Kritik. Rune Lykkeberg mener, at det er journalistikkens opgave, at afdække alt det der ikke fungerer, og derfor har den ret til at være kritisk.
Foto: JACOB EHRBAHN

Kritik. Rune Lykkeberg mener, at det er journalistikkens opgave, at afdække alt det der ikke fungerer, og derfor har den ret til at være kritisk.

Handler journalistikken kun om alt det, der ikke virker?

Skal kritik være konstruktiv, og skal journalistik komme med forslag til løsninger?

Kultur

Det siges, at kritikken er for sur og negativ. At de, der kritiserer i vores samfund, ikke selv har noget positivt bud på, hvad man skal gøre, men bare peger fingre og skælder ud. Det lyder som et opgør med en sur onkel, der sidder tilbagelænet og brokker sig. Nu skal onklen have dårlig samvittighed, fordi han har spredt dårlig stemning.

Og så skal han begynde at bage boller, stille blomster frem og komme med forslag til, hvordan man kunne gøre alting bedre. Holdningen er, at man ikke skal kritisere, hvis man ikke selv har et bedre alternativ. For så er det bare nej-hat og billig brok.

Noget tilsvarende siges om journalistikken: Den handler kun om alt det, der ikke virker. Medierne skriver kun om Irak, hvis en selvmordsbomber sprænger en masse i luften, og flyvemaskinerne lander først i aviserne, når de falder ned.

Vi hører kun om skattevæsenet, når der er skandaler, og statsministerens privatliv bliver først til en historie, hvis han har drukket for meget for andres penge.

Det er altid det negative i medierne, siger dem med den positive psykologi. Dårligt humør og ulykker og skandaler og katastrofer og død og fattigdom og så en hel masser cancer.

Udgangspunktet for kritikken er, at journalistikken frit kan vælge: Den kan enten være kritisk, negativ eller opbyggelig, positiv. Og så har den valgt at være sur. Sådan set er det en sympatisk mediekritik, som vil gøre folk glade.

Men det er en kritik, som misforstår hele opgavefordelingen i vores samfund. Det er nemlig ikke indrettet sådan, at alle kan og skal alting. Det forholder sig derimod sådan, at forskellige personer i forskellige positioner har forskellige opgaver.

Regeringen har den viden og de kompetencer, der skal til for at løse de problemer i samfundet, som staten kan løse. Den bliver betjent af centraladministrationens embedsmænd og institutioner, som har overblik og indsigt til at gennemregne finanspagten og kalkulere effekterne af finansloven.

Det er altid det negative i medierne, siger dem med den positive psykologi

Den viden og indsigt har hverken kulturkritikere eller journalister. Det ville være latterligt arrogant, hvis man forestillede sig, at journalister i en kommentar eller kritikere i en hurtig analyse kunne udarbejde en mere solidarisk finanslov.

Og hvis man krævede, at kritikere af den økonomiske politik skulle komme med et bedre bud selv, havde man reelt udelukket alle andre end økonomer fra debatten om fordelingen af pengene i vores samfund. Og så har vi indført et teknokratisk enevælde.

Journalistikken har en anden opgave, som er at afdække alt det, der ikke fungerer, og afsløre afstanden mellem fælles idealer og politiske realiteter. Man kan fortælle en positiv integrationshistorie fra en kommune, men den er kun interessant som kritik af integrationsindsatsen i andre kommuner. Hvis alle gjorde det rigtigt, ville den også være meningsløs.

Det positive er ikke interessant, fordi det allerede fungerer, og de gode historier er kun relevante som modbillede til de negative historier. I øvrigt er det påfaldende, at statsmagten i autoritære stater som regel siger, at de sætter stor pris på kritik, hvis bare den er konstruktiv. Men hvis man kræver, at enhver kritik skal komme med alternativ og journalister skal søge løsninger, har man trukket en jahat ned over hovedet på dem og kvalt dem.

Debat

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kritikken kan være elendig, hvis det bare er brok, eller den kan være trættende, hvis den kører det automatiske omkvæd: Alt er dårligt, det hele forfalder, anstændigheden er forsvundet, djøfferne har taget al magten og vi er ude på en uendelig glidebane. Problemet med den kritik er ikke, at den er negativ eller sur. Det er derimod, at det er en dårlig kritik. Den er hverken præcis, effektiv, overraskende eller afslørende.

Kritikken har ret til kun at være kritisk. Det er ikke kun en ret, som sikrer mennesker frihed til at protestere mod alt, der forekommer uretfærdigt. Det er også et princip, som gør, at samfundet bliver udsat for så meget effektiv, væsentlig og præcis kritik som muligt. Kritikken er således i sig selv konstruktiv og opbyggelig, når netop den er negativ og afslørende.

Men hvis det bliver meget med den hårde kritik og den kritiske presse, er journalistik jo også afdækning af verdener, som vi ikke vidste fandtes. Det kan være opdagelser af mennesker, steder, ord eller anderledes tanker. Eller opdagelser af en helt ny musik. Det er alt det, der foregår rundt om staten.

Og vi ved jo godt, at det er der, de virkelige forandringer finder sted.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce