Sprogprofessor. Jørn Lund skriver hver uge om sprog i Politiken. Foto: Thomas Borberg

Sprogprofessor. Jørn Lund skriver hver uge om sprog i Politiken. Foto: Thomas Borberg

Kultur

Jørn Lund: Danmark er et grammatisk uland, og vores klapjagt på humaniora gør det værre

Hvorfor er det i dag ikke vigtigt at vide noget om historie, sprog, filosofi, antropologi og de tanker, der har formet samfundet?

Kultur
FOR ABONNENTER

Øv er et såkaldt ytringsord (interjektion), og i sprogenes historie har man tidligt haft brug for spontane udtryk for ærgrelse. I den gamle flinkeskole måtte man bestemt ikke sige øv, men ordet overlevede, og nu kan man også have en øv-dag. ’Den Danske Ordbog mener, at vi har at gøre med et lydefterlignende ord. Det stiller jeg mig tvivlende over for. Hvis man afrunder læberne, bliver øv til æv, der betyder nogenlunde det samme, og ligesom man har øv-bøv, har man æv-bæv.

Stilistisk hører udtrykkene til i uformelt hverdagssprog. Man siger ikke ’Øv, min bedste ven er død’ eller ’Øv, nu skal jeg skilles igen’. På den anden side er ak næsten gået ud af sproget; man kan dog stadig høre et ak ja.

Øv er ifølge ordbøgerne mere udbredt hos børn end hos voksne; i det stilsikre Anders And er den eneste voksne, der bruger ordet, vistnok Store Stygge Ulv, der ovenikøbet kan finde på at sige ’Øv, øv og tre gange øv!’.

Både øv og æv er hos mange under pres; de ulidelige, men svært udryddelige lån fra engelsk shit og fuck trænger sig på i den grad, at de er langt hyppigere i dansk end i engelsk/amerikansk. Stilistisk er der tale om grove udtryk i engelsktalende lande, så man skal styre sig, når man er sammen med folk derfra. Det ser også ud til, at de to ord er mere udbredt i dansk end i norsk og svensk – en kedelig nordisk rekord.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce