ALLIANCER. Museum of Modern Art i New York er en af de internationale kulturinstitutioner, der har indgået partnerskab med det private erhvervsliv. MoMA får penge at holde åben for, partneren får lov at trykke Warhol på sine T-shirts.
Foto: GREGORY BULL/AP

ALLIANCER. Museum of Modern Art i New York er en af de internationale kulturinstitutioner, der har indgået partnerskab med det private erhvervsliv. MoMA får penge at holde åben for, partneren får lov at trykke Warhol på sine T-shirts.

Kommercielle alliancer: Sådan samarbejder kultur med kapitalen

Fem eksempler på partnerskaber mellem kunstnere og firmaer.

Kultur

Teatre, museer og andre kulturinstitutioner skal være bedre til at bejle til erhvervslivet.

Det siger kulturdebattør og kommunikationsdirektør Christian Have i sin kommende bog 'Den nye guldalder'.

LÆS MERE

Stat og fonde er ikke uudtømmelige kilder, og derfor er flere partnerskaber med private virksomheder den eneste udvej for kulturen, hvis den vil udvikle sig. Og det kan være en stor gevinst for både kultur og erhvervsliv, siger han.

Men udviklingen, der allerede i gang, rejser spørgsmål: Hvor langt kan kunsten gå, uden at den sælger ud?

Her er 5 eksempler på partnerskaber mellem kultur- og erhvervsliv:

1. Energidrikken og musikken

Den østrigske energidrikproducent Red Bull har siden 1998 kørt Red Bull Music Academy, der ud over at finansiere studie- og indspilningsfaciliteter for udvalgte musikere afholder konferencer med foredrag for musikbranchen.

I studierne i København har navne som Emma Acs, Kasper Bjørke og Mike Sheridan indspillet. Firmaet bruger kunstnerne og initiativerne som en del af deres markedsføring.

2. Tøjjapaneren og kunsten

I USA sponsorerer det japanske tøjfirma Uniqlo gratis indgang på kunstmuseet MoMA i New York hver fredag aften.

Til gengæld får Uniqlo lov at trykke motiver af museets værker på trøjer, paraplyer og tasker, ligesom Uniqlo bruger aftalen og MoMA’s logo som en del af sin markedsføring.

Kollektionerne har blandt andet omfattet tryk af Jean-Michel Basquiat, Keith Haring, Jack Pierson, Jackson Pollock, Lawrence Weiner, Ryan McGinness og Sarah Morris.

3. Øllene og rocken

Hos Royal Unibrew og Tuborg hjælper man gennem støttepuljerne Tak Rock og Tuborg Musikhjælp ved for eksempel at promovere nye bands og betale transportomkostninger til deres koncertturneer. Penge, som kunstnerne alternativt kunne søge om i offentlige puljer.

Som forudsætning for en håndsrækning fra Tuborg Musikhjælp skal kunstnere ifølge hjemmesiden »instagramme og tweete« fra deres turné mindst en gang daglig under hashtagget »#tuborgmusik«, ligesom de skal lave en video, hvori de lægger egen musik som underlægning, som Tuborg »kan bruge til markedsføring«.

4. Spritten og kunsten

Den svenske spritproducent Absolut Vodka er siden 1980’erne blevet en kendt aktør i den internationale kunstverden, en underspillet mæcen og partner, der blandt andet har samarbejdet med verdenskunstnere som Keith Haring og Damien Hirst og er partnere med MoMA PS1 i New York.

Til årets udgave af kunstmessen Chart var Kørner-baren finansieret og udviklet i samarbejde med Absolut.

Absolut finansierer også kunstprojekter som Absolut Art Bars, der er serveringsbarer, der udsmykkes af kunstnere som eksempelvis danske John Kørner og opstilles til alverdens kunstmesser.

5. Luksusmærkerne og musikken

Herhjemme har rockgruppen Mew indgået samarbejder med Microsoft og B&O, ligesom Mercedes-Benz, der løbende har involveret sig i kulturlivet internationalt, bl.a. i modebranchen, har samarbejdet om koncertturne og musikvideoindspilninger med bandet Reptile Youth.


Under musikvideoen til Reptile Youths 'JJ' står der på YouTube: »The video is produced by Mercedes-Benz«.

Senest har bilmærket lanceret Prxjects, et ’kulturlaboratorium’, der giver danske kunstnere mulighed for at udføre eksperimenter »drevet af kunstneriske visioner frem for jagten på det næste hit«. I denne uge præsenterer filminstruktør Daniel Kragh-Jacobsen og bandet Reptile Youth for eksempel en ny musikvideo, der er finansieret af Mercedes-Benz.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce