Mange københavnere vil bevare den farverige Palads-biograf.
Foto: Kim Agersten

Mange københavnere vil bevare den farverige Palads-biograf.

Kultur

»Det er fuldstændig forrykt«: Københavnere går på barrikaderne mod højhuse på Palads-grunden

Mange vil gerne bevare Palads-biografen - og eventuelt udskifte planen om højhuse over Vesterport banegrav med et grønt område.

Kultur

Planerne om at overdække Vesterports banegrav og jævne Palads-biografen i Københavns centrum med jorden har virkelig fået byens borgere på barrikaderne.

Københavns Kommunes høringsportal 'Bliv hørt' har fået ikke færre end 181 henvendelser fra borgere og organisationer, og langt hovedparten af indlæggene opfordrer politikerne til at fjerne planerne om at bygge højhuse i stedet for at fjerne Poul Gernes' konditorkage af en biografbygning.

»Kan det tænkes, at vælgerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen vil huske på, hvem der ødelægger byen med uønskede højhuse, og at vælgerne derfor vil stemme på kandidater, der er klart imod højhuse?« spørger Lars Vestergaard i sin henvendelse. Han mener derfor, det vil være naturligt, hvis politikerne venter med at træffe en beslutning til efter det kommende valg til Borgerrepræsentationen.

For Silke Riis, som er studerende og billedkunstner, er der ingen grund til at tøve. Hun mener, på linje med mange andre, at planerne skal afvises.

»Det er fuldstændig forrykt, at I politikere mener, at både Palads skal rives ned og Vesterport tildækkes. Palads er en ikonisk, dejligt farverig bygning, der netop går i tråd med Københavns eventyrlige image«.

En gennemgang af de 181 henvendelser viser, at et meget stort antal borgere især er imod nye højhusbyggerier i Københavns centrum, og en henvendelse fra Peter Sommer rummer elementer, som går igen hos mange borgere.

»Jeg synes, det er en god ide at overdække banegraven, men i stedet for massivt byggeri, lav da området om til et grønt, rekreativt åndehul med træer osv. Det er der desværre ikke meget af i forvejen«, skriver Peter Sommer, som også går ind for at bevare Palads-biografen.

Tiltrængt make-over til Vesterport

Det sidste er der i det hele taget mange, der slutter op om. Også flere end dem, der har henvendt sig på den officielle høringsportal fra Københavns Kommune.

I sin henvendelse til 'Bliv hørt' medsender Klara Freimann Vlamynck flere end 1.000 underskrifter fra borgere, som vil bevare biografbygningen, som Paul Gernes har dekoreret.

Selv om der synes at være et overvejende flertal imod højhusbyggerier i det centrale København, omtaler mange dog behovet for at give området omkring Vesterport en markant make-over. I sin henvendelse er også Akademirådet inde på den tanke.

»Skal der finde gennemgribende forandringer sted på Vesterport - og det skal der måske - så er en arkitektkonkurrence den eneste og bedste måde at teste, hvad der er den bedste ide«, skriver Akademirådet.

Det er dog ikke alle, der er imod de omfattende planer for området ved Vesterport. Peter Knudsen mener, det er en fremragende ide at bygge tæt i området.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Området fremstår i dag ikke særlig indbydende til ophold. Banegraven er et åbent sår, og området omkring Palads bio benyttes ikke i særlig grad af lokale. Det er rent ud sagt et forfærdeligt område, som kun kan vinde på at blive byudviklet. Palads-bygningen er for mig en grim, nedslidt og utidssvarende bygning på en central og vigtig lokation. Jeg kan slet ikke se, hvordan den kan betegnes som bevaringsværdig«.

Neringa Zilinskaite er nytilflytter til København og forstår slet ikke diskussionen om Palads og mener, bygningen bør blive erstattet af noget mere moderne.

»Som tilflytter har det været svært at finde bolig, så jeg synes, at I skulle benytte lejligheden til at bygge nogle lejligheder i området«, skriver Zilinskaite.

De mange borgerkommentarer bliver nu gennemgået af forvaltningen på Københavns Rådhus, men de er endnu ikke forelagt for teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

Han er dog orienteret om, at antallet af henvendelser er stort, og at mange borgere er imod et massivt højhusbyggeri, og han har i sinde at tage borgernes holdning alvorligt.

»Jeg synes, københavnernes modstand ser ud til at være meget entydig, og for mig at se er det også højden og drøjden i det her projekt, som er den store anstødssten. Personligt har jeg ikke den store veneration for Palads-bygningen, men jeg anerkender, at andre har det, og det skal man lytte til. Det er københavnernes by, og de føler noget for den«, siger Morten Kabell.

Flere af borgerne foreslår i deres henvendelser, at man i stedet for højhuse kunne overdække banegravsområdet ved Vesterport og gøre det til en grøn kile i byen, men det er ifølge Morten Kabell så dyrt, at det vil være helt urealistisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er jo derfor, at byggeprojektet er så kompakt. Det skal finansieres af nogen, og jeg har ikke en halv milliard i kassen, som ikke skal bruges til andet«, siger han.

Morten Kabell tør ikke sige, hvordan tidsplanen for det omdiskuterede projekt bliver, men han synes, en af københavnerne har en god ide, når han foreslår, at projektet skal diskuteres i den kommende valgkamp.

»For mig vil det kun være en glæde, hvis arkitektur og byudvikling bliver en del af valgkampen i kommunen, og under alle omstændigheder bliver det her projekt ikke til noget på denne side af valget. Spørgsmålet er også, om der overhovedet skal være et projekt, når københavnernes modstand er så stor, som den åbenbart er«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce