Nødvendighed. Honneth har skevet sin bog for at nå frem til en demokratisk, stærk og lyttende socialisme, da han mener at vi har brug for den.

Nødvendighed. Honneth har skevet sin bog for at nå frem til en demokratisk, stærk og lyttende socialisme, da han mener at vi har brug for den.

Kultur

Vil du være med til den nye socialisme?

Den tyske filosof Axel Honneth giver i ny bog, sit bud på en ny stærk socialisme forklaret for alle dem, der vil hejse den røde fane igen.

Kultur

Der er et sted i Frankfurt, hvorfra venstreorienterede tanker breder sig til resten af verden. Det, man tænker og skriver på Socialforskningsinstituttet i Frankfurt i dag, bliver slogans for globale aktivister og pensum for venstreorienterede intellektuelle i morgen.

Skolen kaldes Frankfurterskolen, og den har gennem snart 100 år tænkt og gentænkt kritikken af kapitalismen. Intellektuelle stjerner som Adorno, Marcuse og Jürgen Habermas er alle voksne børn af Frankfurterskolen.

Den nuværende leder af skolen er filosoffen Axel Honneth, som er blevet en venstreorienteret verdensstjernefilosof. Han underviser i USA, hans bøger bliver oversat til alle sprog, og hans tanker om anerkendelse har bredt sig så meget, at også danske skolelærere, pædagoger og sygeplejersker kræver anerkendelse efter Honneths skabelon.

LEKTOR:

Hans bøger er tunge, lange og teoretiske, men de har vist en forbløffende evne til at nå frem til den verden uden for akademiet, hvor praktikere og professionelle prøver at forstå, fortolke og forbedre den verden, de lever i.

For Axel Honneth vil ikke kun filosofere over filosoffer og undersøge andres undersøgelser. Målet med hans tænkning er at forandre verden. Og når hans nye bog hedder ’Socialismens idé’, ’Die Idee des Sozialismus’, er det, fordi han vil finde ud af, hvordan vi skal tænke socialisme i dag, hvis vi vil bruge den til at løse vores problemer. Han vil smadre den gamle socialisme for at redde dens oprindelige idé.

Her følger vores pædagogiske skitse over Axel Honneths vej til den nye socialisme.

1) Socialismen i dag

Måske har vi mistet troen på kapitalismen, men vi har ingen tillid til socialismen, konstaterer Axel Honneth. Mange brokker sig over ulighed, fattigdom og den afsindige rigdom hos dem, der har mest.

Bernie Sanders, som er præsidentkandidat i USA, kalder sig for demokratisk socialist, og det britiske arbejderpartis nye leder, Jeremy Corbin, er også en slags socialist. Men begge er mere protestpolitikere end ledere med en sag, som de kompetente tror på og de søgende vil kæmpe for.

Som Honneth skriver: »Man tror i dag hverken på socialismen som en bevægelse, der igen vil være i stand til at begejstre masserne, eller som noget, der kan vise vejen til et kompetent alternativ til nutidens kapitalisme«.

Socialisterne mente, de havde svarene, men de stillede ikke engang de rigtige spørgsmål

Men vi har brug for socialismen, insisterer Honneth. Vi har brug for en demokratisk, stærk og lyttende socialisme. Og det er den, han har skrevet bogen for at nå frem til. Socialismens idé er i al sin enkelhed »social frihed«. Liberalisterne tænker kun på frihed og ikke på lighed og broderskab, hævder Honneth. De konservative går op i broderskabet, men de kæmper hverken for lighed eller frihed.

Honneth erklærer, at socialismens opgave er at tænke frihed, lighed og broderskab sammen. Det kræver et gennemført opgør med den gamle socialisme. Så han griber kort tilbage for at tage et stort skridt fremad.

2) Den socialistiske fortælling

Verden var enkel for den gamle socialisme. Arbejderen var helten, og arbejderklassen var det hold, man holdt med. Den eneste rigtige modstander var den onde kapitalisme, og den eneste rigtige kamp handlede om penge. Og så troede de på, at historien var en række af fremskridt.

De gamle socialister var ikke interesseret i kvindefrigørelsen, for den handlede ikke om arbejderes kamp mod kapitalismen, så det var den forkerte kamp. De interesserede sig ikke for homoseksuelles rettigheder eller sortes kamp for anerkendelse.

De var ikke allieret med andre undertrykte grupper, og de var ikke optaget af andre uligheder end den mellem arbejdere og kapitalister. Alt andet end klassekampen og opgøret med kapitalismen var falsk bevidsthed eller borgerlig ideologi.

3) Socialismens fejltagelser

Den gamle socialisme blev til som protest mod vilkårene for arbejderne i 1800-tallet. Og socialisterne har ifølge Honneth bevaret billederne, parolerne og fanerne fra dengang. Men verden er radikalt forandret, og socialisterne må gentænke deres idé i den nye situation.

De forstod ikke, at demokratiet kunne være vejen fremad for socialister, fordi de var så optaget af kapitalismen, at de regnede markedet for den eneste rigtige kampplads. De interesserede sig kun for økonomi og ikke for den kultur og ideer, som også former menneskenes liv.

Socialisterne kunne have allieret sig med feminismen, med borgerrettighedsbevægelsen, med den seksuelle frigørelse og med andre udsatte gruppers kampe for anerkendelse. Men det gjorde de ikke – ofte var de endda modstandere af de andres kampe eller latterliggjorde dem som ’falsk bevidsthed’.

De havde en tendens til at blive autoritære, fordi de ofte på forhånd vidste, hvordan arbejderklassen skulle handle, og hvad der var målet med historien. Socialisterne mente, de havde svarene, men de stillede ikke engang de rigtige spørgsmål.

4) Opgør med socialismen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis socialismen skal være noget væsentligt i dag, kræver det ifølge Honneth et opgør med den tidlige socialismes verdensbillede. Den kan for det første ikke længere kun være en teori om arbejderklassen. Socialismen må være en teori for alle mennesker, hvis frihed er urimeligt hæmmet, og hvis muligheder er uretfærdigt begrænsede. Den må kunne alliere sig med alle undertrykte og underprivilegerede.

Den må for det andet indse det enorme frigørende potentiale i demokratiet. Socialismen må og skal være demokratisk. Ikke for at være pæn og acceptabel, men fordi der i demokratiets idé er en fordring om, at alle har ret til at komme til orde og kræve deres ret.

Det betyder for det tredje, at socialister må anerkende, at det ikke kun er økonomien, som afgør kampen for frihed og fællesskab. Socialister bør ifølge Honneth erkende, at mennesker fører deres politiske kampe forskellige steder på forskellige præmisser. Der er ikke kun én kamp, som er den overordnede kamp.

RUNE LYKKEBERG:

Den fjerde konsekvens af, at socialismen bliver demokratisk, er, at den må opgive sin facitliste for, hvad folk skal kæmpe for. Socialisterne har ikke svaret på, hvad frihed betyder for andre mennesker.

Den må lytte til deres egne fortællinger og protester og hjælpe med at identificere begrænsningerne, undertrykkelserne og modstanderne. Honneth anbefaler en overgang fra den bedrevidende socialisme til en lyttende socialisme.

Den gamle socialismes værste ansigt var elitekulturen, hvor de få teoretikere havde svaret for alle mennesker. Den nye socialismes værste ansigt er derimod populismen, hvor ethvert menneskes ubehag bliver taget bogstaveligt.

Endelig kan socialisme ikke gøre broderskabet til frihedens modstander. Pointen med socialisme og det virkelige mål er det, som Honneth kalder ’social frihed’. Socialismen må bygge på den indsigt, at intet menneske kan blive frit alene, og ingen fællesskaber kan forsvare at undertrykke medlemmernes frihed.

Hvis det enkelte menneske skal være frit, kræver det sociale spillerum, som det deler med de andre. Friheden er kun mulig som broderskab, hævder Honneth, og det bedste broderskab bygger på menneskenes frihed.

5) Den nye socialisme

Slagordet for Honneths socialisme er ikke så voldsomt og revolutionært som den gamle socialismes kamp, hvor arbejderen er den eneste helt, og proletariatet er det rigtige hold i verdenshistorien.

Det er, at socialismen skal være talerør for dem, der ikke kommer til orde. Uanset hvem det er, og hvad de kæmper imod, skal socialismen forpligte sig på at fjerne de forhindringer og forandre de strukturer, som gør folk usynlige, udelukkede og ufrie. Honneth gentager derfor adskillige gange, at socialismen skal se på historien som et politisk eksperimentarium.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den skal drage lære af de fremskridt, der fører til nye ufriheder, og de storartede ideer, som er blevet til sociale fiaskoer. Historien er drevet af et stærkt fremskridt, men bevæger sig frem og tilbage, alt efter hvordan menneskene vælger at håndtere deres nye præmisser.

Den gamle socialismes værste ansigt var elitekulturen, hvor de få teoretikere havde svaret for alle mennesker

Kamppladsen er derfor ikke længere markedet, men den demokratiske offentlighed, hvor de politiske projekter diskuteres og de usynlige kommer til orde. Socialismen skal opsøge de tegn på fremskridt, som hele tiden finder sted på nye felter, og de symptomer på nye ufriheder, der konstant opstår.

Det er en socialisme, som lyder underligt ufarlig og banal. Men det er også en socialisme, som står på en historie af sejre, og som kan forlange det umulige på præmisser, som alle må anerkende. Det bliver en socialisme, der tager den franske revolution alvorligt og insisterer stærkere end nogen andre på frihed, lighed og broderskab.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce