Swing. Sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk leverer Ole Kock Hansen en række både åndfulde og fyndigt swingende fortolkninger af nordiske viser. Samtidig er der lagt vægt på den mindste detalje.
Foto: Torben Christensen

Swing. Sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk leverer Ole Kock Hansen en række både åndfulde og fyndigt swingende fortolkninger af nordiske viser. Samtidig er der lagt vægt på den mindste detalje.

Kultur

Jazzens musikalske sprog går igen på tre nye album

Jazzen kan bidrage til især den nordiske vise-, salme- og sangtradition.

Kultur

Der går en historie om pianisten Ole Kock Hansen, at man aldrig har hørt ham lave ’bøffer’ i form og melodi. Uanset om det er sandt eller ej, har ’Hancocksen’s soliditet og afdæmpede perfektionisme været en vægtig stemme i de seneste årtiers danske jazz og populærmusik.

Kock Hansens bidrag til vor musikkultur ligger ikke mindst i foreningen af nordisk visemusik og jazz.

I dette møde har han siden 1970’erne været en eminent arrangør af alt fra klaversatser til kor, strygere og bigbands. Den samtidig dybt swingende pianist lufter atter sin specialitet på duopladen ’Fine Together – Nordic Moods’ i sammenspil med bassisten Thomas Fonnesbæk. Et mesterligt møde.

Arven fra duosamarbejdet med vennen og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen er massivt til stede i Kock Hansens valg af sange som ’O, tysta ensomhet’, ’Jeg gik mig ud en sommerdag’, ’Natten er så stille’ og NHØP-kompositioner som ’Those Who Were’, ’Uncharted Land’ og den lidt uinteressante ’My Little Anna’.

Men selvom man kan diskutere et par af sangvalgene, byder Kock Hansen og Fonnesbæk på en række både åndfulde og fyndigt swingende fortolkninger med vægt på den mindste detalje.

Så som den harmonisk raffinerede tæthed i klaverakkorderne i ’Den største sorg i verden her’ og melodiens flow i ’Altid frejdig når du går’.

Pladen er en stærk markering i den sene Ole Kock Hansens pladekarriere

Den skønt pulserende ’Jeg gik mig ud en sommerdag’ i samme arrangement som NHØP og Kock Hansens på ’Eternal Traveller’ (1985) har stadig rygrislende virkning, når melodien omsider præsenteres af Fonnesbæks varme bas.

Pladen er en stærk markering i den sene Ole Kock Hansens pladekarriere. Og ligeledes en demonstration af Fonnesbæks høje niveau som musiker. Musikken virker så ligetil og spontan og samtidig så gennemarbejdet i detaljen. Hemmeligheden er nok, at den er begge dele på én gang.

Adfæmpet og poetisk sejlads

Noget af det samme kan siges om den aarhusianske pianist Mads Bærentzens soloplade ’Natten er så stille’ med fortolkninger af danske salmemelodier. Det er hans andet udspil i denne boldgade. 12 titler – udelukkende af C.E.F. Weyse – er genstand for hans afdæmpede og poetiske sejlads op ad hymnernes Gudenå.

Bærentzen dyrker det meditative uden at sætte kreativiteten over styr. Han kontrollerer hver en frasering og dens funktion i musikkens rolige åndedrag. Men der pibler også små frække harmonier og frie fraser ud. I ’Gud ske tak og lov’ og ’Lysets engel går med glans’ arbejdes der med klangspektret og resonansen i Bösendorfer-flyglet, så melodierne – med udnyttelsen af studieteknik – bliver til smukke og svævende tonedigte.

Ja tak til den slags.

Historiefortælling

Saxofonisten Christian Vuust og den amerikanske pianist Aaron Parks har et bredere sigte med deres udgivelse, ’Storytelling’, der også er en lille smukt illustreret hardbackbog med digt og idealistisk miniessay om jazzens væsen af Peter Laugesen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Dertil sangtekster og kommentarer. En flot satsning, som i musikalsk henseende knap nok lever op til konceptet.

Peter Laugesen skriver virilt om jazzen, at »den genvækker håbet i sin blues, i sin ragtime, i sine worksongs, sin soul, sin rock and roll, sin Bessie, sin Lester, sin Monk, sin almægtige, sørgende, jublende, universelle sjæl spruttende ud af fremtidens ældgamle horn«.

Helt så ekstatisk og Ginbergsk spiller musikken ikke. Vægten ligger på musikkens enkle melodiske væsen og ’historiefortælling’ i fortolkninger af både danske viser og evergreens som ’Sig nærmer tiden’, ’Månestrålen’, ’Man binder os på mund og hånd’ og amerikanske standardmelodier.

Spillet er skåret ind til benet. I visse tilfælde – som i ’En yndig og frydefuld sommertid’ – bliver det for velfriseret. Men Aaron Parks akkompagnerer glimrende, og det lykkes ham i flere af sine soli at tilføje et ekstra gran salt for eksempel i sine intense improviserede linjer i ’Man binder os på mund og hånd’. Og indflydelsen fra Keith Jarrett viser sig i hans spil i Sebastians ’Vårvise’.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce