Filminstruktør Annika Berg er denne uges kulturforbruger og anbefaler alt lige fra Tove Jansson til den fremadstormende musiker Ellis May.
Foto: SA NM

Filminstruktør Annika Berg er denne uges kulturforbruger og anbefaler alt lige fra Tove Jansson til den fremadstormende musiker Ellis May.

Kultur

Kulturforbrugeren er vild med 'The Iceman': »Han er bindegal. Som ung fandt han ud af, at han var psykopat og god til at slå folk ihjel«

Annika Berg er uddannet filminstruktør fra Filmskolen i 2015 med afgangsfilmen 'Sia', som fik en Robert for bedste kortfilm. Hendes debutspillefilm 'Team Hurricane' havde verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig og dansk premiere i mandags.

Kultur

Bøger

Tove Jansson: ’Billedhuggerens datter'

»Den er fucking fed, synes jeg, bogen om Tove Janssons barndomserindringer. Hun er meget vild i sit formsprog og har ikke rigtig nogen begrænsninger. Hun pusher litteraturen. Det er virkelig inspirerende. Jeg har også lige læst Tove Ditlevsens erindringer i ’Gift’ ... Det var fucking ubehageligt«.

Musik

Sza

Foto: Matt Sayles/Invision/AP

» Jeg hører meget forskelligt, men for tiden lytter jeg ret meget til den amerikanske musiker Sza. Det er svært at sætte ord på hendes musik. Lyrikken er voldsom og elegant, hun er ret hardcore i teksterne, men også virkelig sårbar og privat. Og så er det meget velskrevet. Jeg synes bare, hun er virkelig fantastisk. Man kan mærke, at hun står bag den kunstneriske vision. Derudover er jeg også i gang med noget helt andet: at høre hele Synd og Skams bagkatalog«.

Teater

Det Kongelige Teater: ’Madame Butterfly’

»Det er desværre lang tid siden, jeg sidst var i teatret. Og når jeg gør det, når jeg ikke har alt for travlt, er det oftest i balletten og operaen. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at se operaen ’Madame Butterfly’ igen, nu den genopsættes. Den er vildt god, og jeg elsker Puccinis kompositioner«

Koncerter

Marching Church og Pardans på Mayhem

»I november skal jeg til koncert med en af de mest talentfulde og fremadstormende kvindelige musikere, nemlig Ellis May. Men senest, i lørdags, var jeg til Marching Church og Pardans på Mayhem i København. Marching Church, som jeg er vild med, bragede igennem, mens Pardans, som jeg hørte for første gang, virkede lystfulde, legende og eksperimenterende. Det var en god aften. Jeg blev inspireret og fik et par ideer til film med hjem fra den dobbeltkoncert«.

Film

Anna Eborn: ’Lida’

Foto: Adomeit Film

»Jeg så den svenske dokumentarist Anna Eborns film i Cinemateket i København. Den er netop nu på vej rundt i landet, hvor den vises i kirker forskellige steder i Danmark. Filmen handler om en gammel kvinde i en tidligere svensk koloni i det gamle Østukraine, hvor hun er den sidste, der taler et gammel-svensk sprog. Den er virkelig smuk og på en måde larger than life, og jeg tror, det bliver virkelig fint, når den vises i et andet space, i kirken, end man normalt ser film i«.

Tv

True crime på YouTube

»Tv ser jeg slet ikke. Til gengæld ser jeg rigtig mange true crime-videoer på YouTube. Jeg har heglet igennem alt fra Australien, Canada og Asien de seneste 5 år og bruger det også til at falde i søvn til. Dokumentaren ’Iceman’, som ligger på YouTube, er en af mine yndlings. Han (Richard Kuklinski, red) er bindegal. Som ung fandt han ud af, at han var psykopat og god til at slå folk ihjel. Som voksen havde han både familie og børn, og han opererede i virkelig lang tid, før han blev opdaget, fordi han frøs ligene ned og først dumpede dem år senere for at få det til at se ud, som om de var friske. Totalt snedigt, men også til at få mareridt af. Så basically win-win«.

Tv-serier

’Twin Peaks: The Return’

»Tv-serier? Jeg ville gerne, men der skal dedikeres meget tid, fordi de bare fortsætter i det uendelige. Jeg er heller ikke så god til at se hverken film eller serier for underholdningens skyld. Jeg skal dog i gang med det nye ’Twin Peaks’. Jeg har ventet til nu, fordi jeg var pissebange for, at det ville være noget lort. Men nu har jeg hørt fra 4 forskellige, troværdige, kilder, at det skulle være rigtig godt, så nu tør jeg godt«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce