JOURNALISTEN Puk Damsgård, forfatter og journalist på Danmarks Radio, aktuel med ny bog om dansk gidsel, som hun samtidig lavede indslag om på »21 Søndag«.
Foto: Mads Nissen

JOURNALISTEN Puk Damsgård, forfatter og journalist på Danmarks Radio, aktuel med ny bog om dansk gidsel, som hun samtidig lavede indslag om på »21 Søndag«.

Har mediernes promovering af egne journalisters bøger taget overhånd?

Et Puk Damgård-indslag i »21 Søndag« har skabt debat ugen igennem om habilitet: Kan en journalist med en ny bog på markedet lave samtidige indslag om bogens indhold? Politiken stiller spørgsmålet til en række mediefolk.

Kultur

Politiken har bragt omtale af Politiken-journalist Jakob Sheikhs nye bog.

Og i ’21 Søndag’ forleden var det DR-journalist Puk Damsgård, der interviewede et dansk gidsel, som optræder i den bog, hun udgav dagen efter.

Vi spørger tre medieeksperter, om danske medier har problemer med habiliteten.

Lasse Jensen, journalist, medieekspert og tidligere redaktør på ’Mennesker og Medier’:

»Nej. Men det er heller ikke uproblematisk. Det aktuelle eksempel er diskussionen om Puk Damsgårds indslag i 21-Søndag , og det problematiske er ikke, at hun laver indslaget. Det er timingen, der er noget galt med. Det, at man bringer det, dagen inden hendes bog udkommer, selv om det er tydeligt, at indslaget er lavet for længe siden, og der er sommer og sol på billederne. Det er Puks historie, det er hende, kilden betror sig til, hun har skaffet sig adgang til ham, og det er da bare et godt stykke journalistisk arbejde. Så selvfølgelig skal Puk lave den historie, men hvorfor venter man til den søndag, hvor samtlige andre aviser har den? Hvorfor havde »21 Søndag« ikke den historie for 14 dage siden? Der havde det også været en fantastisk historie«.

»Det er en god historie, som vil være aktuel på et hvilket som helst tidspunkt. Det er ikke en god historie, fordi der kommer en bog. Tænk dig om som journalist: Puk Damsgård har den her fantastiske historie solo: En hvilken som helst redaktør vil da bare sige: Lav den nu! Hvorfor vente? Det at vente afføder alle mulige teorier, som ikke har bund i virkeligheden, håber jeg. Som for eksempel om det er forlaget, der har bestemt, at det først måtte offentliggøres i søndags«.

Vibeke Borberg, forskningschef og mediejurist på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:

»Det er superinteressant, når journalister skriver bøger om emner, de ved noget om. Men når mediet bag journalisten stiller sig til rådighed for at promovere bøgerne i en tidsmæssig problematisk sammenhæng, må man spørge, om det er i orden, og det var efter min mening det, der skete, med det i øvrigt udmærkede indslag, Puk Damsgård lavede i søndags: Emnet er relevant, men vil Danmarks Radio bringe det, må de enten lade en anden lave det eller bringe det på et andet tidspunkt. Ikke dagen før Puk Damsgårds bog udkommer«.

»Politiken har lige givet spalteplads til Jacob Sheikhs nye bog om unge krigere, men Politiken opfylder de etiske krav ved at varedeklarere og skrive, at han er en af avisens egne journalister. DR, derimod, har en public service-forpligtelse, der gør, at varedeklarationen ikke i sig selv nok. Som jurister opererer vi med utrolig strikse habilitetskrav, men der findes ikke et tilsvarende journalistik habilitetsbegreb. Her bedømmes det fra gang til gang, om noget taler imod, at en bestemt journalist dækker et bestemt emne. Det skader mediernes troværdighed, når der fra tid til anden opstår en habilitetskonflikt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bjarne Schilling, læsernes redaktør på Politiken:

»Vi har et bredt formuleret regelsæt for at forhindre, at folks økonomiske interesser bliver blandet sammen med deres journalistik. Selv har vi jo lige bragt uddrag af Puk Damsgårds bog og også haft omtale af vores egen journalist, Jakob Sheikhs bog, og når det er journalistisk begrundet, er der ikke noget problem i det. Men hvis vi i teorien skriver noget, der ikke er journalistisk begrundet, eller hvis en medarbejder fik en ide om at skrive og markedsføre et produkt, vedkommende havde lavet i fritiden, så går den ikke. En bog, derimod, skrevet af en journalist, adskiller sig, fordi den kan have redaktionel interesse for vores læsere. Så må vi tage med, at der også er kommercielle interesser involveret«.

»Afgørende er også, at beslutningen om, hvad vi omtaler, tages af en anden end den, der har skrevet bogen. For eksempel skal vores chefredaktør, Bo Lidegård, ikke afgøre, om vi bringer uddrag eller omtale af hans bøger. Men hvis vi slet ikke kunne bringe omtale af bøger, skrevet af vores egne, ville det diskvalificere os i forhold til andre medier. Det kan ikke være meningen, at vi som de eneste ikke skulle kunne skrive om det, når for eksempel Jakob Sheikh skriver en bog om hellige krigere«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce