Der var tusindvis af mennesker i gaderne, da kulturhovedstaden  Aarhus 2017 blev åbnet i januar 2017.
Foto: Ivan Riordan Boll

Der var tusindvis af mennesker i gaderne, da kulturhovedstaden Aarhus 2017 blev åbnet i januar 2017.

Kultur

Aarhus 2017 halter efter strategisk mål

Kulturhovedstaden skal styrke relationer på tværs af sektorer i Region Midtjylland. Kulturlivet har dog svært ved at mærke fremskridt, viser undersøgelse.

Kultur

En af de erklærede ambitioner med Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 er at styrke samarbejdet mellem kulturlivet og andre aktører i samfundet.

De mange millioner kroner, det koster at afvikle kulturprojektet, skal skabe »styrkede relationer på tværs af sektorer og mellem institutioner«, hedder det for eksempel i 2017-fondens strategiplan.

Alligevel giver flertallet af Region Midtjyllands kulturinstitutioner i en ny spørgeundersøgelse fra Aarhus Universitet udtryk for, at der ikke er sket nævneværdige fremskridt på området. Samarbejdet med det private erhvervsliv, internationale organisationer og andre aktører er uændret, svarer 61 procent af de adspurgte ledere af kulturinstitutioner i regionen.

»Aarhus 2017 har ikke opnået så meget på dette felt endnu«, siger lektor Louise Ejgod Hansen fra Aarhus Universitet, som har stået for undersøgelsen.

Vi skal blive bedre til at arbejde sammen på tværs af kulturinstitutioner og andre aktører. Og derfor er det ærgerligt, at det ikke ser bedre ud på nuværende tidspunkt

»Det er ikke fordi, kulturlivet ikke oplever, at Aarhus 2017 har en effekt, men når det gælder målet om at styrke tværgående samarbejder, ser det ikke ud til, at den enkelte kulturinstitution oplever, at Aarhus 2017 har betydet en ændring for den enkelte institution«.

Meldingen fra kulturinstitutionerne »skuffer« Hans Skou, medlem af kulturudvalget i Aarhus Byråd for Venstre.

»Aarhus 2017 er et regionalt samarbejde, og i det ligger der også, at vi skal blive bedre til at arbejde sammen på tværs af kulturinstitutioner og andre aktører. Og derfor er det ærgerligt, at det ikke ser bedre ud på nuværende tidspunkt«, siger han.

»Det er noget af det, som fonden skal bestræbe sig på at gøre bedre de næste 9 måneder. Og jeg er overbevist om, at det kan blive bedre, inden kulturåret udløber«.

Aarhus 2017 ser ingen problemer

Undersøgelsen fra Aarhus Universitet er den første i rækken af flere rapporter, som skal evaluere effekten af kulturhovedstaden, der officielt blev skudt i luften i januar,  men har været under udvikling i flere år.

Ambitionen med at evaluere tidligt i forløbet er at identificere de områder, hvor kulturhovedstadsprojektet kan gøre en forskel på længere sigt, men også at sørge for, at man kan nå at rette op i tide, hvis kursen er skæv, forklarer strategichef i 2017-fonden Rina Valeur.

»Kulturhovedstadsprojektet er en unik mulighed for at skabe samarbejdsrelationer og netværk, men der er flere eksempler på, at man går så meget op i selve kulturhovedstadsåret, at man glemmer, at der også er en tid efter. Det vil vi gerne undgå«, siger Rina Valeur.

Er det ikke bekymrende, at kulturinstitutionerne giver udtryk for, at de ikke kan mærke forskel, når det gælder samarbejdet?

»Det er foreløbige konklusioner. Vi har 450 projekter i løbet af året, som vi kun er tre måneder inde i, og der vil være mulighed for at samarbejde gennem hele året og efterfølgende. Det er selvfølgelig helt op til kulturinstitutionerne selv. Vi giver en platform for samarbejde i og på tværs af sektorer«, siger hun.

»I det arbejde, vi har lavet, har vi desuden fået enormt positive tilbagemeldinger fra vores samarbejdspartnere«.

Et af de områder, hvor fonden med fordel kan sætte ekstra kræfter ind, er netop samarbejdet på tværs af sektorer, medgiver bestyrelsesformand i 2017-fonden og borgmester Jacob Bundsgaard (S).

»Vi skal sikre, at man oplever, at det bliver nemmere og mere relevant at samarbejde. Og at vi formår at få det omsat til noget konkret. Til nye typer af udstillinger og samarbejder og kompetencer i vores kulturinstitutioner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvordan kan man sætte ekstra ind?

»For eksempel ved at vise de gode erfaringer. Og de gode eksempler, hvor det lykkes, og hvor man får mere ud af de ressourcer, man har, ved at arbejde sammen. Det er en af de ting, vi gerne vil bruge kræfter på«.

Kommunerne rykker

Forskerne har også spurgt embedsmændene i kulturforvaltningerne i Region Midtjylland, om de oplever, at man er blevet bedre til at samarbejde på tværs af kommunerne i regionen. Her er svaret til gengæld et klart ja.

»Hvis man skal se på, hvor Aarhus 2017 indtil videre har gjort en stor forskel, er det mere på det politiske niveau«, siger lektor Louise Ejgod Hansen.

Det foreløbige resultat stemmer ifølge forskeren fra Aarhus Universitet godt overens med, at der er tale om et projekt, der er drevet af 19 kommuner i regionen.

»Det handler mere om at skabe nogle kulturpolitiske forandringer. Og det er på det politiske niveau og i forvaltningerne, hvor tingene for alvor kommer til rykke sig. Og allerede har rykket sig«, siger hun.

Ikke til at genkende

Flemming Dybbøl, som er direktør på kulturinstitutionen Godsbanen i Aarhus, oplever i mellemtiden, at Aarhus 2017 »i den grad styrker« samarbejdet mellem forskellige aktører i byen.

»Tallene undrer mig. For opfattelsen hos dem, jeg taler med, er, at der bygges meget stærke relationer på tværs af forskellige områder under 2017«, siger han.

Forklaringen kan dog være, mener Flemming Dybbøl, at samarbejdet mellem byens mange aktører allerede fungerede, da den europæiske kulturhovedstad kom til Aarhus og Region Midtjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er mange, som laver meget på kryds og tværs. Og måske derfor giver flere udtryk for, at samarbejdet på tværs af forskellige områder ikke er blevet bedre. Det var stærkt i forvejen. Og det er jo positivt«, siger han.

Man skal også huske, siger Louise Ejgod Hansen, at der er tale om »et meget stort og mangfoldigt felt« af kulturinstitutioner.

»En forventning om, at hele dette felt skulle rykke sig på grund af et kulturhovedstadsprojekt, mener jeg, vil være at skyde over målet«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce