Digi. Det er fremtiden, han kigger ind i og op i. Vi så ham i rollen som en af de mange internationale hackere ved Hack4DK i Slots- og Kluturstyrelsen, der hen over tre dage parrede hackere med danske kulturinstitutioner, hvis arv i mange tilfælde godt kunne trænge til en makeover og til at blive forstået på tværs snarere end på langs.
Foto: Ivan Riordan Boll

Digi. Det er fremtiden, han kigger ind i og op i. Vi så ham i rollen som en af de mange internationale hackere ved Hack4DK i Slots- og Kluturstyrelsen, der hen over tre dage parrede hackere med danske kulturinstitutioner, hvis arv i mange tilfælde godt kunne trænge til en makeover og til at blive forstået på tværs snarere end på langs.

Tag med til et eldorado for lovlydige hackere

Unge it-hackere fra hele verden var til maraton-hackathon i København for at prøve at besjæle gamle danske kulturinstitutioners eksisterende samlinger med moderne energi og lege nye betydninger frem.

Kultur

Det er logaritmer, de taster.

Formler.

Det går susende hurtigt, og man har fornemmelsen af, mens man går bag om de tastende, at de udmaler komplette eksotiske universer, som de gemmer i disse ranker af endeløse tal. Når en af dem sidder og smiler til sin skærm, er det, fordi hun ser bagom. Det det være, for hvor mange kombinationer af tal er vel sjove? I sig selv?

Der er blevet nørdet igennem i Slots- og Kulturstyrelsens lokaler i København siden fredag eftermiddag. 130 mennesker, oftest unge, fra myriader af lande har i forbindelse med Hack4DK fået den udfordring at ’vitalisere’ noget data, de får stillet til rådighed af danske kulturinstitutioner, gøre det interaktivt, få det til at blomstre, sætte det fri. De er dataprogrammører, de er designere, de er kunstnere, de kommer fagligt alle steder fra, og som udgangspunkt er materialet, der skal gennem deres kreative vridemaskine, tørt. Som i knasende tørt.

Det at favne alle nullerne og ettallerne i vores kulturarv

En ung tysk kvinde, Julie Reindl, peger på de seks, hun er i gruppe med.

»Vi er spøgelset i maskinen«, siger hun, og det hedder deres projekt: ’Spøgelsesskrivemaskinen’. »Se, spøgelser er jo ikke spor tørre«.

Analogt skrivemonster

Det var Struer Museum, der stod med en brevveksling mellem Jo Jacobsen, fraskilt kone til Carlsberg-grundlæggerens barnebarn, og de lokale Struer-personligheder Olga og Johannes Buchholtz. Her står artige ting om det københavnske borgerskab, og det er tre mennesker, der gradvis lærer hinanden at kende og deler livserfaringer.

Brevene fra korrespondancen mellem de tre er for længst digitaliseret, men designerne Julie Reindl, spanske Mateo Pérez og resten af deres gruppe af unge internationale hackere har i løbet af et par dage leget en idé frem om det der spøgelse i maskinen.

Maskinen er en gammel skrivemaskine. To af hackerne har skilt den ad og er i gang med at føre ledninger, røde, sorte, hvide, ind i skroget på det gamle håbløst analoge monster, så det kan fungere interaktivt. Besjæler det der lovligt bogstavelige analoge sprog med noget knitrende, funklende digitalt.

»Den skal begynde at skrive af sig selv«, siger Mateo Pérez. »Den stiller et spørgsmål med udgangspunkt i korrespondancen, og meningen er så, at en gæst eller en bruger ...«.

»En spiller«, indskyder Julie Reindl.

»... skal gå hen til skrivemaskinen og skrive et svar, som maskinen så igen responderer på. På den måde får man præsenteret samlingen og bliver involveret i de menneskers liv. Og går forhåbentlig derfra med et nyt overordnet narrativ, den store historie«.

Alvorsmunde

I et sidegemak til kantinen i Slots- og Kulturstyrelsen sidder brødrene Mikkel og Mads Hartmann. Det er kun få timer inden fremlæggelsen af de mere eller mindre færdige projekter, og de famler sig stadig lidt frem. De har fået fingre i Aagaard Fotografiske Ateliers samling af gamle portrætter af almindelige danskere, men ved ikke 100 procent, hvad deres projekt er. Mikkel vil gerne prøve digitalt at udsondre modellernes munde og vende dem på hovedet.

»Få dem til at smile!«, siger han. »De ser alle ret alvorlige ud«.

Nogen foreslår, at det kan skyldes den lange eksponeringstid i 1800-talsfotografi, der ikke gav megen plads til spontanitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men en mund svævende på en computerskærm ligner ikke for alvor en mund, når den bliver vendt om. Og da slet ikke et smil.

Mads Hartmann er i gang med at farvelægge de gamle monokrome billeder, men det er heller ikke det, der er brødrenes egentlige idé til at berige databasen over portrætter. Kunne man katalogisere mændene efter arten af skægvækst ...? Er der en historie i det?

Nogle gange skal de leges og nærmest snubles frem, dem der viser sig at være de gode ideer, der ligefrem skaber merværdi.

En berømt vinder af den konkurrence, der følger med dette årlige kulturhackathon, var Rasmus Lorentzen, it-udvikler fra Odense Bys Museer, der i 2013 lod sig inspirere af Politiets Registerblad over flytninger i Københavns Kommune fra 1860 og frem. Da han havde tastet alle dataene ind, dannede de rent grafisk et univers af lysende, blinkende mønstre, som tegnede et billede af, hvordan liv opstod omkring Søerne og på Amager. Pludselig fortalte de en sammenhængende historie om udflytning og byens udvidelse, selv om det ikke nøjagtig havde været Lorentzens idé.

Fortæller han selv. Han er her nemlig også. Han er her hvert år.

Cowboyterminologien

Da jeg antyder over for Morten Nybo, Hack4DK’s vært og tovholder, projektleder ved Slots- og Kulturstyrelsen, at de oprindelige hackere vist var nogle slamberter, fortæller han, at hackere tilbage i 60’ernes og 70’ernes USA, i miljøet omkring MIT-it-universitetet, var nørder, der var ansat til at udfordre systemet, forbedre det.

»Siden har der dannet sig sådan en slags cowboyterminologi om dem, så skurkene er blackhathackere, heltene whitehathackere og dem ind imellem greyhathackere«.

Det er en gammeldags forestilling, at Hack4DK skulle være en facilitator mellem en udbudsstiller, en kulturinstitution med noget kulturarv, der bare ligger og samler støv, og nogle gnistrende kreative unge med forstand på kommunikation og logaritmer. Hvis ikke Snowden og hele generationen af it-aktivister har mindet os om det, så vi kan huske det, så er der open source-tanken i de miljøer, og kilder og data er tilgængelige, uden at man skal søge om lov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er garanteret mange af dem, der formelig bobler af humor, men hos en af deltagerne flyder det nærmest over. På en stor planche, der skal annoncere deres produkt, vække appetitten op til eftermiddagens fremlæggelse, skriver de som titel: »Ubrugelige måder at præsentere data på«, som kort beskrivelse af projektet: »Det at favne alle nullerne og ettallerne i vores kulturarv«. Og hvilke datasæt og metoder vil de bruge? »DEM ALLE«.

På det sidste spørgsmål har et helt andet temperament og endnu en deltager i Hack4DK svaret, noget mere udførligt: »Raspberry, pi, python java, karton, tape, lim, google, foldeudpapir, IFTTT, Natmus API/SMK, ChangeTip APi«, og projektbeskrivelsen? En tændstikmand og et hjerte og en person i en ramme, som holder en dåse med ’glam data’ og en stabel papirer frem. Så det ...

Hack4DK sluttede søndag aften, og hvis man er mange dage over 25, skal man næppe gøre sig forhåbninger om at have forstået alt, hvad man så. Mindre kan også gøre det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce