Elsa Martinelli og Jean Marais i 'Mit sværd for Frankrig'.
Foto: Rialto Film

Elsa Martinelli og Jean Marais i 'Mit sværd for Frankrig'.

Kultur

Fransk filmstjerne punkterer alle dumme heteroseksuelle fordomme om homoer

DR K's franske tema byder på den franske stjerne Jean Marais i fuld firspring. Desværre sendes filmene for sent for alle raske drenge og piger.

Kultur

Der er selvfølgelig stadigvæk nogle vantro, som mener, at livet er for kort til franske film. Heldigvis bor de ikke på DR K. Tværtimod skal DR her i storm og stress i hvert fald roses for ikke at være bange for at sende franske film, franske fristelser ind imellem programmer om Hitlers hunde og Stalins katte.

Således som i mandags, hvor man sendte en absolut seværdig fransk bagatel, ’Kærlighed ved et tilfælde’.

Med den interessante belgisk-franske stjerne Virginie Efira som den unge enke med en frugtfarm, som tager sig af en autistisk ungersvend. Åh nej, tænkte jeg. En omgang fransk følsomhedsporno, som ender med en sentimental hjerteformet slutning. Men faktisk en seriøs film om autisme uden for meget føleri. Ikke noget kunstværk. Men i hvert fald betydelig bedre end den amerikanske sextirade om bollevenskab, ’Venskab med fryns’, samme aften ovre på TV 2.

I disse gay parade-tider skal Marais hyldes som en foregangsmand, der var sin (bi)seksualitet bekendt

Resten af denne tekst skal handle om den store franske skuespiller Jean Marais, som pludselig før midnat sprang op på min skærm med kårde i hånd, kappen på begge skuldre og kys til de smukke kvinder. ’Mit sværd for Frankrig’ fra 1960 blev sendt sent 16. august på just DR K. Marais bliver ofte kaldt for Frankrigs Errol Flynn, men var en langt større skuespiller.

I 1950’erne spillede han stort set alt, hvad der kunne krybe og gå af alskens musketerer fra Dumas og omegn. Ofte med den normanniske komiker Bourvil som sin tro og tossegode tjener. Desuden var han en glimrende Greven af Monte-Cristo, Den blå markis og mesterforbryderen Fantomas. Hans fægtekampe var ekvilibristisk og virtuost elegante, hvis man altså har sans for stuntfægtning. Han udførte sine egne stunts.

Med sin maskuline og atletiske apparition var han overbevisende som en mand til alle tider. Det interessante var, at han var åbenlys bøsse. I flere år var han kunstneren Jean Cocteaus elsker og medvirkede i dennes avantgardistisk surrealistiske film. Han punkterede alle de dumme heteroseksuelle fordomme om homoer som bløddyr med løse håndled og sarte nerver. Dumdristigt modig under den tyske besættelse har François Truffaut i skikkelse af Gérald Depardieu givet ham sin hyldest i ’Den sidste metro’.

Skuespilleren, som smider en tyskvenlig franskmand ud af en restaurant. I disse gay parade-tider skal Marais hyldes som en foregangsmand, der var sin (bi)seksualitet bekendt. Men hvorfor i alverden sende en fireforestillingsfilm for alle raske drenge og piger omkring midnat?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce