Det er sjældent, at der dukker tekstfragmenter frem – og ekstremt sjældent, at de er på et nordisk sprog, men det var tilfældet en novemberdag i 2015, hvor konservatorer fjernede læderindbindingen om et håndskrift fra 1400-tallet.
Foto: Foto: Suzanne Reitz

Det er sjældent, at der dukker tekstfragmenter frem – og ekstremt sjældent, at de er på et nordisk sprog, men det var tilfældet en novemberdag i 2015, hvor konservatorer fjernede læderindbindingen om et håndskrift fra 1400-tallet.

Uventet skat: Forskere opdager ældgammelt håndskrift gemt i bogryg

Konservatorer på Københavns Universitet opdagede en uventet skat, da de skulle restaurere et gammelt håndskrift. Gemt i ryggen lå et fragment af en tekst, man troede var tabt for længst.

Kultur

Beeke Stegmann kunne straks mærke, at der var noget i gære den novemberdag på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet.

En stemning af alarm bredte sig ude på gangen, så hun forlod sit kontor og opdagede stedets konservatorer i ophidset samtale med nogle af forskerkollegerne.

»Hvad er det, I har fundet?«, spurgte hun og fik forklaret, at tre gamle strimler pergament var dukket op i ryggen på en gammel lovtekst fra 1400-tallet. Konservatorerne havde nænsomt fjernet indbindingen fra et håndskrift fra Valdemars og Eriks Sjællandske Lov for at restaurere det, og inde under det indfarvede skind lå altså et hidtil ukendt dokument.

»Kan I læse, hvad det er? Ved I, hvor gammelt det er?«, spurgte konservatorerne, og forskerne bøjede sig over hver sin strimmel.

»Der står et navn«, sagde en.

»Der står ’Håkon’«.

Hurtigt stod det klart, at teksten ikke var latin, men en gammel form af norsk, hvilket kun gjorde sensationen større. For selv om det i forvejen er ret sjældent, at der dukker gamle håndskriftfragmenter frem, så er det endnu sjældnere, at de er skrevet på de nordiske sprog.

En »virkelig stor« opdagelse

Her godt halvandet år senere sidder postdoc Beeke Stegmann i en sal på selvsamme institut med den håndskrevne lovtekst, som fragmentet blev fundet i. Smukt svungne bogstaver i rødt og sort beskriver loven, som den så ud i en helt anden tid.

»Nu skal vi se det store show«, siger hun og finder et papchartek frem, åbner og fremviser et lille tekstfragment – ikke meget større end et postkort – sammensat af tre strimler pergament.

»Det er faktisk ikke mere end det her«, siger hun og griner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mellem læderstropperne var der klistret tre strimler pergament fast. Da konservatorerne opdagede gammelskriften på undersiden af pergamentstrimlerne, slog de alarm.
Foto: Foto: Suzanne Reitz

Mellem læderstropperne var der klistret tre strimler pergament fast. Da konservatorerne opdagede gammelskriften på undersiden af pergamentstrimlerne, slog de alarm.

Men selv om fragmentet er småt i størrelse, er opdagelsen »virkelig stor« i hendes del af forskningsverdenen. Efter godt et års undersøgelser har hun sammen med en gruppe forskerkolleger slået fast, at fragmentet sandsynligvis stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1200-tallet.

»For historikere er det super fedt at finde sådan noget«, siger hun.

Gale Håkons forsvundne breve

Det er i sagens natur ganske svært at få adgang til livet i den nordiske middelalder, og forskere er ofte nødt til at estimere på baggrund af sparsomme oplysninger. For eksempel er der bevaret et register fra 1622, der beskriver, at der skulle findes otte dokumenter i Akershus Slot nær Oslo, som beskrev ejendele og forhold på et kloster i slutningen af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet.

Men da brevene er gået tabt, må man sammensætte sin viden på de ganske få linjer, som står i registret.

Selv om originaldokumentet fra bogryggen nok har været dobbelt så stort, og man derfor kun har sidste halvdel af hver linje, så er det alligevel temmelig meget tekst i forhold til, hvad man normalt har at rutte med.

Derfor er forskerholdet gennem lidt af et detektivarbejde kommet frem til, at fragmentet er en afskrift af tre forskellige breve – eller diplomer, som de kalder det – og har kunnet tidsbestemme det ud fra de navne, der er nævnt i fragmentet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En ærkebiskop Eiríkr dukker op i det første brev, og i det tredje har vi Håkon Jarl, som henviser til sin bror kong Ingi. Med den viden kunne forskerne regne ud, at der måtte være tale om Håkon Den Gale, der var general i en udbryderhær, der forsøgte at vinde kongemagten over hele Norge. De var kendt som birkebeinerne, fordi de gik i sko af birkebark.

Men det var ikke det eneste, brevene viste, for forskerne kunne også se, at et af brevene handlede om at overdrage noget jord til et kloster uden for Oslo, og her bliver det lidt spændende.

For ud fra det gamle register fra 1622 vidste de, at der skulle have eksisteret otte breve om netop det, men at brevene var gået tabt – sandsynligvis i Københavns brand i 1728. Ud fra registrets noget kortfattede sammensætning af indholdet kunne de nu se, at fragmentet her var et afskrift af tre af de tabte dokumenter.

»Pludselig har vi så mange flere ord, og selv om der mangler noget, er det 200 gange mere, end vi havde i forvejen«, fortæller Beeke Stegmann.

Håb om nye fund

Hun og de andre forskere har for nylig publiceret en artikel med deres foreløbige opdagelser i det islandske tidsskrift Gripla, men venter, at der er mere arbejde endnu. Både med fragmentet her – og potentielt med flere uopdagede.

For hvordan havnede et dokument fra 1200-tallet som en del af indbindingen af et håndskrift fra 1400-tallet?

Beeke Stegmann har stået for at undersøge den del og er kommet frem til, at indbindingen sandsynligvis er den originale indbinding, og intet tyder på, at den har været fjernet på noget tidspunkt. Håndskriftet er sandsynligvis blevet indbundet få år efter, det er blevet skrevet – altså sandsynligvis i årene mellem 1450 og 1500 eller deromkring.

Der er tale om helt gammeldags genbrug

Pergamentstykkerne fra 1200-tallet har altså været bygget ind i bindet fra start. Ikke for at skjule dem eller andet fordækt, men sandsynligvis fordi pergament med sin blanding af styrke og smidighed simpelthen er et godt materiale til at styrke ryggen i en bog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er tale om helt gammeldags genbrug«, siger Beeke Stegmann.

Fundet af fragmentet giver altså håb om, at der kunne findes lignende fragmenter i andre indbindinger.

Dog er det lidt svært at vide, hvor man skal starte. Man ved udmærket, hvor mange af universitetets håndskrifter stammer fra – men lige det her binds historie kender man ikke. Velkommen til et nyt mysterium.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Tysk valg: Kandidaternes popularitet

Annonce