Satire. Jonatan Spang udfordrer sig selv med topaktuel Danmarks-satire.
Foto: Lasse KOFOD

Satire. Jonatan Spang udfordrer sig selv med topaktuel Danmarks-satire.

Jonatan Spang er knivskarp i nyt satire-show

Nyt show på Bremen er brillant begavet politisk satire.

Kultur

Satire er ligesom fisk bedst, når den er frisk.

I det aktuelle politiske klima, hvor omskifteligheden råder, så det nærmer sig kaos, stiller det enorme krav til de privatpraktiserende satirikere, fordi de må være forberedt på at skrive materialet om med ganske korte intervaller. Ikke en dag går uden en klovne- eller svinestreg fra det politiske parnas.

Og virkeligheden har det efterhånden med at tage sig sådan ud, at den overgår selv den mest groteske hade-sketch.

Så det er en stroppetur, det skuespilleruddannede virrehoved Jonatan Spang har sendt sig selv ud på, når han lover at levere dugfrisk danmarkssatire i et helt show.

Fejltrin og uheldige udmeldinger

Han synes imidlertid at være opgaven voksen. Indledningen til forestillingen havde materiale, der beskæftigede sig med emner fra torsdagens 18-nyheder, herunder de seneste udmeldinger fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og fejltrin fra forsvarsminister Carl Holst.

Vi fik både historien om de 1.000 flygtninge, en gennemgang af valgkampens kappestrid om at gøre vort land så lidet attraktivt for flygtninge som overhovedet muligt og en hudfletning af den tøsefornærmethed, der udstråles, når flygtningene pludselig vil videre til Sverige i stedet for at blive her i smørhullet.

»Kun en ting er der bred enighed om i dansk politik. Det er Femernforbindelsen, som skal gå fra Tyskland ... til Sverige«, som Spang gækkede.

Han lagde ud med på bedste akademiske vis at præsentere publikum for en lang dagsorden med alle de emner, han ville nå igennem i løbet af de to sæt. Om han nåede dem alle, må denne anmelder blive Dem svar skyldig i.

For dels ræsede han listen igennem, som havde han Fanden i hælene, dels var han så ualmindeligt morsom, at man glemte at tjekke på sin indre afkrydsningsliste.

Spang formår det sjældne at være ganske ekstravagant vittig og samtidig analytisk indsigtsfuld og begavet.

Når han joker med, at fortidens politikere var velfærdsstatens arkitekter, mens vore dages mere er at sammenligne med viceværter, der bare skifter pakninger og ligesom i et spil klodsmajor gør sig umage for, at lortet ikke vælter på lige deres vagt, er han faktisk ganske akkurat i sin beskrivelse af tidens politiske modus operandi.

Og når han gennemgår den kyniske logik bag eksempelvis Dansk Folkepartis forslag om afgift på engelske ord i reklamer, har han også en pointe, der er mere end bare sjov. For selvfølgelig ville man være nødt til at gøre en undtagelse, for så vidt angår Finn og Jakobs elskede reklamer for Squash-sodavand.

Hr. Nørbygaard vendte han i øvrigt tilbage til senere i forbindelse med en længere udredning af finanskrisen:

»Alle kan sige sig selv, at når Finn Nørbygaard er god for en milliard, bør ethvert samfund kunne se, at der er noget galt, og der skal siges stop«. Det var boligboblens og finansmarkedets pyramidespil-logik, han sigtede til.

Af en standupper at være taler Spang overraskende meget om international økonomi. Men det forstår man godt. For så kan man nemlig fyre jokes af som: »Tyskerne er angstfor inflation. De ved nemlig godt, at når pengene bliver mindre værd, skal de ud på gaden, til at gå i rækker, gasse jøderne – og det vil de selvfølgelig ikke«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

David Trads har kaldt Naser Khader »vor tids Kennedy«, fortalte komikeren os. Og tilføjede, at det måske var Gordon Kennedy, han sammenlignede ham med.

En erfaren herre

Jonatan Spang har været med i en del år, og man mærker erfaringen i den ganske utrolige professionalisme, han udstråler. Han behersker sit fag som få; faktisk er han nok den dygtigste standupkomiker i disse år.

Og ikke alene er han håndværksmæssigt overlegen, hans brug af såvel verbale som fysiske call backs er også elegant og subtil. Det kom blandt andet til udtryk i to forløb: et, hvor han talte om to slags latter, den forglemmende og den undslippende, og et, hvor det drejede sig om danskernes forkærlighed for de kreative fag.

Latteren i salen var af den slags, der ikke klinger af, men bare ruller og ruller og ruller.

Første sæt var nærmest dødbringende morsomt. Pointerne faldt tæt som hagl i en efterårsstorm, og latteren i salen var af den slags, der ikke klinger af, men bare ruller og ruller og ruller.

Folk bogstaveligt talt tudede af grin, hvis ikke de var ved at tisse i bukserne eller fik ondt i maven. Og det selv om Spang erklærede, at han af karrieremæssige hensyn ikke ville gøre nar ad Dansk Folkeparti længere. Der er ganske enkelt for mange af dem, og de går også til standup. Men de fik ikke desto mindre et rap over neglene, blot i selskab med Dan Jørgensen og hans lov om forbud mod seksuel omgang mod dyr.

LÆS OGSÅ

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desværre mistede det hele lidt i intensitet og generel flyvehøjde efter pausen.

Det er svært at sætte fingeren på, præcis hvad der ikke fungerede optimalt. Men niveauet var faldet og materialet ikke lige så holdbart. Bevares, det var stadigvæk sjovt, men der var ikke den samme unikke fornemmelse af at være nedsænket i et bassin af grin.

Hvordan det hele slutter, skal vi ikke løfte sløret for. Det ville være synd og skam. Men det ender godt. Selv om verden er af lave, er Spangs Danmark et sted, man gerne vil være.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce