Medspiller. Særligt musikbranchen møder interesse far komercilele samarbejdspartnere. Her er det Reptile Youth, der har fået musikvideoer finansieret af bilmærket Mercedes-Benz.
Foto: Thomas Borberg

Medspiller. Særligt musikbranchen møder interesse far komercilele samarbejdspartnere. Her er det Reptile Youth, der har fået musikvideoer finansieret af bilmærket Mercedes-Benz.

Regeringen sløjfer center for kulturøkonomi

Kultur og private firmaer bør indgå flere alliancer, siger Bertel Haarder.

Kultur

Selv om kulturminister Bertel Haarder (V) ser behov for, at landets teatre, museer og kulturliv »udviser større åbenhed« over for at samarbejde med private virksomheder, mener han ikke, det er hans opgave at skubbe til udviklingen med konkrete planer eller penge.

Derfor vil han heller ikke opretholde støtten til det eneste offentlige organ, der netop arbejder med at fremme partnerskaber mellem kultur- og erhvervsliv. Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi (CKO) mister med regeringens finanslovsforslag sin bevilling og lukker i sin nuværende form ved årsskiftet.

De radikales Marianne Jelved kalder beslutningen »hammerdårlig og kortsigtet«, ligesom Socialdemokraternes Mogens Jensen kritiserer stoppet.

»Det gode spørgsmål til både kulturministeren og erhvervsminister er jo: Hvad skal erstatte det initiativ? Hvem samler nu de gode erfaringer?«, siger han.

LÆS POLITIKEN MENER

Lukningen er særligt uklog på et tidspunkt, hvor kulturen ifølge regeringen står til at skulle spare 600 millioner kroner over de næste 4 år og bliver nødt til at kigge mod erhvervslivet i jagten på penge, mener lektor i kulturøkonomi på Copenhagen Business School Trine Bille, der også sidder i CKO’s bestyrelse.

»Vi ved af erfaring, at det er svært at få de her samarbejder i stand, fordi kultur- og erhvervslivet ofte er to vidt forskellige verdener«, siger hun og peger på, at CKO har opbygget stor viden på området, som også bruges internationalt.

Kan kapitalen redde kulturen?

Teatre, museer og det øvrige Kulturdanmark er nødt til at kigge mod erhvervslivet, hvis man vil undgå afvikling, påpeger kulturdebattør Christian Have i sin nye bog, der blev omtalt i Politiken i sidste uge. Der kommer næppe afgørende nye pengestrømme fra politikere og landets fonde, siger Christian Have og argumenterer for, at en »markedsliggørelse« af landets kulturliv er til gavn for både kultur og erhvervsliv.

Der er allerede eksempler at skæve til: Firmaer som Tuborg, Royal og Red Bull støtter unge musikere ved for eksempel at stille studie- og indspilningsfaciliteter til rådighed mod til gengæld at kunne bruge kunstneres navne som en del af virksomhedernes markedsføring.

På kunstmuseet ARoS i Aarhus har man med inspiration fra sportsverdenen etableret en investorklub og fået ambassadørvirksomheder, og i udlandet sørger det japanske tøjfirma Uniqlo for gratis indgang på kunstmuseet MoMA i New York en aften om ugen og får til gengæld lov at trykke motiver af museets værker af Warhol og Basquiat på T-shirts og tasker.

Det er netop partnerskaber mellem kultur og erhvervsliv, CKO har forsøgt at igangsætte og samle viden om, siger direktør Rasmus Winstedt Tscherning, der kalder lukningen »besynderlig og ærgerlig«. Centret blev stiftet af Kulturministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet i fællesskab i 2008 og har i de seneste 3 år fået en årlig bevilling på 5 millioner kroner fra de såkaldte Umts-midler.

Vi står til at miste en institution, der har samlet rigtig meget viden

I løbet af sin levetid har CKO været med til at starte partnerskaber mellem store virksomheder som Arla og kulturaktører som animationsteatret Rokoko.

»Vi står til at miste en institution, der har samlet rigtig meget viden«, siger Rasmus Winstedt Tscherning.

Da CKO siden 2012 har vidst, at finanslovsbevillingen måske ville ophøre ved udgangen af 2015, har man stiftet foreningen Creative Business Cup, der vil fokusere på, hvilke fordele virksomheder kan have ved at inddrage kunstnere – altså mere for virksomhedernes end for kunstnernes skyld. Den nye forening håber at hente midler fra virksomheder og fonde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kulturministeren understreger, at det er glædeligt, når blandt andet Det Kongelige Teaters direktør, Morten Hesseldahl, siger, at man skal blive bedre til at jagte kommercielle partnere.

»Og der bestemt også nogle museer – og jeg vil ikke nævne navne – som kunne lære noget af det her«, siger han.

Flere stemmer, herunder Christian Have og den private organisation KulturErhverv, har dog fremhævet, at de to verdener mangler platforme at mødes på.

Bertel Haarder, det er vel netop sådan nogen som CKO, der kunne hjælpe med det?

»Jeg har ikke nogen planer om at genetablere statsstøtten. Det er de gode ideer, der skal smitte«, siger ministeren, der heller ikke agter at lancere skattefordele for virksomheder, der vil støtte kulturlivet, sådan som tidligere kulturminister Brian Mikkelsen forsøgte i 00’erne.

Haarder fremhæver ARoS’ erhvervsindsats som forbilledlig.

Og både han, Jelved og Mogens Jensen afviser, at der er grund til bekymring for, at flere partnerskaber med erhvervslivet betyder et mindre frit kulturliv eller kunstnere, der sælger ud:

»Når vi ser på eksemplerne rundtomkring, er der jo ikke antydning af, at virksomheder vil styre noget«, siger Haarder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det samme siger lektor Trine Bille. Det er dog vigtigt, understreger hun, at politikerne ikke forventer, at nye private pengestrømme til kulturen betyder, at man kan nedprioritere statens kulturstøtte.

»Det er andre interesser, der driver kultur- og erhvervssamarbejder, og derfor er det meget vigtigt, at der en basis i den offentlige kulturstøtte«, siger hun.

»Ikke kun, fordi de private ofte kun kommer, når staten også er der, men også, fordi den offentlige støtte gør noget, som den private ikke kan«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce