen af den verdensberømte søfartskultur, påpeger arkæologer i nyt studie. Andre vikingeforskere er skeptiske. Billedet er fra det årlige vikingemarked i ishøj.
Foto: FRANDSEN FINN

Vikingetiden begyndte på en anden måde, end man hidtil har troet, og fremkomsten af Ribe var helt afgørende for udviklingen af den verdensberømte søfartskultur, påpeger arkæologer i nyt studie. Andre vikingeforskere er skeptiske. Billedet er fra det årlige vikingemarked i ishøj.

Ny forskning afslører at Vikingetiden begyndte i Ribe

Fundet af hjortetakker i Ribe, giver historien om vikingerne en anden begyndelse.

Kultur

Den 8. juni 793 gik nordmænd bersærk i klosteret Lindisfarne på øen Holy Island i det nordøstlige England. Den sommerdag er traditionelt set som det historiske vendepunkt, der markerer overgangen fra jernalder til vikingetid. De vilde skandinaver blev kaldt vikinger.

Men ifølge et nyt forskningsprojekt betyder fundet af hjortetakker i Ribe, at historien om vikingerne har en anden begyndelse.

»Vikingetiden begyndte i Ribe«, siger professor i middelalder- og renæssancearkæologi på Aarhus Universitet Søren Sindbæk.

»Før har man set de små havne i Norge som de steder, hvor vikingetidens søfartskultur voksede frem regionalt, men vi har nu fået bevis for, at nordmændene allerede i en del årtier før de første togter har sejlet på langfart fra Vestnorge til Sydvestdanmark. Det er en ny faktor, vi må have med, når vi taler om vikingetiden«.

Ribe er dermed ikke bare Skandinaviens første by, men også en del af det søfartsnetværk, som vi forbinder med vikingetiden.

Det er imidlertid ikke sådan, at vikinger har sejlet på togt fra Ribe, forklarer Søren Sindbæk. Men skandinaviske søfolk har i årevis, før de begyndte at tage på togter, sejlet over åbent hav til Ribe for at handle med blandt andet rensdyrgevirer og formentlig også jern og edderdun, forklarer han.

Ny metode baner vejen

En ny forskningsmetode har givet gennembruddet i forskningen.

I de ældste jordlag i Ribe har arkæologerne fundet flere tusinde små stumper af gevirer på de steder, hvor byens kammagere havde deres værksteder. De små stykker har slumret på magasinet i to årtier, men en ny bioarkæologisk metode gør det muligt at undersøge proteinet i hjortetakkerne.

Metoden afslører, hvilken hjorteart takken stammer fra. Resultatet afslører, at kammageren i Ribe allerede i 720’erne skabte nogle af sine kamme af gevirer, der kom fra rensdyr, som havde boet på det norske højfjeld.

»Vikingernes langfartskultur får et kickstart med Ribe. Vi siger derfor, at Ribe er det sted, hvor vikingetiden startede, fordi det store marked, hvor der sælges perler, læder og glas fra Sydeuropa, er med til at få folkene fra Vestnorge til at udvikle kendskab til søfart«, siger Søren Sindbæk, der sammen med to britiske forskerkollegaer har publiceret en artikel om emnet i det ansete fagtidsskrift European Journal of Archeology.

Britisk tøven

Hidtil har en række norske stengryder og hvæssesten, som blev fundet i jordlag fra 800-tallets Ribe, været det første fysiske bevis på forbindelsen til Norge. Når forskere som Søren Sindbæk har foreslået, at handel og bydannelsen allerede i 700-tallet har været en måde, hvorpå vikingerne udviklede deres søfartserfaringer, kunne det afvises med hensyn til de manglende fysiske beviser på handelskontakt mellem det nordlige og det sydlige Skandinavien på den tid.

»Med resultatet fra hjortetakkerne har det nu ændret sig«, siger Søren Sindbæk.

Konklusionen er der imidlertid ikke helt enighed om. Vikingetidshistoriker på Saxo Instituttet ved Københavns Universitet Lasse C.A. Sonne mener, at analysen af hjortetakkerne er et skridt på vejen til en større forståelse af tiden, men også at Søren Sindbæk og co. kommer for let til deres konklusion:

»Hvordan kan de vide, at det er direkte sejlads, der har bragt hjortetakkerne til Ribe? Hvordan kan de vide, at det er nordmænd, der har fragtet dem og ikke handelsmænd fra Danmark eller England?«, spørger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De norske hjortetakker er desuden dateret til 720’erne, og der er dermed en betydelig tidsafstand til de første vikingetogter, og det rejser ifølge historikeren det tredje spørgsmål.

»Hvordan forklarer man, at der går omkring 75 år, før vi ser de første togter? At der har været en handelsforbindelse, kan være en forudsætning, men det er ikke en forklaring på vikingetidens begyndelse«, siger Lasse C.A. Sonne.

Britisk tøven

På Cambridge University i England anerkender middelalderarkæolog James Barrett værdien af studiet og vigtigheden af at forstå handelskontakterne mellem det nordlige og sydlige Skandinavien.

Men han er tøvende over for konklusionen om, at Ribe var betydningsfuld for begyndelsen af vikingetiden, og kalder det et definitionsspørgsmål.

»Det afhænger af, hvilken region du forsker i. For os, der bor vestpå, er begyndelsen af vikingetiden defineret ved de første skandinaviske angreb. Vi ved fra de historiske kilder, at de fleste angreb skete i landområder ved kysten, og at de mænd, der angreb, var fra det vestlige Norge, fordi de genstande, som de stjal i England og Irland, blev fundet i deres grave. Min pointe er, at angrebene blev foretaget i landområder af folk fra landområder, og derfor taler jeg om begyndelsen af vikingetiden som et landligt fænomen og ikke som et urbant fænomen«, siger briten.

Til den skepsis, som den danske historiker udtrykker, siger professor Søren Sindkær:

»Vi kan heller ikke være helt sikre på, at det er nordmænd, der har stået for de første handelsrejser, men import af rensdyrgevirer har involveret nogle mennesker med et rigtig godt lokalkendskab til fjeldet. Når vi mener, at der er tale om sejlads over åbent hav, er det, fordi gevirerne dukker op i Ribe ude på Vestkysten. Det peger simpelthen ikke på, at man har sejlet langs kysten«.

Et landligt fænomen

At kollegaen på Cambridge, James Barrett, er tøvende over for, at vikingetiden skulle have tilknytning til den første skandinaviske by, forstår den danske professor egentlig godt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»James Barrett har ret i, at vikingetidens verden i høj grad var et landligt fænomen«.

Men tilføjer Søren Sindbæk:

»Nu kan vi for første gange se, at selv områder, der lå langt fra den ældste by, må have haft direkte forbindelse med byens marked og de muligheder og netværk, det skabte«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Målinger og sæder

Annonce