'Klonk, klonk', siger det, når et agern lander på husets tag. Det er i hvert fald det lydord, mange bruger for at beskrive lyden.
Foto: Thomas Borberg

'Klonk, klonk', siger det, når et agern lander på husets tag. Det er i hvert fald det lydord, mange bruger for at beskrive lyden.

Kultur

Gisp, vi kan jo slet ikke undvære lydord!

Et agern rammer taget. Klonk. Skorstenen. Klonk. Det regner med agern i sensommeren. Klonk, klonk, klonk, siger vi måske om fænomenet med et, på fint, onomatopoietikon. Læs ugens sprogklumme med Marianne Rathje.

Kultur

Vi har et meget stort egetræ stående i haven, og hvert år på denne tid regner det med agern, hver gang vinden suser i træet. Egetræet står tæt på huset, og derfor rammer de husets tag og skorsten, så når jeg sidder og arbejder med udsigt til træet, hører jeg hvert år i august den lyd, der indvarsler sensommeren: Klonk, klonk, siger det. Det er i hvert fald det lydord, jeg for mig selv bruger om lyden.

På nettet kan jeg se, at ’klonk’ ellers bruges mest om biler, der er noget i vejen med, et enkelt sted er der en, der bruger ’klonk’ om en mislyd fra sin hofte, og ’klonk’ gengiver også den metalliske lyd, når man i onlinespillet ’Counter-Strike’ slår en i hovedet, der har hjelm på. Men ellers er det et ofte anvendt lydord i tegneserier, hvor det f.eks. kan bruges om den lyd, en frossen krop siger, når den falder og rammer jorden. ’Klonk’ er altså et lydefterlignende ord, eller på fint: ’onomatopoietikon’.

Forældrene gentager ’Ja, der er en muh og en vov-vov’ eller kalder dyrene en blanding af lydord og navneord, så vi får betegnelser som ’muh-ko’, ’vov-hund’, ’rap-and’ og ’øf-gris’

Normalt er der i vores sprog ikke nogen egentlig sammenhæng mellem udtryk og indhold. Dvs. at den store plante i min have, der regner med agern, f.eks. hedder ’træ’, men kun fordi vi er blevet enige om det. Der er ikke noget ved træet, der tilsiger, at det skal hedde ’træ’. Det kan hedde alt muligt andet, og det gør det jo også på andre sprog.

Når det gælder lydordene derimod, er der en form for sammenhæng mellem ord og udtryk. Det er altså f.eks. ikke tilfældigt, at en krage hedder ’krage’. Det kommer oprindeligt af det norrøne ord ’kráka’, som egentlig var et lydefterlignende ord. Man hører kragens karakteristiske skrig i ordet den dag i dag. Også ordet ’bøvs’ er et forsøg på at efterligne lyden af selve bøvsen. Det samme er ordene ’kvidre’ og ’skratte’: Ord, som efterligner de lyde, der fremkommer, når man gør det, ordene betegner.

Et lydord kan med tiden miste forbindelsen mellem ord og udtryk og blive arbitrært ligesom de andre ord, vi har. Et eksempel på dette er verbet ’le’, der kom af det lydefterlignende ord ’hlæja’ (norrønt) og ’hlahjan’ (gotisk). I dag er ’le’ ikke et ord, vi tænker på som et lydord, der efterligner latter.

En type ord, som er almindelige hverdagsudtryk, når man er småbørnsforældre, er dyrelyde som ’mjav’, ’rap’, ’vov’ og ’muh’. Små børn elsker at høre lydord, der efterligner dyrenes lyde, og ofte peger børnene på dyrene og siger ikke deres arbitrære navne som ’hund’ eller ’ko’, men ’muh’ og ’vov-vov’. Og forældrene gentager ’Ja, der er en muh og en vov-vov’ eller kalder dyrene en blanding af lydord og navneord, så vi får betegnelser som ’muh-ko’, ’vov-hund’, ’rap-and’ og ’øf-gris’.

Det var populært for forældre i min barndom i 70’erne at sige sådan, men i dag er der vist delte meninger om, hvorvidt man bør bruge disse hybrider, som nogen kalder ’babysprog’.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Selv om dyrelydordene efterligner lyde, er de ikke universelle. Man kunne ellers godt tro, at en ko siger ’muh’, og en hund siger ’vov’, uanset hvor i verden man befinder sig, men vi tolker altså lydene forskelligt på de forskellige sprog. I Sibirien mener de, at hunden siger ’gav’, og i Italien, at den siger ’bau’. Årsagen til forskellene skulle være, at dyrelydene er nødt til at være lette at udtale, så vi tilpasser dem de lyde, der er i vores sprog. Bier siger f.eks. ’bzzz’ på engelsk, men da vi ikke har z-lyden i dansk, siger bien i stedet her ’sum’, og den danske hane siger ’kykeliky’, mens hanegalet for spansktalende lyder som ’kikiriki’.

Et sted, hvor man finder mange lydord, er i tegneserier. Her fungerer de ofte som en slags regibemærkninger, der fortæller os, hvilke lyde vi går glip af, når vi kun har Anders And-bladet på skrift.

Tidligere ordbogsredaktør Else Bojsen bemærkede for over 20 år siden en ny trend i disse tegneserielydord: At hvor man før gengav de manglende lyde med infinitiv som ’banke’, ’boble’ og ’klirre’, så var der nu efter amerikansk forbillede opstået nogle ord, som manglede e’et fra infinitiven, nemlig ord som ’gisp’, ’host’, ’gab’, ’hulk’, ’suk’ og ’fnis’. Og det er jo også helt almindelige ord i dag på mobilen, når man f.eks. sms’er. Her har vi emojis til bl.a. at forklare, hvordan vores besked skal forstås, altså hvilket humør vi er i, da vi ikke har adgang til det visuelle i sms’erne. Og så har vi lydordene til at sørge for, at vi også får lydsiden med. Selv i talesproget, hvor lydsiden jo ikke mangler, kan man høre folk sige f.eks., »Gab, hvor var det kedeligt!«.

Gisp, vi kan jo slet ikke undvære lydord!

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce