Foto: Foto fra serien
Kultur

Skuffet anmelder om sidste afsnit af tv-serien 'Girls': Væk er seriens ungdommelige, trodsige gnist

Tv-serien ’Girls’ er slut. Sidste afsnit blev sendt i søndags. Vi ser på, hvad der er blevet sagt og skrevet i den anledning.

Kultur

Allerede i pilotafsnittet til ’Girls’ fremsatte Lena Dunhams Hannah et ønske om at blive sin generations stemme – »eller i hvert fald en stemme fra en generation«, som hendes berømte tilføjelse lød, og nu, hvor sidste afsnit er streamet, er der ingen tvivl om, at hun er lykkedes med en af delene.

I hvert fald er der noget, som tyder på det, hvis man skæver til de to forfattere William Strauss og Neil Howe, der er almindeligt anerkendt som de første til at bruge betegnelsen millennials om den generation, der er født fra startfirserne og frem til midten af halvfemserne, og som karakteriserede generationen ved syv særtræk, der også virker ret nærliggende med tanke på Lena Dunhams Hannah og hendes veninder i ’Girls’: specielle, beskyttede, selvsikre, gruppeorienterede, konventionelle, pressede og præsterende.

Og hvis ikke det er præcist nok, udgav en anden ekspert i emnet, psykologen Jean Twenge, i 2006 bogen ’Generation Me: Why Today’s Young Americans Are More Confident, Assertive, Entitled – and More Miserable Than Ever Before’.

’Girls’ blev således allerede kort efter begyndelsen i 2010 udråbt som den televiserede bibel for disse såkaldte millennials

’Girls’ blev således allerede kort efter begyndelsen i 2010 udråbt som den televiserede bibel for disse såkaldte millennials, og med den store opmærksomhed fulgte en heftig debat om stort og småt i serien, fra den skødesløse nøgenhed til den manglende racemæssige diversitet.

I søndags blev sidste afsnit så vist, og indtil serien potentielt bliver genoplivet om et kvart århundreds tid (som en rapkæftet, R-rated ’Golden Girls’), var det altså sidste chance for kritikerne til at skyde på eller kramme den og for seriens skabere til at forklare, ikke mindst hvorfor den lige præcis skulle slutte sådan.

Væk var den trodsige gnist

Selv siger Dunham til New York Times, at hun var vild med det sidste afsnit:

»Jeg var vild med afsnittets all-women energy. Jeg ville ikke have haft det anderledes. Jeg ved godt, at det på mange måder var en meget traditionel finale, men jeg er så glad for, at den havde denne skæve emotionelle coda. Og jeg nød virkelig at bære de falske ammebrystvorter«.

Men langtfra alle var lige så tilfredse. I Vanity Fair skriver Richard Lawson således under overskriften ’Why Did the Groundbreaking Girls Have Such a Disappointingly Conventional Ending?’, at han hadede den måde, serien sluttede på: »Efter en lang række tænksomme, narrativt opfindsomme afsnit, sluttede ’Girls’ i skuffende apatoviansk stil (Judd Apatow, seriens medskaber og kendt som instruktør af bl.a. ’Knocked Up’ og andre komediedramaer, red.).

Hannah, en kompliceret og inkonsistent karakter, endte et nedslående konventionelt sted: normaliseret af en baby, plaget af de samme forældreskabsproblemer, som vi har set genopført igen og igen, herunder i adskillige andre historier, der bærer Apatows signaturstempel. Væk var seriens ungdommelige, trodsige gnist, visket ud af en urimelig insisteren på, at, hey, det her er, livet uundgåeligt ender. Væn dig til det«.

Lawson skriver, at serien ellers, når den var bedst, var en serie, der oprigtigt sagde noget om den tid, den befandt sig i, og »godt nok blev den aldrig sin generations stemme, men den blev sandelig en stemme, og nogle gange en høj og vigtig en af slagsen«.

Kvinder, der nosser i det

Skuffelsen går igen hos Allures Zan Romanoff, der med overskriften ’The Real Reason the Girls Finale Is So Disappointing’ ikke lader Lawson noget tilbage.

Romanoff kalder det at lade en kvindelig karakters liv ændre sig på grund af biologi et »håbløst ukreativt valg« og peger på, at serien konstant lader karakterer rose Hannahs skriverier, mens vi meget sjældent ser hende tage sig den tid, det kræver at få det gjort.

Dermed springer serien elegant hen over kampen mellem at balancere karrieremæssige og kreative ambitioner, ligesom den altid på forunderlig vis lader karaktererne have penge til at betale deres husleje.

»Det ville have været rystende at se Hannah vælge imellem ønsket om at have en baby og ønsket om at ville blive til noget først, men friktionen mellem de to mål synes aldrig rigtig at gå op for hende (...).

Væk var seriens ungdommelige, trodsige gnist, visket ud af en urimelig insisteren på, at, , det her er, livet uundgåeligt ender.

Det var, faktisk nogle gange en lettelse at få lov til at se kvinder screw up and screw up and screw up og stadig være værdige til at være i kameraets søgelys.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så det er ikke omstændighederne omkring Hannahs graviditet, eller det job som lektor, hun bliver tilbudt i dens kølvand, der er værd at brokke sig over: Det er det, at de overhovedet finder sted, der er deprimerende (...).

Selv med al dens modvilje mod historiefortælling bliver ’Girls’ i sidste ende forført af letheden ved en happy ending«, skriver Romanoff og konkluderer:

»»Jeg har travlt med at blive til den, jeg er«, siger Hannah til sine forældre i pilotafsnittet, som forklaring på, hvorfor hun ikke kan se mere til dem, mens de er i byen. Det var ’Girls’s største løfte: dens umulige præmis, at den ville være ærlig omkring den mærkelige, mystiske proces, som det er at blive voksen«.

At træde ud af sig selv

Men ikke alle er skuffede. I Uproxx skriver Alan Sepinwall, at ’Girls’ »var, inderst inde, en rimelig lille og simpel coming-of-age-fortælling, filtreret gennem følelserne hos Dunham, Konner (Jennifer Konner, medforfatter på serien, red.) og Apatow.

Og slutningen (...) var meget lille og intim og helt og aldeles perfekt«.

Hos The Ringers Alison Herman og Hollywood Reporters Mark Schafer er der ligeledes tilfredshed. De peger nemlig begge på, at næstsidste afsnit allerede havde leveret en fyldestgørende afslutning:

»Alt, hvad du kunne ønske dig af en finale, kom i sidste uge, da de fire hovedkarakterer lukkede sig inde på et badeværelse og skændtes om, hvorfor de i lang tid ikke have været gode venner over for hinanden«, skriver Schafer.

Og hovedpersonen selv var ikke overrasket over de delte meninger, som snarere har været et kendetegn for seriens modtagelse igennem alle årene.

»Hvad enten Hannah spreder sin ben for sin chef eller lyver over for Adam, har folk altid haft meget polariserede reaktioner til hende: ’Ja, det er mig’ eller ’Det ville jeg aldrig ...’. Og det føles rigtigt, at hendes sidste valg i serien er lige så forvirrende«, siger Dunham i interviewet i New York Times, hvor hun desuden kommer med en begrundelse for, at Hannahs graviditet ikke er et billigt plottrick:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det handler om at træde ud af sig selv. Selv om Hannah ikke havde planlagt at blive gravid, var der en del af hende, der forstod den chance, hun dermed fik for at træde ud af sin egen elendighed og se verden igennem en anden linse. Men på samme tid er det ikke sådan, at barnet bare bliver født, og hun ser ind i hans øjne, og hendes problemer forsvinder. Det hele handler om at forlene den ængstelige, dumme, selviske person med det faktum, at der er en anden, der har brug for hende nu«.

Selv om hun ikke var overrasket, er der dog noget, der tyder på, at Dunham ikke er ligeglad med de kritiske kommentarer. I hvert fald siger Jennifer Konner i et interview til Uproxx i anledning af seriens afslutning:

»Jeg har altid sagt, at der på Lenas gravsten kommer til at stå: Hun læste kommentarfeltet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce