Som den iscenesatte oplæsning, det mest af alt er i Skuespilhuset, fungerer ‘Transfervindue’ ikke mindst, fordi Christine Albeck Børges register er ærligt og bredt. Historien bliver dog en del trægere, end den er i bogen.
Foto: Det Kongelige Teater

Som den iscenesatte oplæsning, det mest af alt er i Skuespilhuset, fungerer ‘Transfervindue’ ikke mindst, fordi Christine Albeck Børges register er ærligt og bredt. Historien bliver dog en del trægere, end den er i bogen.

Kultur

Anmeldelse: Minimale, men betydningsladede greb fremkalder det ensomme limbo, som Maria Gerhardts sidste bog beskriver

Iscenesættelsen af Maria Gerhardts sidste bog fremkalder stemnings-mættet historien om at befinde sig i et limbo mellem liv og død, men er også præget af selv at befinde sig i et genremæssigt limbo.

Kultur

Maria Gerhardts sidste bog, ‘Transfervindue’, var næsten den bedste af de tre, hun nåede at skrive inden sin utidige død i marts.

Dens beretning om livet som dødssyg var usentimental og hård, fuld af ironi og komik, men også af hjerteskær og et poetisk håb. Den personlige sygehistorie om kun at have kvalme, om udmattelsen, alverdens alternative behandlinger og fremmedgørelsen fra familien, når man er ved at dø, tog dels form af autofiktive erindringer og dels af den spekulative fiktion om en fremtidig omdannelse af hele Nordsjælland til hospice. Hvilket var en overraskende elegant måde at illustrere for de raske, hvad det vil sige at være døende:

For den døende er alt fortid og fremtiden fiktiv. For den terminale kræftpatient er en sci-fi-dystopi om et indhegnet reservat for døende også den isolerede rest af livs groteske realitet.

Den del af bogen, der handler om denne fiktive fremtid, er tonet ned i Liv Helms iscenesættelse af ‘Transfervindue’ på Det Kongelige Teater.

Stykket spiller i regi af det efterhånden veletablerede, men stadig eksperimentelle koncept Eventministeriet, hvor prøvetiden er kort, hvor vægten ligger på teksten, ikke alt det rundt om, og hvor billetpriserne til gengæld er lave.

Det lidt skrabede udtryk, som det af gode grunde giver, passer faktisk meget fint til Maria Gerhardts fortælling, der også selv – af lige så gode grunde – har noget skitseagtigt over sig: Der er det disede røgslør, som den tomme scene ligger hen i som en hellerupmorgen ved havet. Der er Q Lazzarus’ androgyne senfirserhit ’Goodbye Horses’, som fastholdes i et loop af letgenkendelig uhu-sang med tung tromme, før forestillingen går i gang (det er den med linjerne »And you say, »All things pass into the night«/ And I say »Oh no sir, I must say you’re wrong«« og den melankolske snert af metafysik, der i sangens slutning blusser op i det herlige »Good-bye horses, I’m flying over you/ Good-bye horses, I’m flying over you/ Good-bye horses, I’m flying over you/ Good-bye horses, I’m flying, flying, flying over you, uhu, uhu, uhuuuhuhu«.)

Og så er der Christine Albeck Børge i skinnende fodboldshorts og åbenstående silkekimono som den dødssyge og indimellem dansende fortæller. Det er minimale, men betydningsladede greb, der sanseligt fremkalder det ensomme limbo, som bogen beskriver.

Forestillingen er uomgængeligt præget af selv at befinde sig i det limbo, det er, hverken at være et færdigt stykke eller ren oplæsning. Deciderede readings baseret direkte på litterære tekster og især lyrik er tit hårde, hvis man læser meget. Ikke kun fordi den dramatiske kurve, der fungerer på en scene, sjældent er den samme som den, der får en roman eller digtsamling til at fungere. Også fordi skuespillerens opdragelse til at dramatisere teksten og give den psykologi tit trumfer sensitiviteten over for, at litterære tekster fungerer anderledes end personer. Som den iscenesatte oplæsning, det mest af alt er, fungerer ‘Transfervindue’ ikke mindst, fordi Christine Albeck Børges register er ærligt og bredt.

Det giver god mening ikke at lægge vægten på et sci-fi-scenario, som det er svært at illudere med produktionsbetingelserne, og som på mange måder også bare er et billede på isolationen i det eksistentielle transfervindue mellem liv og død. Men fremført som minimalt iscenesat monolog bliver den mere forenklede historie om Maria, der sidder i rosenhaven og ryger cigaretter og mindes, en del trægere, end den er i bogen.

Den er stadig stærk, men selv om det også er smukt at have tillid til både tekstens egen evne til at fastholde publikum og publikums evne til at lade sig fastholde, knækkede det min koncentration.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce