Kilde: Politiken

Kultur

Portugal vinder det europæiske melodigrandprix med en smuk, smuk sang

Kultur

Når Eurovision næste år finder sted, bliver det med Portugal som værtsland.

Det står klart, efter at landets repræsentant, Salvador Sobral, i den store musikkonkurrence lørdag aften vandt med nummeret 'Amar Pelos Dois'.

Dansk-australske Anja Nissen, der stillede op med nummeret 'Where I Am' for Danmark, måtte nøjes med en 20.-plads i showet, der blev afholdt i International Exhibition Center i Kijev i Ukraine.

Anja Nissen gik på scenen som nummer 10 ud af de 26 finalister, der ud over de 20 lande, der havde kvalificeret sig via semifinalerne, også bestod af de såkaldte 'big five' - Spanien, Italien, England, Tyskland og Frankrig - samt Ukraine, der som værtsland for Eurovision 2017 var garanteret en plads.

Bookmakerne havde på forhånd spået, at finalen ville blive et trekantdrama mellem Italien, Portugal og Bulgarien.

»Det lyder som en popballade fra dengang, grandprix-festen begyndte. Med et vandfald af strygere i baggrunden og en jazzsanger som Ella Fitzgerald i tankerne crooner den unge Salvador Sobral om ulykkelig kærlighed, så man næsten kan hører filmrullen snurrer i sort-hvid, mens Ingrid Bergman lover Humphrey Bogart et eller andet, hun alligevel ikke kan holde«, skrev Politikens musikanmelder Simon Lund om det portugisiske bidrag inden aftenens konkurrence.

Forhåndsfavoritten Italien stillede i år op med den muntre 'Occidentali’s Karma', sunget af Francesco Gabbani, mens Bulgariens kun 17-årige Kristian Kostov sang nummeret 'Beautiful Mess' og Portugal altså gik efter sejren med sangen 'Amar Pelos Dois' af 29-årige Salvador Sobral.

Det er første gang nogensinde, at Portugal vinder Eurovision.

ritzau/politiken

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce