Invasion. I dag er det teoretikerne fra samfundsfag, sociologi og antropologi, der dominerer uddannelserne på humaniora, viser en ny undersøgelse. Her ses top 9 - se uddybning af personerne i faktaboksen.
Foto: Collage med foto fra: Finn Frandsen, Wikimedia, Topfoto, AP

Invasion. I dag er det teoretikerne fra samfundsfag, sociologi og antropologi, der dominerer uddannelserne på humaniora, viser en ny undersøgelse. Her ses top 9 - se uddybning af personerne i faktaboksen.

Kultur

Lektor: Humaniora taber til »konkurrencesamfundets forsimplede fornuft«

Hvis ikke humanister passer på, undergraver de deres egen videnskab, siger kritiske stemmer.

Kultur

Det er slut med store drømme og utopier om en bedre verden.

Diagnosen stammer fra den tyske sociolog Jürgen Habermas. Og professor i filosofi Ole Thyssen fra Copenhagen Business School bruger den til at beskrive den humanistiske forskning på landets universiteter i dag:

For humanisterne er kravlet ned fra elfenbenstårnet. I løbet af de seneste årtier er forskerne på landets humanistiske fakulteter begyndt at interessere sig mere for resten af samfundet i deres arbejde med for eksempel bøger og kunstværker. Slut med teorier for teoriernes skyld. Samfundet efterspørger praktisk viden, der kan løse eller i hvert fald belyse de mange uoverskuelige kriser, der præger verden. Det gælder for eksempel den globale finanskrise med sin pengenød og den aktuelle flygtningekrise i Middelhavet.

»Vi lever ikke længere i den stille teoris fredelige verden«, siger Ole Thyssen.

Samfundsfag sidder på humaniora

Ny forskning viser, at 12 ud af de 15 mest benyttede teoretikere i den humanistiske forskning kommer fra andre forskningsområder, for eksempel samfundsfag, sociologi og antropologi. I top-4 ligger de samfundsorienterede forskere Michel Foucault, Pierre Bourdieu, Bruno Latour og Niklas Luhmann, mens klassiske humanister som filologer og lingvister slet ikke er at finde i top-15.

Med andre ord er Platon »hældt ud med badevandet«, som en af forskningslederne, lektor David Budtz Pedersen fra Københavns Universitet, siger.

»Man kan sige, at der bag om ryggen på det klassiske humaniora er vokset et mere innovativt humaniora frem, som har forladt elfenbenstårnet og åbner sig mod samfundsmæssige spørgsmål«, siger David Budtz Pedersen, der sammen med Frederik Stjernfelt og Simo Køppe offentliggør resultaterne af den treårige tværfaglige forskningsundersøgelse i bogen ’Kampen om disciplinerne’.

Det, som har pondus, er punchlines og facts. I den sammenhæng taber humaniora til konkurrencesamfundets forsimplede fornuft

Fælles for de teoretikere, der ifølge undersøgelsen dominerer humaniora, er samtidig, at de beskriver et samfund, hvor mennesker vurderer og evaluerer hinanden og strides om magten, siger David Budtz Pedersen. Magt er et nøgleord i dag.

»Humanister er i dag mere optaget af magt i hverdagen og i sproget, og det er netop det, teoretikere som Foucault og Bourdieu arbejder med«, siger han.

Den nye undersøgelse falder lige ned i debatten om humanioras rolle i samfundet og berettigelse som uddannelsesinstitution.

Sidste år efterlyste daværende forsknings- og uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R), at forskerne blander sig mere i den offentlige debat. For »gode ideer og banebrydende forskning er ikke meget værd, hvis de kun bliver inden for universitetets fire vægge«, skrev hun i et debatindlæg.

Nogenlunde samtidig meldte ministeren ud, at regeringen ville skære i antallet af studiepladser på de uddannelser, der fører for mange af de færdiguddannede ud i ledighed. Det fik debatten om humanioras bidrag til samfundet til at blusse op. Året før havde Produktivitetskommissionens formand, Peter Birch Sørensen, kritiseret humaniora for at uddanne for mange unge mennesker til arbejdsløshed.

David Budtz påpeger, at man i den debat ofte glemmer, at humaniora spiller en vigtig rolle i samfundet som et maskinrum for teorier og begreber om verden. Humanistisk forskning breder sig nemlig ud i samfundet gennem skoler, gymnasier, medier og andet.

Undergraver sig selv

I første halvdel af det 20. århundrede fokuserede litteraturforskerne på de danske universiteter på alle menneskets mange mærkværdige psykologiske og eksistentielle sider, når de analyserede og gjorde sig kloge på bøgernes indhold, siger Marianne Stidsen, lektor og litterat på Københavns Universitet. Det har ændret sig.

»Siden 1960’erne har sociologiske og sågar naturvidenskabelige teorier fået en helt central plads i humaniora«, siger hun.

Skreddet er i Marianne Stidsens øjne problematisk. For humaniora er en såkaldt menneskevidenskab, der netop har til opgave at beskrive mennesket som ikke bare et socialt væsen, men også som individuelle mennesker med personlige træk.

»Humaniora undergraver sig selv, når blikket på det individuelle forsvinder. Mennesket bliver en funktion i et system, og det er netop samfundsvidenskabens traditionelle område. Hvis du kigger bredere på det spørgsmål, er der næsten ikke nogen sammenhænge, hvor man ikke taler om mennesket som en funktion. Humanioras traditionelle blik for det psykologiske og eksistentielle forsvinder«, siger hun.

»Koloniseringen af humaniora«, som Lars Bo Kaspersen, professor i statskundskab på Københavns Universitet, kalder udviklingen, kan også være humanisternes eget forsøg på at forsvare deres videnskab.

Det er så godt som umuligt at få forskerpenge, hvis man ikke har et tværfagligt projekt. Og tværfaglighed betyder altid, at humaniora skal flytte sig, det betyder aldrig nogensinde, at andre fag skal finde på noget humanistisk

Vi lever nemlig i et konkurrencesamfund, som ikke anerkender humaniora, men i stedet har fokus på vækst, penge og det materielle, siger han.

»Humaniora er kilden til at aflæse værdikampe og til at forstå æstetiske kvaliteter. Humaniora er samtidig en vigtig brik i dannelsen af borgerne i et samfund. Den rolle får humaniora svært ved at spille, hvis humaniora koloniseres af samfundsvidenskaben med det formål at blive mere anvendelsesorienteret«, siger Lars Bo Kaspersen med det forbehold, at mange teoretikere arbejder i et grænsefelt mellem samfundsvidenskab og humaniora og ikke tilhører en af lejrene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I den nye bog ’Kampen om disciplinerne’ fremgår det også, at humanister ligefrem kan blive i tvivl om, hvem de selv er.

»Hele 20 procent af de forskningsaktive humanister i Danmark definerer sig selv som ’interdisciplinære’, det vil sige som ikke hjemmehørende i nogen moderdisciplin. Og igen ser vi her et stort overlap til samfundsvidenskab. Eller sagt på en anden måde: Der findes i dag en gruppe humanister, der slet ikke definerer sig selv som klassiske humanister«, siger David Budtz Pedersen.

Alligevel er humaniora ikke ude i en større nedgangsperiode, vurderer forskeren:

»Den humanistiske forskning vil selv med den her inspiration fra samfundsvidenskaberne klare sig i bedste velgående«.

De mange sociologer, som optræder i den humanistiske forskning, vidner dog om, at humaniora har svært ved at forsvare sine grænser, mener litteraturforsker Marianne Stidsen.

Michel Foucault, som i undersøgelsen fra Københavns Universitet topper listen over de vigtigste teoretikere i den humanistiske forskning i Danmark, spiller også en anden rolle i dag, end han gjorde, da han kom frem på universiteterne i 1980’erne.

»Foucault var kritisk over for den herskende kultur. Men i dagens netværkssamfund, hvor omstillingsparathed og fleksibilitet er dyder, er Foucaults forståelse af identitet blevet magtens foretrukne kerne. Langsomt er det blevet transformeret til at være en slags overbygning på konkurrencesamfundet«.

Humaniora undergraver sig selv, når blikket på det individuelle forsvinder. Mennesket bliver en funktion i et system, og det er netop samfundsvidenskabens traditionelle område

Gensidig befrugtning

Professor Jan Rosiek, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab hilser for så vidt tilnærmelsen mellem humaniora og samfundsvidenskab velkommen, men peger på, at den ikke altid er frivillig.

»Det er så godt som umuligt at få forskerpenge, hvis man ikke har et tværfagligt projekt. Og tværfaglighed betyder altid, at humaniora skal flytte sig, det betyder aldrig nogensinde, at andre fag skal finde på noget humanistisk. Og så griber vi til samfundsfeltet, fordi det ligger snublende nær. Jeg er ikke imod udviklingen, men jeg er imod det pres, der ligger i tidsånden og bevillingssystemet, for det driver humaniora nogle steder hen, som truer forskningsfriheden«, siger Jan Rosiek.

De samme toner lyder fra Erik Svendsen, lektor på faget dansk på Roskilde Universitet. Han mener, at samfundsvidenskaben kan bidrage med mange nye perspektiver. Men udviklingen er også risikofyldt, for vi lever i det, han kalder »en efterteoretisk tid«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det, som har pondus, er punchlines og facts. I den sammenhæng taber humaniora til konkurrencesamfundets forsimplede fornuft«, mener han:

»Man kan nemt havne et sted, hvor humanisterne risikerer at sælge ud i forsøget på at finde støtte til deres forskning. Det kan ramme forskningsfriheden«.

Marianne Stidsen fra Københavns Universitet forsøger selv at trække i den modsatte retning med sin forskning, siger hun. I efteråret skal hun forsvare en doktorafhandling, som netop angriber litteraturen fra et mere klassisk humanistisk perspektiv.

»De sociologiske teorier har hjulpet os til at blive opmærksom på nogle strukturer, køn, magt osv., som er med til at danne litteratur og kultur. Til gengæld har det nu overtaget hele scenen, og derfor synes jeg, at der ligger en udfordring for os i dag i at være opmærksom på teoriernes blinde vinkler«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce