Synspunkt- Trisse Gejl debuterede som forfatter i 1995 med romanen 'Hvor mælkebøtter gror'. In sin nyeste skriver hun om menneskets uvilje til at se mørket i øjnene.
Foto: Les Kaner/PR

Synspunkt- Trisse Gejl debuterede som forfatter i 1995 med romanen 'Hvor mælkebøtter gror'. In sin nyeste skriver hun om menneskets uvilje til at se mørket i øjnene.

Forfatteren til 'Ulvekvinten' tror ikke på godt og ondt - kun på smerten

Ifølge Trisse Gejl lever vi i et fortrængende samfund. I sin nye roman ’Ulvekvinten’ prøver hun at forstå, hvad der kan få et menneske til ikke at ville leve mere.

Kultur

Der dør cirka 30 procent flere danskere af selvmord hvert år, end der gør i trafikken. Det er bare ikke noget, vi taler om. Det mener Trisse Gejl, som netop har udgivet romanen ’Ulvekvinten’. Og den gør netop det: taler om selvmordet.

Zoe er pianist og underviser på Konservatoriet. Hun lever et tilsyneladende godt og fredsommeligt forstadsliv, men bryder alligevel lige så langsomt sammen af skyld og angst. Gennem den 9-årige søn Frederik og veninden Beate kredser romanen om en kvindes langsomme opløsning, der ender med, at hun sluger et glas piller.

Bogen er et forsøg på at forstå det mørke, som mange mennesker befinder sig i: »Jeg fik lyst til at insistere på at komme ind i det mørke, at forstå det«.

Fortrængning, Ironman og spelt

Sådan er det med de fleste af Trisse Gejls bøger. De er forsøg på at nå nærmere noget, der undrer hende. Når hun sidder og fortæller om sin roman, gør hun det, så ordene tripper i hælene på hinanden, ledsaget af livlige armbevægelser. »Jeg er fuldstændig forelsket i livet«, fortæller hun og griner.

Man har faktisk lov til at slå det menneske, man selv er, ihjel

Selv om Trisse Gejl for nogle år siden oplevede en depression på eget sind, kan hun ikke forestille sig ikke at ville leve mere.

Hun peger ned på bogen, der ligger foran hende: »Som Beate siger på et tidspunkt i romanen: De dybeste kløfter fremkalder beundring hos alle os, der aldrig falder ned i dem. Og det tror jeg er rigtigt. Men der er altså nogen, der falder – og springer. Det er altså sådan, det der. Og vi vil ikke rigtig tale om det«.

I stedet for at erkende, hvordan verden rent faktisk ser ud, mener Trisse Gejl, at vi konstant slår blikket ned. Eller rettere, at vi desperat vender det mod vores næste maratonløb og sukkerfrie kostplan.

»Prøv lige at se på, hvordan vi lever! Så løber vi lige tre ironman og så ned i fitnesscenteret og så noget spelt. Jeg synes, der er sådan en mørkeangst og en dødsangst i den her verden. En angst for rigtig at forholde sig til, hvad der foregår derude. For der foregår virkelig nogle grusomme ting«.

Ulvekvinten er netop en metafor for denne fortrængning. Det er en musikalsk term for den falskhed, som naturligt forekommer i det vestlige stemningssystem. Siden 1600-tallet har man spredt disharmonien ud over alle tonerne, så man ikke rigtig lægger mærke til, at der i grunden er noget galt.

Selvmorderen er provokerende

I denne fortrængende kultur er selvmorderen provokerende. Fordi hun minder os om, at noget måske ikke er, som vi går rundt og bilder os ind.

»Jeg synes, der mangler en større forståelse for de mennesker, som får det så skidt, at de vil tage deres eget liv. De bliver en lille smule fordømt. Vi siger det ikke, men det bliver de. Nå, du gider ikke være med til det her liv, som jeg er ret glad for? Der er noget i det, som vi ikke kan have. Jeg tror selvfølgelig, det er, fordi det konfronterer os med nogle af de her eksistentielle paradokser, som alle mennesker oplever på et eller andet tidspunkt«.

SE OGSÅ:

En anden typisk reaktion er at kalde selvmordere for egoistiske. De efterlader jo familie og venner med et kæmpe savn. Det synspunkt kan imidlertid hidse Trisse Gejl op: »Bilder jeg mig ind, at min smerte er større end den smerte, selvmorderen oplevede? Skal man afkræve et andet menneske at leve i et mareridt, fordi jeg ikke kan bære min egen sorg?«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun er overbevist om, at det er enormt vigtigt at sætte ind over for selvmordstruede psykisk syge. Men hun tror også, at der er nogle, som har det så rædselsfuldt, at de skal have lov til at tage deres eget liv.

»Man har faktisk lov til at slå det menneske, man selv er, ihjel. Vi kan bare ikke have det. Jeg er sikker på, at der er mange selvmord, der skal forhindres, men jeg er også sikker på, at der er mange, der ikke skal«.

Selvfølgelig har selvmordet kæmpe konsekvenser for de pårørende.

»Men det er ikke en bog om omsorgssvigt«, siger Trisse Gejl:

»Der er jo ikke nogen, der er gode eller onde. Det er bare sindssygt smerteligt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce