Rumgeometri, så det kan ses: Vilhelm Lundstrøms maleri fra ca. 1933 af to kuglerunde appelsiner på et bord.
Foto: Canica Kunstsml

Rumgeometri, så det kan ses: Vilhelm Lundstrøms maleri fra ca. 1933 af to kuglerunde appelsiner på et bord.

Kultur

Brandts billeder er så gode, at de skulle have stået mere alene

På Brandts i Odense er Vilhelm Lundstrøms kunst uden det store held blevet forenet med møbelkunsten.

Kultur

Brandts Museum i Odense vil ikke være et museum blot for kunst. Brandts vil være et udstillingssted for visuel kultur.

Denne hensigt er ikke uden en vis idé, for tanken bag den nye linje i Odense er, at kunst bliver mere interessant for et større publikum, når den vises i en kontekst.

Kunst opstår aldrig i et tomrum. Den hænger altid sammen med et eller andet i det øvrige samfund. Det er derfor, at denne udstilling om Vilhelm Lundstrøm ikke er klassisk og monografisk. Den er udvidet genremæssigt til også at være en udstilling om dansk møbelkunst og design, både fra Lundstrøms egen tid og fra vores.

Det synes at være en gennemgående tanke bag udstillingens kuratering, at ingen kunst står sig ved at stå alene

Årsagen til denne fusion mellem kunstarterne er ikke, at Lundstrøms kunst ikke tåler at stå alene. Man skal ikke standse op foran mange af udstillingens billeder, fra hans tidlige eller sene periode, før man føler sig overbevist om deres sjældne kraft og originalitet. Lundstrøms billeder er et bud fra en fremtid, som langtfra alle i hans egen samtid havde nogen fornemmelse for.

Hans billeder ligner ikke noget andet fra mellemkrigstidens temmelig traditionelle danske kunstliv. I deres syn på maleriets nye muligheder repræsenterer de en konsekvens og en hensynsløshed, som man har svært ved at kalde dansk.

Huset i Rågeleje, som Finn Juhl tegnede og indrettede i 1962 for Anders Hostrup Pedersen. Her fandt Finn Juhls stil og Lundstrøms kunst hinanden.
Foto:

Huset i Rågeleje, som Finn Juhl tegnede og indrettede i 1962 for Anders Hostrup Pedersen. Her fandt Finn Juhls stil og Lundstrøms kunst hinanden.

Men disse ret enestående værker får ikke lov at være alene, for det synes at være en gennemgående tanke bag udstillingens kuratering, at ingen kunst står sig ved at stå alene.

Her har malerierne fået selskab af især Finn Juhls og Poul Henningsens klassiske møbler – for at understrege et smagsfællesskab og det fællesskab i hvert fald i tid, der fandtes mellem en maler på den ene side og et par vigtige arkitekter og designere på den anden. Men det er en følelsessag, om møblerne bidrager til forståelsen af malerierne – og vice versa. Der er snarere tale om to parallelle forløb, der blot deler samme adresse.

Den renhed og enkelhed, der stråler ud af i hvert fald de senere Lundstrøm-værker, er ikke søgt gentaget i udstillingens indretning. Tværtimod. Purismen finder man kun i billederne på væggen. Udstillingen selv er ren pluralisme.

Til den visuelle mangfoldighed bidrager ikke kun de forskelligt farvede vægfelter, hvormed et rum kan være skanderet, men også udbuddet af store fotografier, små fotografier, monitorer med sekvenser af fotos eller levende film, skulptur og ikke mindst de store kontorbefugtere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Man savner alternative synspunkter, der kan fremhæve Lundstrøms format

At de hedder ’Defensor PH 28’ hjælper ikke stort, for her står PH ikke for Poul Henningen. Nok er maskinerne et uomgængeligt krav af hensyn til udstillingens indeklima, men de skæmmer den også i den grad. Hvad værre er: Helheden er heller ikke helt i Lundstrøms ånd, for i 1939 udtalte han i et interview: »Først og fremmest syntes vi, at et maleri ikke maatte blive forurenet af uvedkommende Ting, men at Billedet skulle tale til Øjet paa samme Maade som Musik taler til Øret«.

Her bliver ikke kun øjnene bombarderet, men også ørerne. En række citater af anmeldelser af Lundstrøms kunst, oplæst af en skuespiller, lyder fra et sæt højttalere i salen og blander sig med de øvrige indtryk. Problemet er blot, at citaterne er hentet fra de vitterligt meget dårlige anmeldelser, som Lundstrøm fik i karrierens start. København var dengang en fjern provins i en verden, der var under hastig forvandling, og ingen – eller meget få – kendte til de kubistiske ideer, der lå til grund for pakkassebillederne fra 1918.

Første Verdenskrig var lige forbi, men åbenbart ikke for kunstkritikerne, og med rasende ord angreb de Lundstrøm fra alle sider. Disse lydcitater kører i en båndsløjfe, og hvis man giver sig bare nogenlunde god tid til Lundstrøms ungdomsbilleder, må man høre de samme injurier en halv snes gange.

Motivet er ’Arkitekturen’, maleriet er af Vilhelm Lundstrøm, og årstallet er 1932.
Foto: Nasjonal-

Motivet er ’Arkitekturen’, maleriet er af Vilhelm Lundstrøm, og årstallet er 1932.

Det er hverken god reklame for Lundstrøm eller et godt eksempel på afbalanceret formidling. Man savner alternative synspunkter, der kan fremhæve Lundstrøms format, og hans egne noget spagfærdige reaktioner er ikke tilstrækkelig kompensation. Her kunne nogle velvalgte citater fra det meget omfattende katalog til udstillingen have genoprettet balancen mellem kritik og ros.

Brandts har ikke stablet denne store udstilling på benene alene af hensyn til Lundstrøm-receptionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Drejer det sig kun om malerens værk og hans plads i tiden, dvs. hans egen tid, vil kataloget med sine forskellige bidrag give langt bedre besked. Så må man bære over med, at farvereproduktionerne ikke altid yder de afbildede malerier retfærdighed. På dette ømtålelige punkt stod det bedre til med Charlottenborg-udstillingens katalog – i 100-året for hans fødsel. Det var i 1993.

’Lundstrøm og den gode smag’ er lavet af hensyn til vores tid, ikke af hensyn til Lundstrøms. Det er den kuratoriske baggrund for også at lade fire moderne kunstnere og designere komme til orde på film, fire mænd, der alle vedkender sig en arv fra Lundstrøm: Nicholai Wiig-Hansen, Jannik Martensen-Larsen, Jesper Christiansen og Jens Thegler, der tilmed er barnebarn af hovedpersonen. Først med disse udsagn kommer de superlativer, som man har savnet så længe.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce