Kunstgreb. Vibeke Hastrup bruger sin erfaring og sit arbejde som skuespiller til at dygtiggøre erhvervslivet.
Foto: Mariane Leth/PR

Kunstgreb. Vibeke Hastrup bruger sin erfaring og sit arbejde som skuespiller til at dygtiggøre erhvervslivet.

Kunstnere kan hjælpe firmaer med kommunikationen

Flere kunstnere har uddannet sig i at hjælpe virksomheder og erhvervsliv.

Kultur

Der var nogen skepsis, da Vibeke Hastrup ville have medarbejderne hos Center for Ledelsesudvikling i KL til at stille sig op i en rundkreds, råbe og fægte med fiktive samuraisværd.

Men de 8-10 medarbejdere med kontorchef Mikkel Haarder i spidsen gjorde det alligevel. For øvelsen var en af de mange øvelser, Vibeke Hastrup og en kollega, designer Tau Rebecca Mikkelsen, i et 12-ugers forløb gennemførte for at få medarbejderne i centeret til at bliver bedre til at dele viden tage mere ansvar og en sikre bedre indtjening.

Projekt Kunstgreb
Vibeke Hastrup er skuespiller med masser roller bag sig. Hun har været med i tv-serier som ’Forbrydelsen’ og ’Livvagterne’, film som ’Flugten’ og optrådt på de skrå brædder med blandt andet ’Lennon i Thy’, som hun skal opføre i New York til august.

Sideløbende med skuespillet har hun uddannet sig til kunstgrebsinnovatør under Projekt Kunstgreb, så hun kan hjælpe virksomheder og organisationer med at forbedre resultaterne, når der ikke lige står en rolle og venter på hende.

Hele sanseapparatet skal tages i brug
Ideen er, at kunstnere som Vibeke Hastrup bruger sig selv, deres erfaringer og træningsmetoder, så de kan hjælpe ledere og medarbejdere til at blive bedre til at bruge hele deres sanseapparat, så de samarbejder bedre og får flere originale ideer. Samtidig har kunstgreb-uddannelsen givet dem en indsigt i virksomheders behov for forandring.

»Som skuespiller kan jeg komme ind som narren og være et spejl for medarbejderne. Jeg kan skabe historier ud fra de observationer, jeg laver, så medarbejderne lytter og bedre kan se sig selv og finde deres kreativitet«, forklarer hun.

»Jeg kan få dem til at åbne deres sanser, få dem til at lege, grine, gøre ting, de ikke tror, de indeholder, få dem til at åbne op«.

Erfaringen er, at når folk får adgang til krop og sanser, får de fat i den viden, de ikke vidste, de havde. Det er deres egne ideer, vi bygger videre på.



Det lykkedes også hos Center for Ledelsesudvikling, hvor medarbejderne ellers har det meste oppe i hovedet. Vibeke Hastrup fik dem til at indse, at ord ikke gør det alene. Hvis man vil igennem med et budskab, må man performe. Og det kan man kun ved at have kroppen med.

»Erfaringen er, at når folk får adgang til krop og sanser, får de fat i den viden, de ikke vidste, de havde. Det er deres egne ideer, vi bygger videre på«, siger Vibeke Hastrup.

Ned i maven
Kontorchef Mikkel Haarder var skeptisk, før han sagde ja til projektet sidste forår. Men han havde hørt, at andre virksomheder med held havde brugt kunstgrebsinnovatører.

»Og så tænkte jeg, at det kunne være spændende at gøre noget andet, end vi plejer«, fortæller han.

Det tog to-tre uger, før Vibeke Hastrup for alvor fik fat. Men så lykkedes det hende også at få medarbejderne til at mærke efter.

»Vi blev virkelig udfordret på at have kroppen med. Det er skuespillere jo ekstremt dygtige til. Alle de underlige øvelser, hvor vi skulle te os mærkeligt, gav en åbenhed til at udvikle nye måder at gøre tingene på. Det bragte os tættere sammen, og alle vidste meget bedre, hvor vi havde hinanden«, siger Mikkel Haarder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som skuespiller kan jeg komme ind som narren og være et spejl for medarbejderne.



Når han bagefter gør effekten op, kan han konstatere, at projektet havde en meget stor effekt på arbejdsglæden, sammenhængskraften og vidensdelingen i medarbejdergruppen.

»Jeg tror, det betyder noget, at det er en kunstner og ikke en almindelig konsulent i udvikling. Kunstnere har en anden tilgang til mennesker, er konkrete og tvinger folk ud af deres tryghedszone. Ligesom skuespilteknik har hjulpet virkelig meget på vores kommunikation. Vi er blevet bedre til at få budskaber ud«, siger Mikkel Haarder.

38 har taget uddannelsen
Selv om Vibeke Hastrup formentlig aldrig var gået denne vej, hvis ordrebogen konstant havde været bugnende fuld af nye roller, synes hun, at hun får noget ud af det, hun også kan bruge som kunstner.

»Jeg tror, at jeg er blevet modigere. Som skuespiller skal man hele tiden observere folk, og på denne her måde får jeg adgang til et andet ’arkiv’ af mennesker end normalt. Jeg er faktisk meget taknemmelig over, at jeg har fået denne her mulighed«, siger hun.

I alt 38 kunstnere har taget kunstgreb-uddannelsen, og blandt andre Post Danmark, ATP, Kræftens Bekæmpelse og Nykredit har brugt kunstgrebsinnovatører.

FACEBOOK

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce