Lone Hørslev har denne gang fundet sammen med Jesper Mechlenburg, der har arbejdet med musik inden for bl.a. ballet, teater og film og er arrangør af lyrik- og musik-arrangementerne Fortættet Fredag.
Foto: Camilla Svejstrup/Pr-foto

Lone Hørslev har denne gang fundet sammen med Jesper Mechlenburg, der har arbejdet med musik inden for bl.a. ballet, teater og film og er arrangør af lyrik- og musik-arrangementerne Fortættet Fredag.

Vellykkede digte for fuld musik om at snave i drømmeland med Jarlen

Lone Hørslev kan bedre end de fleste få digte og musik til at spille meningsfuldt sammen.

Kultur

Lyrik og musik går efterhånden temmelig ofte i hånd i hånd herhjemme. Men at finde en rytme i det fælles fodslag kan være svært. Digtet har jo sin egen musik og er som regel udgangspunktet, hvilket typisk placerer musikken i rollen som andenviolin.

En diskret ramme kridtet op med en noget benovet ærbødighed over det fine selskab. Ikke sjældent tænker man, at man egentlig hellere ville have læst i fred.

Der er undtagelser. En af de markante er Lone Hørslev, som går mere helhjertet end de fleste ind i sine musikalske kollaborationer.

På en måde, så mødet mellem ord og musik rent faktisk opleves som en mere konsekvent sammensmeltning end det nysgerrige, men også lidt sky rendezvous, der er det gængse. Og så skriver Lone Hørslev digte, der passer rigtig godt til et nyt liv som sang, fordi de i forvejen læner sig kraftigt op ad popkulturen.

Hørslev er syrlig tragikomiker og på sin egen måde altid ulasteligt klædt på til lejligheden med giftigt vid og bid og knaldflot optrukket krigsmaling.

’UHØRT’ hvor Hørslev samarbejder med komponisten Jesper Mechlenburg og musikerne Simon Toldam, Henriette Groth og Rolf Hansen er Hørslevs tredje vellykkede musiklyrik-projekt. Hun har været jordnær i ’Mouritz/Hørslev’ og sfærisk i ’Er De Sjældne’ med Solveig Sandnes, men hun har aldrig lydt så hjemmevant som på ’UHØRT’.

Lyrik og musikopført på scenen er ofte noget med fordybelse og koncentration og alvorlige miner, men da ’UHØRT’ optrådte på Louisiana Literature blev man regulært indfanget og opsnappet i forbifarten.

Hvem hulen laver digte for fuld musik om at snave i drømmeland med Jarl Friis Mikkelsen, blive udsat for den store tryllekunstner David Copperfields forsvindingsnumre og om at finde forklaringen på singlelivets misere i et ugeblad eller reality-tv?

Det gør Lone Hørslev selvfølgelig. Lone Hørslev, der kan noget af det samme som Gershwin, Cole Porter og gutterne fra dengang, nemlig slå en let og munter tone an, mens hun rutineret fremskriver overrumplende scener, der lige under deres lette gang på jord handler om, hvor indædt bøvlet og møguretfærdig kærligheden kan have det med at være.

Hørslev er syrlig tragikomiker og på sin egen måde altid ulasteligt klædt på til lejligheden med giftigt vid og bid og knaldflot optrukket krigsmaling.

De ti sange på ’UHØRT’ udgør en perlerække af vittige digte/sange om det moderne kvindelivs luvslidte glamour og alle dets helt almindeligt kuldsejlede drømmere og forkullede drømme.

Som tilbageblikket set med ’Det tredje øje’: »Vi lå på dit værelse og/ forsøgte at knalde helt lydløst,/ som man jo gør/ når man er sytten år gammel/ og verden helt åben og mulighederne uendelige,/ og den største modstand i verden/ er ens latterlige forældre/ og ikke denne her LODNE FRAKKE/ af levet liv/ vi slæber rundt på nu,/ og som som altid vil være imellem os«.

Puha, for en tyngende fælles klædedragt! Men også knastør urkomik, som skal leveres med finurlighed og lethed i anslaget. Hvilket lige præcis er, hvad Hørslevs sardoniske digtning får i mødet med Mechlenburgs lige så uhøjtidelige som velsiddende arrangementer, der ret præcist aldrig er for meget eller for lidt.

Der er noget legestue for fummelfingrede følelsesmennesker over musikken og rent ud børnerim for de voksne, når der i ’Vores sang’ optræder en elefant så elegant. Elefanten i glasbutikken er spøgelset i maskinen hos Hørslev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men hvorfor føles ’Uhørt’ så meget mere naturlig end mange andre lyrik/musik-projekter? Mechlenburg og Hørslev har spottet de potentielle omkvæd i Hørslevs digte og gentaget dem til hudnærhed.

Omkvæd er noget, der passer godt til Hørslevs ironisk nynnende fremførelse, og når hun nu alligevel med sit eget blik betragter popkulturens mærkværdigheder, kan hun jo lige så godt tage skridtet fuldt ud og forvandle digte til popkunst.

Kun hos Lone Hørslev er Søndermarken fyldt med ekstase og melankoli, mens forklaringen på, at man stadigvæk er single muligvis er, at man er vegetar. For hvilken mand gider det? Et absolut højdepunkt på et livligt swingende poesibogsalbum er ’Østerbro’. Et digt om en håbløs drømmer af Las Vegas-skolen og en popsang om kærlighedens manglende realisme.

»Du siger du drømmer om Østerbro/ Du siger du drømmer om os to«. Hvor fedt et urealistisk omkvæd i en popsang er det ikke lige?! Østerbro... for almindelige dødelige? Nu må jeg bede om mine himmelblå! Hvilket heldigvis helt sikkert er en del af sortimentet chez Hørslev.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce