Nikoline Werdelin har fornemmelsen af, at hun aldrig når at melde sig helt ind i den digitaliserede verden. »Jeg vil altid føle mig som en tilflytter og ikke som en indfødt«, siger hun.
Foto: Jacob Ehrbahn

Nikoline Werdelin har fornemmelsen af, at hun aldrig når at melde sig helt ind i den digitaliserede verden. »Jeg vil altid føle mig som en tilflytter og ikke som en indfødt«, siger hun.

Nikoline Werdelin: »Min sjæl er ikke egnet til hele tiden at få at vide, hvad de andre mener«

56-årige Nikoline Werdelin har været nødt til at indføre »regler i fruestørrelse«, for ikke at få tankerne klippet i stykker af pop ups, likes og uventet information.

Verden er stor og larmende. Og internettet er endnu større. Endnu mere uoverskueligt. Og fuldt af porno, støj, terror-ofre og likes, der i Haralds følsomme hjerne bliver rørt sammen til en stor og uhåndterlig grød. Så Harald har ingen computer og ingen adgang til galaksen, som han kalder nettet. Men han har sin violin. Med glatte flader og fine årer i træet.

Og så har han et skånejob som kustode på Thorvaldsens Museum. Psykiateren har rådet ham til at lave sin egen rustning af hud. Det har han brugt tre år på, siden hans mor rejste til New York for at åbne en økodeli i Flatbush. Og nu går det lige an at tage linje 2A på arbejde »trods terror i Torvehallerne«.

På museet passer han på de store antikke krukker, fortæller han sin nye violinlærer, mens han rokker frem og tilbage fra den ene fod til den anden i en lille skrøbelig galop på stedet. Med klæbende flad frisure, stålbriller og en stram strikket vest uden på skjorten.

Det er noget af en opgave. For folk flakser rundt og jager pokémons, som Harald ikke kan se. Og holder ikke altid øje med, om de vælter kulturarven undervejs.

Skudt rundt som en planet

Inde i dramatikeren Nikoline Werdelin findes et spor, der tilhører en anden tid end den, der findes rundt om hende. Det har hun tilfælles med hovedpersonen, Harald, i sit nye stykke, ’Stjernefamilien’, der har premiere på Det Kongelige Teater i aften.

»Det seneste par år har jeg fået fornemmelsen af, at verden og jeg er lidt i utakt«, som hun siger.

»Jeg tilhører en generation, der ikke kan nå at følge med min tid i de år, jeg lever fra nu af og frem«.

»Både Harald og jeg synes, det er svært at bære tempoet og al den viden, vi har adgang til. Men fra en darwinistisk synsvinkel bliver det interessant at se, hvilken slags mennesker der vil overleve og passe til den nye tid«.

Selv har Nikoline Werdelin taget sine forholdsregler for ikke at blive »skudt rundt som en planet« af pop-ups, fotos og uventede informationer. Hun har udstyret sin hverdag med det, hun kalder »regler i fruestørrelse«. Telefonen står konsekvent på lydløs. Hun tjekker kun mails et par gange om dagen. Og internettet er slukket, når hun skriver. For hun vænner sig af med at tænke sine tanker færdig, hvis de hele tiden bliver klippet op.

»Og jeg oplever et tab, hvis jeg giver mig hen til det. Jeg synes ikke, jeg bliver større af det. Det er vigtigt at være en del af sin tid. Der er bare forskel på, hvor mange stemmer man kan rumme i sit hoved«.

I ’Stjernefamilien’ undersøger den 56-årige dramatiker og tegneserietegner – som altid – hvor tæt man kan spænde komedie og mørke op mod hinanden. Om fladlus, døde børn, likes, psykoser, stemmer i emhætten, syriske flygtninge, nettets overflod af afblegede penetrerede numsehuller og længslen efter et langbord kan være på den samme scene.

En ganske lille minoritet

Siden Nikoline Werdelin var en lille pige, der gik i Det Kongelige Teater med sin mormor, har hun drømt om at blive instruktør. Men som ung var hun for genert til at søge ind, fordi hun var »så tyk«. Til gengæld var hun god til at tegne. Og tænkte, at hun bare kunne tegne et teaterstykke selv. I stedet blev det striberne ’Café’ og ’Homo Metroprolis’ i Politiken, hun i første omgang fik succes med, inden hun debuterede med stykket ’Liebhaverne’ i 1997.

Spørger man, hvilken teatertradition hun læner sig mod, er svaret Woody Allen og John Cassavetes. Som bekendt er de begge filminstruktører. Det betyder, at hendes stykker har en relativt høj puls og mange scener. Men dermed også mange sceneskift.

Så mandag morgen sidder og står og gestikulerer hun – igen – foran en videoskærm ved et bord i Skuespilhusets kantine sammen med scenograf, dramaturg, lyd og lysmænd og ser den seneste gennemspilning af stykket igennem. For:

»Med 40 sceneskift på en åben scene skal der laves en milliard aftaler om, hvad lyset går på, hvad der sætter lyden i gang, hvor den ene spiller går hen, og hvornår den anden rejser sig«.

I filmbranchen er det relativt almindeligt, at instruktørerne selv skriver deres film. Men inden for teaterverdenen tilhører Nikoline Werdelin »en ganske lille minoritet«. Også den del af processen har hun adopteret fra filmens verden og slæbt med over på teatret. Det er hendes niende teaterstykke, og bortset fra debuten, ’Liebhaverne, har hun instrueret uropførelserne af alle stykkerne selv.

»Jeg er ikke en forfatter, der pludselig synes, der er blevet for stille i mit skriverum og så er løbet ind til byen for at blande mig i opsætningen. Jeg tænker på mig selv som et billedmenneske, der også kan skrive. Som tegneserietegner skriver og tegner jeg også. For mig er det helt uadskilleligt«.

Revolutionen

Det bliver en forelskelse, der alligevel lokker Harald om bord i nutiden. For i 2017 går det ikke rigtig an at lægge epistler i sin udkårnes taske. Kærlighedens sprog er emojis, der let sendes Jorden rundt, mens det forbliver lige akavet og vanskeligt at tilbagelægge de 20 centimeters fysisk afstand mellem to mennesker. Så Harald køber en iPad og tager sit sårbare sind med ud i internettets uendelige galakse. Og så er det, der pludselig begynder at være stemmer i emhætten og folk, der overvåger ham under gulvbrædderne.

På forreste række i Det Kongelige Teaters sal Mellemgulvet sidder stykkets Harald, alias skuespilleren Peter Christoffersen, i civil: en sort T-shirt med vrede røde heavy metal-bogstaver på. Øjnene regner med, at der står ’Iron Maiden’. Men kniber man dem sammen, viser det sig, at der faktisk står Ingmar Bergman.

Det seneste år har skuespilleren Peter Christoffersen gået til violinundervisning for at kunne spille Haralds lille usikre musikstykke på scenen.
Foto: Camilla Winther

Det seneste år har skuespilleren Peter Christoffersen gået til violinundervisning for at kunne spille Haralds lille usikre musikstykke på scenen.

Han har taget sin violin op af den kasse, hvor den uden for arbejdstiden hviler i noget fin grøn pels. Nu sidder han og pudser den med en lille klud, inden prøverne går i gang.

Formiddagen igennem sidder han i en sofa på scenen med violinen urørt ved siden af sig, paralyseret af lyde, lys og billeder fra iPaden, mens det bliver finjusteret, hvornår han skal begynde at klø sig i håret, og om han skal gemme sig bag sofaen, når lyset slukkes til pausen.

Revolutionen kom med iPhonen, mener Nikoline Werdelin. Den kom til at betyde alt muligt for måden, man sidder sammen på i en sofa og transporterer sig i det offentlige rum på. Og måden, man meddeler sig på, hvis nogen er død, kommer for sent eller skal inviteres.

»Min mand spiller Wordfeud, og i starten var jeg krænket over, at han havde en kontakt ved siden af det, vi oplevede sammen i fjernsynet, ved middagsbordet eller i en samtale. Men nu har jeg vænnet mig til det. At det er noget, han ikke hører, fordi han er et andet sted også«.

Selv om hun bruger netbank, googler sig frem i researchen til sine teaterstykker og lige akkurat er kommet på Facebook i december, har hun fornemmelsen af, at hun aldrig når at melde sig helt ind i den digitaliserede verden. Faktisk er det lidt som at bo i udlandet.

»Jeg kender gaderne, men vil altid føle mig som en tilflytter og ikke som en indfødt. Min sjæl er ikke egnet til hele tiden at få at vide, hvad de andre mener. Harald er ikke bare mit alter ego, han er en lille streng i os alle. Den streng, der ikke kan tåle nutiden, det digitale samfund og patchworkfamilien«.

For sådan en har Harald også, en patchworkfamilie. Ud over en biologisk mor med en stor eventyrlyst og en erotisk appetit, der skaffede hende fladlus oppe i Frihedsgudinden i en moden alder, har han også en gråsprængt stedfar, som bruger det meste af sin tid på at lave børn på de kvinder, han møder. Og resten på at pleje sit raseri over folk, der sidder med fødderne i et lunt fodbad, mens de overfører 75 kr. til Røde Kors og lider med de flygtende.

Harald har også en stedsøster, der passer hans bankforretninger online. Som fribløder, skralder og forsøger at skaffe 20 iPads til en flygtningelejr i Mellemøsten. I den udvidede familie har han også en fysioterapeut, der kommer på hjemmebesøg. Og en persisk violinlærer, der er på jagt efter gode gener til sit barn. Og mens resten af familien skiftevis omfavner og halter sig gennem nutiden, længes Harald efter sin afdøde far, sin barndom og sin hund Rufus, der ligger begravet i morens baghave.

Tre børn med tre forskellige koner

Selv var hun fyldt 40, da hun blev storesøster til to halvvietnamesiske lillebrødre på sin fars side. Så døde hendes far, og hendes biologiske mor påtog sig at lære eksmandens vietnamesiske enke, hvordan Europa hænger sammen. Og påtog sig rollen som bedstemor for de to små drenge. Nikoline Werdelins egen mand har fået sine børn med tre forskellige koner.

»Jeg har ingen veninder, der er 56 år og har søskende på 12 og 16. Og jeg har først sent i livet fået en kæmpestor grundpakke via min mand, der kræver opfindsomhed og kreativitet. Det spændende ved patchworkfamilien er, at man ligesom må finde sin egen vej, der er ikke lagt nogen spor ud til én«.

Min mand spiller Wordfeud, og i starten var jeg krænket over, at han havde en kontakt ved siden af det, vi oplevede sammen

Når det bliver svært at finde vej, kan den betragtende rolle være en redning. Så kan man »beame sig lidt ud« og kigge på det som en tegneserie. Eller i dette tilfælde et teaterstykke, hvor der altså er blevet plads til en stedfar, der knap nok har reddet sig ud af sit femte ægteskab og ikke når op til lægen og blive steriliseret, før han har fået gjort en ny kvinde gravid.

»Det er så der, jeg bearbejder, hvilke mindre hensigtsmæssige tanker jeg måtte have gjort mig om det med at blive ved med at få børn alle steder, hvor man kommer frem«, som hun siger.

Hjælper det at sælge lejligheden?

Og så er der det med verden. Den lille skam over at nyde sine yogatimer og sin te. Og over at bo i et land, hvor man kan fortælle tragikomiske historier på en scene i et mørkt rum. Og være nogenlunde sikker på at kunne cykle hjem bagefter uden at blive ramt af et missil. Frygten for, at det slutter. Blandet op med fortvivlelsen over at være vidne til andre menneskers lidelser.

»Vi bliver hele tiden konfronteret med verden. Hvilket er meget anderledes end for bare et par hundrede år siden, da man måske skulle forholde sig til 50 levende mennesker omkring sig«.

Faktisk er verden flyttet helt ind i hendes egen udsigt. Når solen går ned på et særligt tidspunkt hen på sensommeren ved Nikoline Werdelins sommerhus, løber hære af kvinder ud og plukker hyben i store sække. Og på badebroen står der mænd i skumringen og fisker. Ikke fordi de er lystfiskere, men fordi de er sultne.

»Skal man så blive voksenven for et uledsaget flygtningebarn? Ville det hjælpe, hvis man solgte sin lejlighed? Der er jo flere millioner kroner i cirkulation i vores alle sammens privatliv«.

Det har også været en del af stykkets agenda at undersøge, hvordan vi reagerer på verdens mærkelighed. Eller »den store patchworkfamilie«, som hun kalder den.

»Vi er i chok over verdens udvikling. Men det skaber ingen løsninger at sende sine frustrationer over alt det, der er er for galt, ud over et middagsbord eller en avisside. Ingen ved, hvor mange flygtninge der kan komme til Europa, uden at infrastrukturen bryder sammen«.

Så egentlig kan man kun »forholde sig undersøgende og lytte til mennesker, som har en viden, men ikke nogen politisk agenda«. Og som hun siger:

»Som kunstner har man jo det privilegium at være en slags narrefisse, der åbner for alle problemerne. Men ikke kommer med nogen svar«.

lotte.thorsen@pol.dk

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce