Foto: Ivan Riordan Boll

Kunstnere forvandler Aarhus til utopisk science fiction

Vi har brug for at erstatte frygt for fremtiden med drømme om en bedre verden, siger de britiske kunstnere i Blast Theory, som i et 11 måneder langt kunstværk udtænker en utopisk version af Aarhus i 2097 med byens borgere.

Vi drejer om hjørnet på en betongrå fabrikssilo og bliver mødt af en klam, sødlig dunst af majs. Asfalten klæber til skosålerne.

»Euow«, istemmer vores lille selskab, der består af fem britiske kunstnere, en journalist og en fotograf.

Ud af et plastikrør under et halvtag strømmer en brunlig masse. Den løber ned i ladet på en lille arbejdsvogn, mens blæsten gør sit for at smøre kajen ind i et tyndt lag af det rødbrune klister. Synet får kunstnerne fra kollektivet Blast Theo ry til ivrigt at gribe i lommer og tasker efter telefoner og kameralinser.

Blast Theory er i Aarhus for at nærstudere byen og lede efter oplagte steder at filme en stribe science fiction-film. Tidligere på dagen har de blandt andet besøgt en »fantastisk« velodrom.

Det var egentlig der, vi skulle mødes, men gruppen ombestemte sig i sidste øjeblik. Jeg måtte ikke komme med alligevel, og her i Aarhus Havn, hvor vi i stedet mødes, er de i grunden ikke meget for at fortælle i detaljer om deres færden i byen.

»Det er hemmeligt«, siger de og griner.

Jeg forstår så meget, at stederne i byen skal udgøre rygraden i værket ’2097: We Made Ourselves Over’, som har været i gang siden december 2016 og kulminerer i oktober i flere happenings. Det er noget med, at folk i en performance skal bortføres til de udvalgte steder i byen. Og værket ville derfor være ødelagt, hvis jeg beskrev stederne indgående her i avisen.

Overraskelser er en afgørende ingrediens i Blast Theorys kunstneriske arbejde.

»Vi forsøger at sætte folk i situationer, hvor de bliver bragt ud af balance og får mulighed for at teste sig selv«, siger Matt Adams, en af gruppens grundlæggere.

80 år ud i fremtiden

Siloerne på havnen står som beskidte rester fra en tid, der er ved at slutte. Det nye Aarhus presser sig på fra flere retninger. Biblioteket Dokk1 ligger bag os, nye betonprojekter rejser sig foran, og til højre er letbanen efterhånden køreklar.

Vi står med andre ord midt i byens udvikling, og derfor giver setuppet trods alt meget god mening. Fremtidens Aarhus er nemlig kernen i det værk, som Blast Theory skaber i anledning af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Foto: Ivan Riordan Boll

I et langt forløb med workshops og interviews udfordrer de britiske kunstnere lokale borgere og eksperter i Aarhus. De skal udtænke en fremtidsby om 80 år, i 2097. Værket bliver til i et samarbejde med den britiske kulturby Hull og borgerne i Hull, som også har fået til at opgave at drømme sig ind i fremtiden.

Det er helt bevidst, siger Matt Adams, at gruppen har valgt perspektivet på 80 år.

»Vi ønskede os en tidsramme, hvor man ikke uden videre kan lave en fremskrivning. Til den tid vil tingene være gået gennem et ukendt antal forvridninger og ombytninger«, siger han.

Jeg har en fornemmelse af, at det her er et øjeblik, hvor vi bliver nødt til at se længere ud i fremtiden

Det gælder klimaforandringerne, amerikanernes dominans på den globale politiske scene og den kinesiske vækst. Ingen kan sige, hvordan verden ser ud i 2097.

»Samtidig er det kun en livstid væk. Der er folk omkring os, som vil være i live i 2097«.

Uvisheden skal være den motor, som sætter fantasien løs. Det skal ikke være et realistisk portræt af fremtidens Aarhus, men et portræt af den verden, borgerne i byen kunne tænke sig.

»Værket er et forsøg på at skabe en form for science fiction, der er lige så utopisk som dystopisk, et forsøg på at bruge science fiction til at eksperimentere med ideen om en mulig fremtid, som vi godt kunne tænke os, fremfor altid en fremtid, som vi nødvendigvis frygter«, siger han.

Frygt er der nemlig masser af i luften for tiden. Brexit, Trump og ikke mindst alle de teknologier, som bliver udviklet hurtigere, end de fleste mennesker kan begribe, får folk til at bekymre sig, siger han. Og det er netop den stemning, der har givet anledning til projektet.

»Jeg har en fornemmelse af, at det her er et øjeblik, hvor vi bliver nødt til at se længere ud i fremtiden«, siger han.

Grænselandet mellem virkelighed og fiktion er ikke nyt for Blast Theory. Gruppen har gennem mere end 25 år eksperimenteret med computerspil, videokunst og andre digitale elementer i forsøg på at forstå, hvad teknologierne gør ved os. I Danmark er de for tiden også involveret i et stort forskningsprojekt på IT Universitetet, som skal finde nye digitale måder at formidle museumsoplevelser på.

»Science fiction er en fantastisk populær genre, som appellerer til os som mennesker, fordi vi er fascineret af det, der ligger uden for vores rækkevidde og hinsides vores fatteevne«, siger han.

Helt uden forudsætninger

Vi får nok af den kvalmende dunst af dyrefoder på havnen, skridter ind mod Dokk1 og finder en plads ved et rundt træbord i bibliotekets cafeteria.

Det er her, Blast Theory har inviteret til debat om fremtidens Aarhus. De britiske kunstnere gør en stor dyd ud af at gå i dialog med offentligheden om deres værker og opfordrer løbende på deres hjemmeside folk til at komme med forslag til, hvilke dele af Aarhus der ville passe godt ind i en science fiction-film.

I Dokk1 i Aarhus og i Hull i England har folk ikke desto mindre svært ved at slippe fantasien løs, siger Matt Adams.

»Det kommer altid bag på mig, hvor svært folk har ved at forestille sig fremtiden, når vi laver projekter, hvor vi inddrager offentligheden. Det ligger uden for vores referenceramme at forholde os til det spørgsmål«, siger han.

Forklaringen finder Matt Adams i fiktionens verden. Film og bøger har udstyret vores hjerner med billeder af armageddon, atomulykker og andre katastrofer med fatale konsekvenser for menneskeheden, mens det skorter på scenarier om alternative leveformer og samfund.

Desto vigtigere er det for Blast Theory at bruge kunsten til at skabe værker, hvor publikum bliver tvunget til at forholde sig til spørgsmål, de ikke tænker over til daglig, eller til at træffe beslutninger, som de ikke nødvendigvis har lyst til at træffe, i konkrete, komplekse situationer.

»Når man ser et teaterstykke om Hamlet, som overvejer at slå sin onkel ihjel, får publikum muligheden for at leve sig ind i Hamlets moralske dilemma«, siger han.

»I vores værker forsøger vi at sætte dig i en position, hvor du er Hamlet. Du afgør, om han skal dræbe sin onkel eller ej«.

Matt Adams var med til at grundlægge Blast Theory i begyndelsen af 1990'erne.
Foto: Boll Ivan Riordan

Matt Adams var med til at grundlægge Blast Theory i begyndelsen af 1990'erne.

Sidste år i Toronto i Canada lavede Blast Theory for eksempel et værk, der bestod af en filmfremvisning, hvor biografgængerne undervejs fik mulighed for at præge filmens udvikling. Konkret blev der i biografen vist en livetransmission af syv personer, der simultant bevægede sig rundt i byen. Publikum var med til at bestemme deres færden og historie via en app på deres smartphones.

Blast Theory har også udviklet et computerspil, hvor man optræder i rollen som en politimand, der tumler med en række etiske dilemmaer. For eksempel tager man stilling til, om det er rimeligt at overvåge fredelige borgere, hvis de ellers fredelige borgere giver udtryk for ekstreme politiske holdninger.

»En 15-årig uden nogen forudsætninger skal kunne støde ind i et af vores kunstværker og føle sig nødsaget til at forholde sig til det«, siger Matt Adams.

»Men værket må heller ikke miste sin kritiske stemme i verden«.

Alt er til forhandling

Matt Adams går i gang med en længere udredning, da jeg spørger, hvorfor dialogen med publikum om værkerne er så afgørende for Blast Theory.

Han fortæller om modernismens guldalder, hvor kunstneren arbejdede isoleret i sit atelier. Skabte værker i sin egen lille verden og viste dem stolt frem til alle andre. Dengang var alle groft sagt enige om definitionen på god kunst, siger han. Et kunstnerisk geni var et kunstnerisk geni.

Så kommer han til pointen.

»Vi har bevæget os væk fra den opfattelse«, siger Matt Adams og slår mod træbordet med de massive sølvringe, der sidder på hans fingre.

»Der er ikke længere noget, der hedder et universelt storartet kunstværk«.

De britiske kunstnere i Blast Theory udtænker i et 11 måneder langt kunstværk en utopisk version af Aarhus i 2097 med byens borgere. I midten Matt Adams.
Foto: Boll Ivan Riordan

De britiske kunstnere i Blast Theory udtænker i et 11 måneder langt kunstværk en utopisk version af Aarhus i 2097 med byens borgere. I midten Matt Adams.

I dag lever vi i en verden, der er domineret af likes og interaktioner på de sociale medier. Hvor alt er til diskussion og forhandling. Hele tiden. Det er den udvikling, som ifølge Matt Adams gør det oplagt, at også kunsten vender sig mod og engagerer sit publikum. Som han siger:

»Hvis du bliver bedt om at tage stilling til meget komplekse spørgsmål, har du en enestående chance for at se dig selv i et nyt lys«.

»Det er dér, kunsten skal være«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce