Bogen er illustreret af Peter Brandes med otte fotografier af hans Hölderlin-skulpturer. Et ansigt og en pegende hånd formet efter et samtidigt portræt af digteren.

Bogen er illustreret af Peter Brandes med otte fotografier af hans Hölderlin-skulpturer. Et ansigt og en pegende hånd formet efter et samtidigt portræt af digteren.

Kultur

Hölderlins 'Tårndigte' er gale og/eller geniale

Den tyske digter Hölderlin blev midt i sit liv vanvittig og tilbragte resten af livet i et tårn. Digtene herfra giver indtryk af et sind, der i landskabets store linjer fandt heling og forsoning.

Kultur

Hvad skriver en digter om, hvis han i 36 år isoleres i et tårn midt i et skønt landskab? Udsigten, naturligvis.

Tre af de digte, Friedrich Hölderlin (1770-1843) skrev i sit tårnværelse i Tübingen, hvor han som 37-årig blev anbragt med vanvidsdiagnose, hedder ’Udsigt’ eller ’Udsigten’. Resten er stort set alle panoramiske betragtninger over landskabet og betitlet efter årstiderne: ’Vinteren’, ’Foråret’, ’Sommeren’, ’Efteråret’.

Hölderlin skrev i sin ungdom geniale oder og hymner i et komplekst formsprog efter antikt metrisk forbillede. Så døde hans forbudte elskede (fruen i det hus, hvor han var huslærer), så sled han sig op på vandring over Alperne, så stævnedes han ved retten i Stuttgart, anklaget for sin kritik af hertugdømmet, så blev han vanvittig.

Efter et ophold på galeklinik, hvor helbredelsesmetoderne var sådan noget som iskolde bade og pisk, fik hans mor ham anbragt i pleje hos snedkerfamilien med tårnværelset i Tübingen. Her skrev han igen, men nu i en enklere jambisk form med enderim. Vidner har berettet, hvordan han lynhurtigt nedfældede sine digte med svingende fjerpen, mens venstre hånd trommede rytmen. Mange af digtene signerede han ’Scardanelli’ og daterede uden småligt hensyn til kalenderens årstal: 1748, 1676, 1841, 1940.

Om Hölderlins livshistorie og forfatterskab kan man læse i Jørn Erslev Andersens efterskrift til den nye danske udgivelse af tårndigtene i Ejler Nyhavns oversættelse, men gud (eller forlaget) ske tak og lov flankeret af de tyske originaltekster. En grafisk smukt tilrettelagt bog med stift lilla omslag og gylden bogmærkesnor, illustreret af Peter Brandes med otte fotografier af hans Hölderlin-skulptur (ansigt og pegende hånd, flydende som i en flod, formet efter et samtidigt portræt af digteren).

Hölderlin-skulptur af Peter Brandes

Hölderlin-skulptur af Peter Brandes

Efterskriften rummer fine filosofiske læsninger af enkeltdigte (heriblandt de tre med titlen ’Udsigt’), men skæmmes lidt af de akademiske greb (polemik mod tidligere forskning, redegørelse for egen fremfart), som jeg har travlt med at lære mine studerende på universitetet, men trættes af uden for dets mure.

Hvad angår oversættelserne, er de ikke dårlige, men heller ikke lige i øjet. Oversætteren forklarer i sit forord, hvordan han har vægtet så vidt muligt at bevare enderimene, og det er godt. Langt hen ad vejen bibeholder han også den jambiske metrik (regelmæssigt skift mellem tryksvag og trykstræk stavelse), men jeg er alligevel generet af de steder, hvor han ikke gør det, og hvor det ikke forekommer mig umuligt at gøre det.

Det har været et stridsspørgsmål, hvorvidt tårndigtene har skullet læses som ’galmandsværk’ eller som fuldgyldig poesi, men som Erslev Andersen skriver i efterskriften, behøver de to ting ikke at udelukke hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Noget af det, der kan give en vanvidsfornemmelse, er de uformidlede skalaspring fra konkrete naturting til store abstrakter. »Af forårsgrene skinner dalen grøn« er eksempelvis en ret konkret naturbetragtning, mens »Sigtbarheden tiltager af den lyse forskellighed« må siges at være temmelig abstrakt.

Marken, floden, bjergene, bækkene, træerne, dalen, himlen er konkrete naturfænomener, men alligevel også ret generelle størrelser, der ikke specificeres nærmere og hele tiden organiseres efter de store dimensioner: bjergenes og himlens højde, dalenes dyb, markernes vidde, broers og vandløbs linjer. Hölderlin er heller aldrig bleg for at lade abstrakte begreber som naturen, ånden, billedet og tiden indgå i digtene.

Man kan fokusere på disse spring mellem konkret og abstrakt som udtryk for en gal mands usammenhængende univers, eller man kan læse dem ind i en digterisk og filosofisk bestræbelse, som man også finder hos Hölderlin, før han blev gal: at skabe enhed gennem modsætningernes sameksistens. »Forsoning midt i striden« er den yngre, ugale Hölderlins parole, og man kunne ligefrem vove den dristige tese, at denne forsoning finder først den gale Hölderlin, og han finder den i sin udsigt til landskabet, der på én gang er det mest bestandige (de samme bjerge, den samme dal, de samme vandløb, de samme træer) og det mest foranderlige (lysets og årstidernes skiften).

Tårndigtene er blottet for et lyrisk jeg, i stedet møder vi det abstrakte ’mennesket’, men snarere som et element i naturen end som en bevidsthed over for naturen. Således er der en påfaldende mangel på menneskelig agens i disse digte.

»Som opstået er musik og sange« står der i et forårsdigt, der står ikke ’menneskene giver sig til at musicere og synge’. På samme vis står der ikke, at mennesket (og slet ikke ’jeg’) betragter aftenlivet, men at aftenlivet er givet til betragtning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man kan måske tale om en lykkelig afhændelse af den subjektivitet, der, også for mindre splittede og plagede sjæle end Hölderlins, altid rummer en splittelse og en plage.

Man kan tænke på det som tragisk, at en genial digter tilbragte 36 år af sit liv som den gale mand i tårnet, men når jeg læser ’Tårndigtene’, forestiller jeg mig snarere, at den gale Hölderlin netop i tårnet, med udsigt til landskabet, har kunnet leve trods eller med sit vanvid, og at digteren Hölderlin ligefrem her, i udsigten til landskabet, har kunnet finde den særlige form for forsoning, han også før sit sammenbrud efterstræbte både poetisk og filosofisk.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce