Ordet ’slavegjort’ er et forholdsvis nyt udtryk i dansk, og forekommer ikke på de gamle slavelister over slaver, som plantageejerne på de dansk-vestindiske øer udarbejdede. Her var slaverne 'slaver'.
Foto: Finn Frandsen

Ordet ’slavegjort’ er et forholdsvis nyt udtryk i dansk, og forekommer ikke på de gamle slavelister over slaver, som plantageejerne på de dansk-vestindiske øer udarbejdede. Her var slaverne 'slaver'.

Kultur

Ugens ord: Hvis slaver er 'slavegjorte', er kvinder så 'kvindegjorte' og jyder 'jydegjorte'?

Der kan være god grund til at bruge ordet ’slavegjort’ for at vise, at slaver var andet og mere, end hvad de blev gjort til af andre. Især i år har ordet optrådt hyppigt på grund af 100-året for salget af de dansk-vestindiske øer til USA. Læs ugens sprogklumme med Marianne Rathje.

Kultur

Forleden dag omtalte denne avis Nationalmuseets nye permanente udstilling af Danmarks kolonihistorie. I den forbindelse blev en congolesisk drengs stemme i udstillingen omtalt således: »Den slavegjorte drengs fortælling blev nedskrevet af en missionær fra Brødremenigheden i 1736«. Huh? ’Slavegjorte’? Hvorfor ikke bare ’slavens’ eller ’slavedrengens’?

Avisdatabasen Infomedia kan afsløre, at der i alt er 21 artikler i landsdækkende dagblade, hvori ordet ’slavegjort’ optræder. Langt størstedelen er fra det seneste år, nemlig 18 af dem. Heraf er 11 fra artikler i Politiken.

Man kan være af den opfattelse, at ord skaber vores virkelighed, så når vi ændrer sprogbrugen, ændrer vi (måske) også vores opfattelse af verden

Vi kan altså konstatere, at ’slavegjort’ er et forholdsvis nyt udtryk i dansk – det første eksempel i de danske aviser er fra 2004 – og at det især er inden for det sidste år, det er blevet brugt, og oftest i Politiken. At slaver i det hele taget har været på den danske dagsorden det seneste år, skyldes i høj grad markeringen af, at det 31. marts var 100 år siden, at Danmark overdrog de dansk-vestindiske øer til USA.

På grund af denne markering har Danmarks fortid som kolonimagt på øerne nemlig været hyppigt omtalt og diskuteret, og i den forbindelse har nogle altså valgt at bruge ordet ’slavegjort’, dels som tillægsord, som i eksemplet ovenfor, dels som navneord: ’de slavegjorte’. Altså som synonym for ’slave’.

Men hvorfor er det blevet vigtigt at omtale slaver som slavegjorte? Som ordene siger, er der forskel på at være en slave, dvs. at ens eksistens er ’slave’ og dermed indikationen af, at man aldrig har været andet, og så at være blevet gjort til slave af nogen, dvs. at man er mere og andet end den forfærdelige skæbne, som nogle har påført en. Fokus bliver ændret fra eksistens til en handling, andre har udført.

Forfatteren til bogen ’Kongehusets joker. Fra slavedreng til slotsidol’, Alex Frank Larsen, forklarede i Weekendavisen brugen af ’slavegjort’ tidligere på året således:

»Jeg vil gerne bryde med den måde, vi normalt forstår slaver på. Det er derfor, jeg aldrig selv bruger ordet slave, men slavegjort, for at vise, at de var noget andet før – tømrere, fiskere, malere – men så pillede man deres kultur, deres sprog og deres menneskelighed ud af dem og betragtede dem kun som rå arbejdskraft«.

Man kan være af den opfattelse, at ord skaber vores virkelighed, så når vi ændrer sprogbrugen, ændrer vi (måske) også vores opfattelse af verden. Det er i hvert fald sådan, sprogligt hensyn til udsatte grupper fungerer – det, som nogle kalder næstekærlighed, og andre kalder politisk korrekthed. Hvis vi f.eks. kalder en skraldemand for renovationsarbejder, fjerner vi fokus på det ulækre ved arbejdet, nemlig at røre ved andre folks skrald, og på den måde forsyner man (forhåbentlig) stillingsbetegnelsen med et skud respekt.

På samme måde kan man forsøge at øge respekten om en stigmatiseret gruppe i samfundet ved at ændre betegnelsen for dem, som det f.eks. skete for år tilbage, da den efterhånden belastede betegnelse ’fremmedarbejder’ blev til ’gæstearbejder’, så til ’indvandrer’, som så igen blev stigmatiseret og derfor kaldt ... ja, hvad er egentlig den mest hensynsfulde måde at betegne gruppen på i dag?

Det kan være svært at følge med i, hvad det mest neutrale og respektfulde udtryk i tiden er, og nogle gange kan man være så bange for at støde grupper af mennesker, at man næsten ikke tør sige noget. Hvis man er rigtig med på de socialkonstruktivistiske vinde, skal man jo helst heller slet ikke sætte mærkater på forskellige grupper i samfundet. Vi ER ikke noget, vi bliver GJORT til noget af andre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der kan være gode og hensynsfulde grunde til f.eks. at benævne slaver ’slavegjorte’, men hvad bliver det næste? Må man overhovedet ’være’ noget? Kvinde, jyde eller gammel? Eller er vi kvindegjorte, jydegjorte eller gammelgjorte, fordi vi kun tilhører kategorier, hvis andre har stemplet os som tilhørende disse? Nogle opfatter i hvert fald kategoriseringen som et fordømmende overgreb.

Der kan også være grund til at studse over selve den sproglige konstruktion ’slavegjort,’ eftersom vi stort set ikke har andre navneord, der er sat sammen med ’gjort’. Det er snarere orddele, som i ’afgjort’ og ’forgjort,’ der er sat sammen med ’gjort’, eller tillægsord som ’frigjort’ eller ’umenneskeliggjort’. En undtagelse er ’klientgjort’, der modsat ’slavegjort’ stigmatiserer, ikke afstigmatiserer, fordi det bruges i betydningen ’gøre til en uselvstændig og initiativløs person, som er afhængig af andre’.

Men det er nok ikke det sidste, vi har set til ord, der slutter på ’gjort’. Og når du skriver ’gjort’, så husk lige, at den, der skriver d i ’gjort’, han skal ha’ sin ende smurt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce