Foto: Ivan Riordan Boll

Maria Gerhardt: Jeg har gjort det smart at være lesbisk, jeg har gjort det smart at være syg. Og nu kan jeg også lige så godt gøre døden smart

For to et halvt år siden debuterede Maria Gerhardt med en roman om at få den kvinde, hun havde været forelsket i gennem 15 år. Om at få en kræftsygdom oveni. Og om at blive erklæret rask igen. Nu er hun uhelbredeligt syg. Og udgiver på fredag en bog, som foregår i et Nordsjælland, der er bygget om til ét stort luksuriøst hospice. På den ene side ønsker Maria Gerhardt, at folk skal være bedre til at tale om sygdom. På den anden side er det hårdt, når de gør det.

FOR ABONNENTER

Maria Gerhardt ligger i en hospitalsseng under vinduet på førstesalen i villaen i Hellerup med computeren hvilende på dynen. Vintersolen står ind på de hvidskurede gulve, der er drysset med femårige Bjørnstjernes legoklodser.

Over hendes seng hænger to af sønnens tegninger af ørnerobotter under noget moderne kunst. Fem bare tæer stikker ud under dynen i fodenden og bliver lunet i en solstråle, mens hun læser op af det næsten færdige manuskript til sin nye bog:

»Har du mon prøvet alternativ behandling? De raske havde så mange spørgsmål, og jeg overvejede at få trykt et lille hæfte med alt det, jeg havde prøvet, og bemærkninger i margenen om virkning og bivirkning, og hvordan det føltes lige der, og hvordan det føltes, da jeg ikke længere kunne føle noget som helst. Kun kvalme. Kun higen efter hvidt brød«.

Det er den sidste fredag i januar. Maria Gerhardts redaktør sidder i en stol og følger med i manuskriptet på sin computer. Ligesom hun har gjort det næsten hver formiddag i den periode, forfatteren lige har været indlagt på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital. Det var sådan, det kunne lade sig gøre at få ’Transfervindue – fortællinger om de raskes fejl’ færdig.

De er langt. Nu leder de efter de sidste fejl og uklarheder. En overgang følte Maria Gerhardt sig for svag til at afslutte bogen. Tænkte: Fuck, det kan jeg ikke, det her. Nu er den næsten klar til tryk. Det er vigtigt. Og det føles som en bedrift. Hun fortsætter med at læse op:

»Der måtte da være nogen. Nogle eksperter, nogle mirakler. Nogen, der kendte nogen. Jeg pløjede telefonlister og internettet igennem og noterede mig det, jeg ikke havde prøvet endnu. Jeg havde immunterapi til gode. Og protonstråling. Jeg holdt kun en måned uden mælk. Jeg havde ikke prøvet at være lukket inde i et ayurvedisk fængsel, hvor de bryder ens immunforsvar ned for så at bygge det langsomt op. Jeg holdt kun en måned uden kaffe. Misteltenteen havde jeg ikke den store fidus til. Det var svært at være veganer og i kemoterapi samtidig«.

Prøv Politiken i en måned for 1 kr.

Med et digitalt abonnement får du fuld adgang til politiken.dk og e-avisen leveret hver aften.

Kom i gang med det samme

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce