Sternberg læser op til et Politiken Talks-arrangement i 2015.
Foto: Ditte Valente (arkivfoto)

Sternberg læser op til et Politiken Talks-arrangement i 2015.

Kultur

Der er ikke det store på spil i tidsrejsende digtsamling

Selv om Sternberg tager på rejse i sin nye digtsamling, er der noget sært statisk over digtene.

Kultur

Jeg har været ret begejstret for digteren Sternbergs serie af konceptuelle tidsalderdigte, fra ’Stenalderdigte’over ’Depressionsdigte’ til ’Guldalderdigte’. Men med hans nye og fjerde bog i serien, ’Tidsrejsedigte’, er mæthedspunktet til en vis grad nået for mit vedkommende. Jeg har dog på fornemmelsen, at det ikke kun er min egen metaltræthed, der er udslagsgivende; jeg spekulerer på, om ikke simpelt hen denne bog er mindre god end de andre tre. Måske er konceptet bare blevet smule komfortabelt? Her er under alle omstændigheder et digt fra bogen, et af de bedste:

»jeg ser aldrig mine børn/vokse op noget sted//jeg tager væk/selv hvis der er/et barn på vej//jeg hører ikke til hos jer/kære små//som aldrig kommer/til at vide//at jeg rejste i tiden//i stedet for/at blive hos jer//tag med mig//nej/I kan ikke/bliv i den lineære tidsopfattelses univers/sammen med jeres anden forælder/det er ikke til at finde skoler/og børnehaver til børn//som rejser i tiden«.

Her har man alle de Sternbergske trademarks: humoren, den lakoniske tone og evnen til at stille de allermest simple, men skæve spørgsmål: Hvordan ville det være med institutionspladser, hvis man tog børnene med på sin tidsrejsetur?

Abstrakt og formel øvelse

Det ville være forkert at sige, at digterjeget i ’Tidsrejsedigte’er på gennemrejse gennem historien, for det er ikke konkrete historiske perioder eller begivenheder, der rejses til og fra. Der rejses simpelt hen bare i tiden. Det bliver af den grund også en ret abstrakt og formel øvelse; en øvelse, der får noget sterilt over sig.

Det underlige er i hvert fald, at selv om der på en måde er tale om en total mobilitet, er der samtidig noget statisk over digtene. Der er intet, der ændrer sig. Jo, tiderne ændrer sig, men jeget forbliver det samme, stemningen forbliver den samme, digtene forbliver de samme.

Det handler om, at man ikke længere har venner, når man rejser sådan frem og tilbage i tid. Alle mennesker er fremmede for én, og det skaber selvfølgelig en vis ensomhed (tidsrejsens ulidelige ensomhed!). Det handler mange af digtene om:

»jeg bestemmer mig for//at nu er det tid/til at forlade den tid//jeg befinder mig i//det er som når jeg/beslutter mig for//at træde ind i et andet rum//et helt andet rum//uden nogen jeg kender«.

Det samme digt igen og igen

Mange af dem er også optaget af, hvor sjovt det simpelt hen bare er at rejse i tid. Andre igen reflekterer over det at være tidsrejsende digter:

»jeg er i tvivl om hvornår/det her er skrevet//det har ligget i min taske i et stykke tid//jeg ved ikke/i hvilke perioder«.

Men det er i en vis forstand det samme digt igen og igen, og det gør, at der melder sig en form for ørkesløshed. De skægge scenarier og situationer, som Sternberg som altid har haft en forkærlighed for, opridses ligesom kun; der er ikke rigtig det store på spil. De (tekstuelle, eksistentielle etc.) konsekvenser af koncepterne bliver aldrig draget, og der forekommer ikke en reel forpligtelse i forhold til situationerne og stoffet som sådan.

I stedet bliver det ved omridset, udkastet, ideen, hvilket selvfølgelig er konceptkunstens privilegium, men det kan også være dens problem.

Det er med andre ord en lettere forpligtelsesfattig tekst, en konsekvenskarrig bog. Og det er så uretfærdigt, når anmeldere savner noget fra forfattere, men jeg ville ønske, at Sternberg på sin næste digteriske tidsrejse kaster sig ud på dybere vand.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce