Foto: Mette Dreyer
Kultur

Frivilligkulturen rykker med ny festival, der gør op med offentlig træghed

En ny bevægelse er på vej: Mennesker, der er trætte af træge offentlige systemer og snak, vil med initiativer i hverdagen forbedre samfundet nedefra. I weekenden indtager græsrødderne scenen på festivalen Rethink Activism i Aarhus, støttet af Aarhus 2017.

Kultur

De blå og gule lagerhaller breder sig uden for Ebeltoft i et landskab af hyben og strand på den ene side, hvedemark og hjulspor på den anden. Indenfor ligger hal på hal på hal øde hen, og støvkorn danser i strålerne fra en lav aftensol. Kun en stabel tallerkner efterladt i kantinen og en glemt bøtte ’mild maskinopvask’ i et tekøkken minder om, at her var liv for ikke ret længe siden.

Men nu vil 175 unge som ældre græsrødder skabe liv igen. Bæredygtigt liv. Og Grobund, som initiativet kalder sig, står ikke alene. Der har måske været stille om græsrødderne siden de glade 1970’ere, men som en forsker, der har fulgt bevægelsen, siger:

»Nu rykker det, og det kommer nedefra«.

Helle Hygum Espersen fra Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for velfærd – har som forsker i civilsamfund oplevet, hvordan græsrodsinitiativer og frivillige gennem de senere år er blevet så professionelle og velorganiserede, at det frivillige arbejde er »halvt vokset sammen« med offentlige initiativer og fonde. Men nu ser hun en reaktion:

»Som modpol til professionalisering og effektstyring ser vi i stigende omfang en helt ny, løst organiseret form for bevægelse poppe op. Og det er borgerne selv, der tager initiativet«.

Folk venter ikke længere på, at kommune, stat og alle mulige andre instanser tager initiativet. De vil forandre verden, lige der hvor de er, og de orker ikke at høre mere snak. De går bare i gang

Det er unge som gamle, der rykker: Flygtninge, arbejdsløse eller mennesker, der bare har fået nok af overforbrug, isolation eller af ikke at gøre noget, og de er flere end bare en lille håndfuld muntre civilister.

På festivalen Rethink Activism i den kommende weekend i Aarhus’ sydhavn vil over 250 græsrødder, grupperinger, vejlav, kreative baggårdskatte og borgersammenslutninger fra hele landet vise, bygge, brygge, opføre, synge eller fortælle hinanden og andre nysgerrige, hvordan man kan udleve sin drøm, hvis man »bare snakker lidt mindre og handler lidt mere«, som initiativtageren til festivalen, Paul Natorp, siger med hverdagsaktivisternes jargon.

»Folk venter ikke længere på, at kommune, stat og alle mulige andre instanser tager initiativet. De vil forandre verden, lige der hvor de er, og de orker ikke at høre mere snak. De går bare i gang«.

Trætte af de moderne systemfejl

Grobund uden for Ebeltoft er et af de største projekter. 175 mennesker, heraf hver tiende under 25 år, har tegnet sig for at være med, og over 40 har foreløbig erklæret sig villige til hver at betale 100.000 kroner for at komme i gang.

Der skal nemlig lige skaffes nogle kommunale og statslige tilladelser, man skal i balance med strandbyggelinjen, og der skal købes for 6 millioner kroner fabrik, fortæller Jens Randrup, der har lovet at vise rundt, hvor Grobund vil lave et bæredygtigt samfund i den store skala. Hvis nogen, når de hører om økosamfund, tænker på lerstampede selvbyggerhuse og kolonner af armfede porrer, skal de ryste pelsen: Grobund vil købe stålfabrikken Tatas gamle fabrikshaller ude ved Molslinjens engang så travle færgeleje, og jo, her skal dyrkes grøntsager og bygges små, billige såkaldte off-grid-huse, som kan fungere uden tilslutning til strøm, varme og kloak. Men initiativtagerne vil indtage de mange tusind kvadratmeter betongulv med små produktionsvirksomheder, og nogle af fabrikshallerne er oplagte til »kunst, kultur, koncerter, festivaler, og hvad der ellers hører til, for at mennesker har det godt«, som Jens Randrup siger.

Når så mange i de senere år er rykket ind til de store byer, er det, fordi mennesker er sociale væsner, som gerne vil være, hvor andre er, pointerer Jens Randrup. Han og hans kone er gået med i et fællesskab som Grobund for at være sammen med andre, der også er trætte af de systemfejl, der er indbygget i moderne levevis.

»Hvis alle skulle leve som os i Danmark, skulle vi bruge tre en halv jordklode. Vi overforbruger, og det er ikke forsvarligt. Og det går også for hurtigt, så folk bliver syge af det«, siger han.

Hvordan vil I skaffe mere tid?

»Ved ikke at bo i et kæmpehus til to millioner og have en kæmpegæld og være nødt til at fare af sted i en bil, man også skal betale af på. Nogle kalder det accelerationssamfundet. Hurtigt er godt, og endnu hurtigere er endnu bedre. Men hurtigere mod hvad« spørger han.

Er det en løsning at melde sig ud og dyrke sine egne porrer?

»Men der er jo ingen, der kan melde sig ud. Det er virkelig svært. Det er vel bare godt, at nogle vil eksperimentere, så vi ikke bare gentager det, som vi allerede ved ikke kan lade sig gøre«.

En utæmmet flok

Grobund er ikke alene. Der er Projekt Udenfor, som bygger huse med hjemløse. Erhvervsfolk i egenvirksomhed.nu stiller op som mentorer for flygtninge og folk på kontanthjælp eller integrationsydelse, som gerne vil løbe en virksomhed i gang. Vaskeriet er en øvebane for udviklingshæmmede, der her får en arbejdsplads og en chance, og i projekt Den Nye Havn i Aarhus hjælper frivillige med eritreisk, kurdisk, syrisk og dansk baggrund flygtninge med frivilligt arbejde.

Paul Natorp, der sidder i Socialministeriets Frivilligråd, var for fem år siden med til at stifte Sager der Samler som et sted, hvor »hverdagsaktivister« kan mødes og udveksle erfaringer, og fra den position har han registreret, hvordan initiativerne bobler frem, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bevægelsen optræder ikke i nogen »tæmmet« form, understreger Paul Natorp. Han sigter til frivilligkulturen og mener, at den har taget en drejning:

»Vi har set masser af frivillige i projekter, hvor de er sat til noget, ofte noget, som andre bestemmer. De hives næsten ind i noget halvofficielt og føler sig måske efterhånden som brikker i et spil. Det, vi ser her, er, at folk gør noget på eget initiativ uden kontrol og styring«, siger han.

»Det er ikke som i 1970’erne med styregrupper og rundkredse. Her er ikke nogen, der først skal give andre tilladelse. Fællesskabet opstår bare naturligt om den, der tager ansvar og går i gang. Dem, det lykkes bedst for, er dem, der tør give noget fra sig og lade andre komme ind og præge et projekt«.

En hel generation på vej

Den løse struktur er kendetegnende, siger samfundsforsker Helle Hygum Espersen fra Vive.

»Den klassiske foreningsfrivillige, der har været revisor for sin forening gennem ti år, er udfordret«, som hun siger.

I stedet for at nedsætte en bestyrelse og lave nogle vedtægter banker fællesskaberne måske et højbed op.

»Det her kan ses som en venden tilbage til rødderne«, siger forskeren.

»Man spørger: Hvad var det, vi borgere fandt vigtigt? Vi ved ikke, om den løse struktur vil holde, men den kan mobilisere borgere, og formen er tilsyneladende god til at rumme de her nye typer af frivillige, som går ind i de udfordringer, de brænder for her og nu«.

På Brenderup Højskole på Fyn går Steen Møller og en flok unge højskoleelever og bygger bæredygtige off-grid-huse til Grobund ved Ebeltoft. Steen Møller står bag ideen om et økosamfund ved Ebeltoft, og det glæder ham, at så mange unge vil være med:

Det er store ord, men vi ser en bevægelse, som kan sammenlignes med andelsbevægelsen i en moderne fortolkning

» Der er en hel generation på vej, som ønsker at tage ansvar«, siger han.

»Stadig flere unge vil se en mening med det liv, de lever, og når de bygger bæredygtige huse, oplever de, at de konkret kan forandre verden«.

Både han og Paul Natorp sammenligner med andelsbevægelsen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er store ord, men vi ser en bevægelse, som kan sammenlignes med andelsbevægelsen i en moderne fortolkning. Og bevægelsen har momentum«, siger Paul Natorp.

Helle Hygum Espersen minder om, at andelsbevægelsen var drevet af private virksomheder og gjorde oprør mod noget.

»Det her er ikke et oprør mod noget. Det er en måde at skabe netværk på, som igen kan føre til meningsfyldte aktiviteter. Men der er den lighed med andelsbevægelsen, at vi står med en voksende flok mennesker, som organiserer sig, fordi de ser nogle behov og handler på det. Der sker noget«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce