Fremad. Politikens egen Kim Skotte har gjort sig tanker om det at vandre med udgangspunkt i Frederic Gros' bog 'Gå' og sin egen vandring i Sydengland denne sommer. Tegning: Jørn Villumsen

Fremad. Politikens egen Kim Skotte har gjort sig tanker om det at vandre med udgangspunkt i Frederic Gros' bog 'Gå' og sin egen vandring i Sydengland denne sommer. Tegning: Jørn Villumsen

Med bevidstheden i fødderne - Et vandringsessay af Kim Skotte

Vandringsmænd og -kvinder tager til i antal, og nu har de også fået en filosofisk ledsagebog til deres ransel.

Kultur

Jeg puster ud på bakkekammen og lader blikket vandre horisonten rundt.

Landskabet er så saftigt grønt, at jeg næsten kan høre køerne smaske af vellyst. Markernes grønne rektangler breder sig ud for mine fødder som et abstrakt maleri. Lærken slår triller, og enkelte humlebier strider sig vej i den kraftige blæst. Får klippet næsten ind til skindet med røde tal malet på flankerne glor gumlende på os. Skyerne haster hen over himlens lyse blå. Videre, videre!

»Landskabet er et kar af saft og kraft, af farver, af dufte, som kroppen opsuger«, skriver den franske filosof Frédéric Gros i ’Gå! En filosofisk fodrejse’, og det er lige præcis sådan, det er. Man går igennem landskabet og suger til sig. I dette tilfælde højderyggen South Downs Way, som vi følger fra katedralbyen Winchester til badebyen Brighton. Og mens vi går, indhenter vi langsomt os selv.

Man falder i hak med sin egen rytme. Skridt for skridt. Tankerne vandrer, men materialiserer sig til sidst mest i en særlig fyldig tomhed. Et forfrisket nærvær, jeg ikke kender andre steder fra. Jeg bliver tilstanden at gå. Jeg føler mig hjemme. Hele tiden på farten fra sted til sted. Selve bevægelsen fremad bliver det hjemmehørende, konstanten. Og det selv om jeg mildest talt ikke er nogen frygtløs vagabond, men noget af en manisk planlægger og hyggefis, der har sørget for, at der venter en kro og et godt glas øl og en blød seng for enden af hver dags etape.

»Man skal aldrig gå med sin kæreste!«, erklærede den norske forfatter og vandringsmand Tomas Espedal. Så han blev nærmest rystet, da jeg til Litteraturdage på Møn fortalte ham, at jeg kort efter skulle vandre i Cornwall med min kone. »Det er dødsensfarligt!«, sagde han og så på mig med disse stirrende-plirrende intense øjne, jeg ikke kan stå for.

Af sted kom vi dog, Fruen og jeg. Med vores temperamenter, som nok er lidt mere svale end Espedals. Til South Coast Walk ved Land’s End. En mageløs dramatisk kyst med vidunderligt bølgende engelsk landskab bag ved hække og hegn. Vi blev ikke skilt undervejs. En hælspore plagede min kone, men hun sagde ikke en lyd, før vi var kommet hjem igen. Hun havde betragtet vandreturen med skepsis, men kom omvendt hjem. Der var noget at bygge på. Så her i juni gik turen til det lidt blidere landskab South Downs sønden om London.

Bøger i vadsækken

I rygsækken havde hun Espedals ’Gå!’, mens jeg havde medbragt Werner Herzogs ’Om at gå i is’. Men hånden på hjertet, så synes jeg, det er bedre at læse om at gå, når jeg sidder derhjemme. Hovedet går sine egne veje, når jeg er på farten. Øjnene søger horisonten og ikke linjerne i bogen. Bevidstheden er om ikke sunket i jorden, så i hvert fald sunket godt ned i fødderne.

»Når støvlerne er gode, når rygsækken ikke vejer for meget og ikke kan mærkes på ryggen, når tøjet er tørt og endnu ikke gennemblødt af sved eller regn, så er det godt at gå«, skriver Espedal i ’Gå!’. »Så findes der ikke noget bedre end at gå; komme frem ved egen hjælp, placere den ene fod foran den anden og gå ind i en slags glemsel som samtidig er et forstærket nærvær; vi glemmer at vi går, vi glemmer selve det at gå og anstrengelserne ved at bevæge sig, samtidig med at vi ser og hører mere årvågent, lugter skarpere, oplever alt stærkere: en fugl flyver op«.

Vandrelitteraturen er gammel og omfattende. Befolket med vismænd, pilgrimme og filosoffer fra gammel tid og øst og vest. En snoet sti, der en gang imellem har krydset litteraturens hovedstrømninger blot for atter at dykke ind i krattet. Rousseau, der dyrkede naturen og besluttede sig for at vandre for at genopdage mennesket før dannelsen. Wordsworth romantiserede poetisk kunsten at vandre og stillede, som en samtidig udtrykte det, sine ben i filosofiens tjeneste.

Mod nye horisonter med kort i hånden, vand i flasken og compeed på knysterne

En særlig plads i mit hjerte har den schweiziske forfatter Robert Walser, der levede et omflakkende liv med store åbne øjne. Walser kunne ikke begå sig på de bonede gulve i kunstens saloner. Så hellere af sted. På valsen.

»Hele den upåklagelige, snorlige, tiptoppe, elegante opførsel indgød mig i hovedsagen kun bedrøvelse og en form for frygt. Almægtige, gode, store Gud, hvor er det skønt at vandre om sommeren på din varme, vide, stille jord: med dermed på det smukkeste forbundet ærlig tørst og sult. Alting så stille og lyst, og verden så vid«, skrev Walser som optakt til beskrivelsen af en fodtur til Würzburg. I 1901 var Walser 23 år gammel og iført et kækt syditaliensk vandreantræk, som vakte mistænksomhed og afvisning i »det velgennemtænkte, velkontrollerede Tyskland«, hvor Wandervogel-bevægelsen nogle årtier senere skulle vokse sig stor og stærk som et nationalistisk ungdomsoprør med dystre slagskygger.

Den mest populære ’vandrehistorie’ i vor tid er J.R.R. Tolkiens ’Hobbitten’ og ’Ringenes Herre’. Den første er historien om hobbiten Bilbo Sækker, der på sin rejse ud og hjem igen opdager, at vejen er en flod, der begynder ved dørtrinnet og derfra strømmer ud i hele den vide verden. Også i ’Ringenes Herre’ kommer de små hobbitter ud på en lang, udmarvende travetur i selskab med den mystiske vandringsmand Traver, der viser sig at være arving til kongeriget Gondor. At begive sig ud på vandring er et billede på at opsøge verden i dens storhed og kompleksitet frem for at sidde og skutte sig med bøgerne og hyggen hjemme ved kaminen med det begrænsede udsyn.

»At ’have bly i røven’ er, gentager jeg, den egentlige synd mod ånden«, skrev Nietzsche i ’Ecce Homo’.

Litteraturens vandringsmænd

Hvilket så lige er, hvad mange af os bogorme har brugt det meste af livet på, mens vi har skrevet begejstret og florissant om at rejse i fantasien og på litteraturens flyvende ordtæpper. Men det er ikke det samme. Det er ikke det samme, når fødderne begynder at gøre ondt i stedet for øjnene. Når det konstant afvekslende landskab afslører sin grundlæggende monotoni. Når du travende og træt begynder at falde i ét med naturens grønne tapet og mærker noget give slip. Du glider af sted i et kværnende tråd. Du er de skridt, du tager. Mekanisk og trofast. Så må litteraturen vente og æseløret få en anden betydning.

Om formiddagen snakker man. Munden går om kap med fødderne. Om eftermiddagen tier man

Men når man kommer hjem igen, kan man sætte sig til rette med Frédéric Gros og hans filosofiske fodrejse. Her kan man møde mange af filosofferne og deres mere eller mindre omkringvandrende tanker om at gå. Filosoffen Kant, der gik sin tur på Filosofgangen med så kronometrisk regelmæssighed og præcision, at han fik øgenavnet Uret fra Königsberg. Kierkegaard spadserende rundt som kendt skikkelse i København, men som måske gik sine vigtigste vandreture som dreng hjemme i stuen side om side med sin strenge far.

»Jeg er fodgænger, intet andet«, erklærede Arthur Rimbaud. Den vilde unge digter, den første gale, moderne og absolut fremmelige teenager. »Afsted, hat, kappe, med begge hænder i lommerne,/ lad os gå./ Fremad, på vej!/ Afsted!«. På vej mod nye byer, nye horisonter, nye eskapader med absint, opium og digtersex. Hos Rimbaud var vandringen altid en flugt. Væk fra noget, der ikke var til at holde ud. Verdens kedsomhed. Når man vandrer ... umuligt at vende om. Det er imod projektets natur. Fremad. Hele tiden fremad.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når man lever i det moderne, eller hvad vi nu efterhånden skal kalde det, er elementet af flugt en realitet. Man forlader sin bekvemmelige virkelighed og går ind i en anden virkelighed. Hvor det derude, det der er befolket af indtryk og ikke af informationer, bliver det virkelige. I en uges tid eller to. Det er det eneste tidspunkt, jeg ikke kan koncentrere mig om at læse. Vejen kalder. Så også der er et element af flugt.

Noget om støvler

At skulle gå tilbage, fordi man gik forkert, er altid en mindre katastrofe. Selv om man ikke tæller sine skridt, er hvert skridt dyrebart. Støvlerne er selvfølgelig altafgørende. Selv har jeg for længst valgt håbløst romantisk. Købt et par tunge, gammeldags læderstøvler, som kan holde hele livet, hvis man passer dem. Så man virkelig kan føle, man lever, når man går. Ikke noget med gore-tex og letvægt hér!

Jeg købte mine skønne, umulige tyske vandrestøvler for nogle år siden, da jeg skulle gå det første stykke af Caminoen med min ældste søn. Inden første dag var omme og vi havde klavret over Pyrenæerne ad Route Napoleon, hang mine fødder i laser. Mine kære kødædende støvler. I år havde jeg snøret dem for stramt. Med det resultat, at jeg kunne mærke mine knyster bide dybt i knoglen for hvert skridt. Men sådan må det være. Om en halv snes år er læderet sikkert så blødt, som hvis det var blevet tygget af en gammel eskimokvinde med tandløse gummer igennem en lang vinter.

Udstyret. Der er ingen grænser for alt det lækre. Men som Frédéric Gros gør opmærksom på, er det også en generende kapitalistisk forstyrrelse. Så jeg går i shorts, en gammel, vindtæt lånejakke, mine læderstøvler og et regnslag i oppakningen. Som Gros skriver, er det »vandringsmandens frihed ikke at være nogen, for kroppen, der vandrer, har ingen historie, er blot en ældgammel strøm«.

En strøm med vabler må jeg tilføje. Den gode Gros er et ægte afkom af landsmanden Rousseau. En lettere fanatisk natursværmer, der minder mig om den gamle vittighed med de tre mænd, der rejser ind i Amazonas og får besøg to år senere. Englænderen har grundlagt en handelsstation, tyskeren oprettet en missionsskole, mens franskmanden en skønne dag dukker nøgen ud af junglen med fjer i håret.

Gros’ store helt er Nietzsche, der mente, man kun skrev godt med sine fødder: »Vores etos er at tænke i frisk luft, mens vi vandrer, springer, klatrer, danser, især på ensomme bjergtoppe eller på havets bredder, dér hvor selv veje bliver mediterende«.

Pilgrimsfærd og forfriskning

Den tyske filminstruktør og ekstremist Werner Herzog gik i 1974 en iskold vinter fra Bayern til Paris. Overbevist om, at hans handling kunne redde den dødssyge filmhistoriker Lotte Eisner. En syret handling, jeg takket være Gros pludselig kan se er en klassisk pilgrimsfærd. Man går for at sone sine synder, men også i håb om ved hjælp af sine strabadser at udvirke et mirakel. Først det bevidste valg, så udførelsen, hvor bevidstheden glider i baggrunden. »Jeg ser ikke andet end strækningen foran mig«, konstaterer Herzog, da vejen tager fat om fødderne for alvor.

Men jeg er ikke ekstremist som Herzog. Jeg er ikke en rigtig pilgrim. Selv om jeg sammen med min søn nød at gå rundt med Sankt Jakobs muslingskaller dinglende fra rygsækken på Caminoen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er en særlig rytme, uanset om ben- og fodtøj driller eller ej. Om formiddagen snakker man. Munden går om kap med fødderne. Om eftermiddagen tier man. Så gælder det målet. Dagens mål. Som kan synes så fjernt, men kun er en rast, en pause for natten. Men hvilken pause, hvis kroen er god, sengen bred og øllet koldt! Som digteren Nerval skrev:

»Fat mod! Fat mod, min ven! Nu er vi tæt på landsbyen! Ved det første hus vil vi indtage forfriskninger!«.

Oh, denne følelse af velfortjent forfriskning og tiltrængt hvile til de ømme fødder. Og så næste morgen mirakuløst restaureret. Efter en solid full English breakfast op på apostlenes hest igen og ud på stierne. Mod nye horisonter med kort i hånden, vand i flasken og compeed på knysterne.

Man keder sig aldrig. Ikke et sekund. »For at tilbagelægge en bestemt afstand skal man vandre så og så mange timer, tage så og så mange skridt«, opsummerer Frédéric Gros. Det er jo dét og intet andet. »I otte dage har jeg flået mine støvler / på vejens sten«. Tættere på at blive en ny Rimbaud kommer jeg nok aldrig.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce