Kultur

Godt så, lad os se nærmere på de store dumme svin

Myten om det kunstneriske geni, der som regel er en mand, synes selv i vore dage at retfærdiggøre den mest grænseoverskridende adfærd, især over for kvinder. Det er der masser af fortællinger om, både fra virkelighedens og fiktionens verden – fra 1800-tallets skuespillere til tidens filminstruktører, skriver kritikredaktør Per Theil i dette essay.

Kultur
FOR ABONNENTER

Lad os begynde med en herlig – men alt andet end uskyldig – scene. Den er hentet i P.O. Enquists skuespil ’Fra regnormenes liv’ (1981), hvor 1800-tallets store skuespillerinde Johanne Luise Heiberg får sagt et par sandheder om livet og kunsten, og hvor stykkets anden hovedrolle, forfatteren H.C. Andersen, er tæt på at tabe både næse og mund, inklusive gebisset.

Scenen handler om fru Heibergs tid som ung pige på teatret på Kongens Nytorv:

»Alt hvad der sker på Det Kgl. Teater sker af rent kunstneriske grunde. Tag nu for eksempel hr. førsteskuespilleren doktor Ryge, der nu sidder i direktionen.«, siger fru Heiberg. »Han har af strengt kunstneriske grunde været min fjende, i hele sit liv. Han mener jeg er hovmodig og ikke har talent. Det har han syntes lige fra den dag jeg var tretten år og han trak mig ind i sit lille aflukke på Det Kongelige og knappede sine bukser op og ville have mig til at slikke den af på ham. Det var hvad jeg kalder et eventyr for børn, hr. Andersen!«.

H.C. Andersen: »Fru Heiberg dog! Sikken et sprog!«.

Tid til at investere i din kulturelle kapital?

Prøv Danmarks førende kulturavis med dagligt kulturtillæg i en måned for 1 kr.

Kom i gang med det samme

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce