Cellisten Josefine Opsahl fra 'We Like We' var med til at give billedhuggeren Thorvaldsens tavse mausoleum af et museum mæle.

Cellisten Josefine Opsahl fra 'We Like We' var med til at give billedhuggeren Thorvaldsens tavse mausoleum af et museum mæle.

Musik

Åbningen af G(((o)))ng Tomorrow bød på en god cocktail af eksperimenterende musik og lydkunst

Det japanske klavermirakel udeblev på musikfestivalen G((o))ng Tomorrow. Men Mellemøstens lidelser og Thorvaldsens tavse skulpturer blev vakt til live.

Musik

Vi prøver hele tiden at gøre tingene perfekt, men det lykkes næsten aldrig. Når og hvis det endelig sker – når vi i et glimt oplever at være gennemført gode eller helt lykkelige – er det et mirakel. Sådan tænker jeg, når jeg tænker på Keiji Hainos performance ’Miracle’, der lørdag aften skabte en munter, meget menneskelig stemning blandt publikum på SMK.

Man kan læse om den japanske avantgardemusiker Keiji Haino og hans ’Miracle’ på forsiden af denne kultursektion, og nej, selvfølgelig skete der ikke noget mirakel lørdag aften ved Østre Anlæg i København. En hel masse pustende, stønnende mennesker i strømpesokker og med røde hoveder maste sig med stort besvær på plads i et stillads, der var sat op rundt om et koncertflygel.

Inddelt i hold og i indøvet rækkefølge indtog de mange frivillige performere deres pladser. Men det, der kom ud af det, hver gang Keiji Haino med det excentriske grå pandehår og damesolbrillerne råbte »one, two, three« og gav sit eksperiment endnu et skud for øjnene af publikum, var nogle mere eller mindre sjaskede skyller af tilfældig klaverlyd.

For der er jo ikke plads til 88 musikere omkring et flygel, og at forestille sig, at miraklet skulle have indfundet sig, at den perfekte akkord bestående af 88 individuelle klavertoner skulle have materialiseret sig denne aften på kunstmuseet, var selvsagt for meget at forvente.

Ingen af de medvirkende kunne hverken rigtig se eller nå den tangent, de skulle ramme, og alt det vidste Keiji Haino godt. Menneskelivet er et forsøg. Vi gør os umage, men resultatet bliver, så godt det nu kan blive.

Så kunne partituret til værket bestående af 88 nodesystemer med klaviaturets 88 forskellige noder tegnet præcis oven over hinanden få lov at stå dernede på scenen. Som et smukt billede på det mirakuløst perfekte, vi stræber efter i vores liv. Livet består af behjertede anstrengelser, som får os til at pruste og puste af anstrengelse. Samt den morskab, disse anstrengelser heldigvis ofte kaster af sig. Så fik vi slået det fast.

En genrefornægtende fest for den musik, der ikke er til at putte i kasser, er berigende

Keiji haino og hans forsøg på at skabe et mirakel var annonceret som hovedbegivenheden på dette års udgave af den eksperimenterende musik- og lydfestival G((o))ng Tomorrow.

Festivalens grafisk ambitiøse navn giver sære associationer til grandprix-slagere og noget, der ikke holder til næste år. Det klang bedre, dengang samme festival hed Wundergrund. Men o.k., på et tidspunkt hed nærmest hver anden bar i København noget på tysk, så det måtte vel stoppe. Og selv om navnet giver associationer til noget, der snart er væk, håber jeg, den består. For en genrefornægtende fest for den musik, der ikke er til at putte i kasser, er berigende.

Stærkest på festivalens første to dage stod en anden begivenhed, der fandt sted på Thorvaldsens Museum. Med sine hvælvede lofter og mange skulpturer og relieffer i marmor og gips virker stedet alvorligt som et gravkammer.

Her kunne publikum lørdag mellem klokken 12 og 24 vandre roligt rundt, mens kvartetten We Like We vakte bygningen til live. Sammen med lydkunstneren Jacob Kirkegaard havde de fire kvinder lyttet sig ind på huset, og med violin, cello, slagtøj og stemmer fik de rummene til at synge.

Jacob Kirkegaard har før lavet projekter, hvor forseglede kamre på atomkraftværket Tjernobyl eller folks egne øregange har fået lov at give lyd fra sig. Han er optaget af, hvad der kan få rum til at komme til live, og i vinrød toga var han sammen med de fire kvinder i tilsvarende kjoler til stede på museet mellem gæsterne som en legemliggørelse af de mange små udstillingsrum med de rødbrune vægge. Skulpturer fik forstærket udtryk ved hjælp af lys, og lydene fik rummene til at ryste. Så sikkert ramte de fem musikere egenfrekvenserne i Thorvaldsens ellers så tavse og alvorlige sale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Åbningskoncerten fredag var mere traditionel. Fra Sydtyskland kom syv granvoksne sangere, der med nøgtern alvor kalder sig Neue Vokalsolisten Stuttgart. Men de kunne lige så godt kalde sig Vokaltroldmændene, for der er ikke de udfordringer for stemmer, disse stemmevirtuoser ikke kan løse, og det var et scoop, at sangerne endda havde en uropførelse med sig.

Den 71-årige græske komponist Georges Aperghis er blandt de mest respekterede nulevende komponister med rødder i den modernistiske europæiske tradition. Hans værk ’Passwords’ vakte med sit babyloniske virvar af tal og ord mindelser om György Ligetis mesterværker for kor.

Rundt om dette computermylder af nutidig meningsløshed præsenterede de tyske troldmænd og troldkvinder glidende, levende talesang af deres landsmand Caspar Johannes Walter i værket ’L’infinito’, og med Rebecca Saunders ’Soliloquy’ lavede de rå lydflænger i rummet. Men det virkelig vedkommende ved koncerten var deres afdeling med mellemøstlig og tyrkisk avantgarde.

Med Koncertkirken som rum gav de publikum mulighed for at skifte mellem de mumlendes og de lidendes verden i ’I kælderen’ af tyrkiske Turgut Ercetin. Lydkunst, der kunne have handlet om tortur og stiltiende accept, men som ifølge komponistens programnoter tematiserede den kønspolitiske kamp i hans hjemland.

Helt konkret skabte værket med komponisten selv ved lydpulten to adskilte klangrum sat over for hinanden, som publikum skulle skifte mellem, idet de to halvdele byttede plads efter første opførelse, hvorefter værket blev opført en gang til. Tankevækkende og effektivt. Vestlig avantgardetradition mødte mellemøstlig politisk virkelighed, og der var flere oplevelser på programmet, som i første del lukkede sig lidt meget om sig selv.

Men trods sit navn virker festivalen, der nu på tredje år kalder sig G((o))ng Tomorrow, som en, der vil blive.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Værket, der væltede muren, hed ’Hummus’ og skyldtes den 50-årige libaneser Zad Moultaka. At der kunne gemme sig så meget identitet, smerte, kropslighed, sved og hjemve i ordet på en ret, vi andre køber i plastikbægre i Irma, var ærlig talt rystende.

Det kan godt være, miraklet ikke indtraf på SMK. Det gør mirakler sjældent, og sådan skulle det være i Keiji Hainos ’Miracle’.

Men trods sit navn virker festivalen, der nu på tredje år kalder sig G((o))ng Tomorrow, som en, der vil blive. Det er ikke til at vide, hvad de kommende dage reelt byder på, selv om programmet findes på nettet. Men jeg vil anbefale, at man undersøger det.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce