Charles Manson på vej til et retsmøde i 1969 efter at være blevet anholdt i 1969 for drabet på Sharon Tate og flere andre.
Foto: /AP

Charles Manson på vej til et retsmøde i 1969 efter at være blevet anholdt i 1969 for drabet på Sharon Tate og flere andre.

Kultur

Mansonklanen: »Vi ville begå en forbrydelse, der ville ryste verden«

Mansonklanen begik en stribe drab i 1969 for at starte en racekrig mellem sorte og hvide. Nu er hovedmanden død. Men de mange mord - der betød enden på hippiernes Summer of Love - har affødt et utal af bøger og film.

Kultur

Det var skyggesiden af The Summer of Love, flower power-bevægelsens modbillede og en serie forbrydelser, der den dag i dag huskes for deres brutalitet og meningsløshed.

Det var Charles Manson og hans morderiske kvindelige tilbedere. Det var Beach Boys, en avantgarde-filminstruktør og hans gravide hustru. Og det var en stribe af drab, der skulle udløse en racekrig i det stærkt opdelte USA, inspireret af - af alle ting - en Beatlessang.

Nu er hovedgerningsmanden i en af det sidste århundredes mest omtalte drabssager gået bort.

Charles Manson blev 83 år. Langt de fleste af hans leveår er tilbragt bag tremmer - en del af dem ligger før den retssag i 1970, der sendte ham i fængsel for resten af livet.

Kultdrab har sat sig præg på populærkulturen

Historien om Manson og mordene har fået en fast plads i den amerikanske kultur, hvor den har affødt et utal af film og bøger om ugerningerne.

Han har skrevet sange, som er indspillet af blandt andre Guns'N'Roses og Marilyn Manson, der har hentet en del af sit kunstnernavn fra morderen. Anklageren i sagen mod ham, Vincent Bugliosi, har skrevet true crime-bogen 'Helter Skelter' om sagen. Den er langet over disken mindst syv millioner gange og er dermed en af de mest solgte bøger om forbrydelser, der har fundet sted.

Samlede en en lydig kult om stoffer, sex og drab

I slut-1960'erne var han en småforbryder, der åbenlyst havde en evne til at tiltrække især unge, rodløse kvinder til en verden af stoffer, især lsd, eksperimenterende sex og en bizar kultfilosofi, der forudså en blodig borgerkrig i USA, hvor de sorte ville forsøge at udrydde de hvide.

Han var søn af en alkoholiseret mor, der flere gange forlod drengen, som endte med at drible rundt mellem ungdomsinstitutioner, arresthuse og småjobs.

Charles Mansons opstigen mod verdensberygtelse begyndte i 1967. Da var den 32-årige mand netop løsladt. Uden for fængslet var hippiebevægelsen ved at blomstre. Og dens epicentrum lå i San Francisco, hvor Manson slog sig ned i Haight-Ashbury-kvarteret. Han kastede sig ud i festen, i stofferne og forsøgte at klare sig som sanger med særdeles begrænset succes.

Hvad han til gengæld havde held til var at samle en lille og meget trofast skare af hovedsagelig unge kvinder omkring sig i det, han kaldte Familien. De nåede blandt andet at bo hos det populære popband Beach Boys' trommeslager, men trak senere ud til gårde ud for Los Angeles, hvor de - mente Manson - kunne bo i sikkerhed, når racekrigen kom.

Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Leslie van Houten var en del af hans kult. Her er de på vej til et retsmøde i august 1970.
Foto: George Brich/AP

Susan Atkins, Patricia Krenwinkel og Leslie van Houten var en del af hans kult. Her er de på vej til et retsmøde i august 1970.

Hollywood-elite blev det første mål

Den 9. august 1969 var han åbenbart træt af at vente på opgøret mellem sorte og hvide. Han ville skubbe krigen i gang. Så han sendte fire af sine følgere - tre kvinder og en mand - til et hus i Hollywood Hills. Det havde tidligere tilhørt en pladeproducent, der havde afvist Mansons musik.

Da kultmedlemmerne kom til stedet, husede det filminstruktøren Roman Polanski. Han var ude at rejse. Men hans højgravide hustru Sharon Tate var hjemme med fire gæster: rigmandsdatteren Abigail Folger, hendes ven Wojciech Frykowski, frisøren Jay Sebring og den 18-årige Steven Parent.

Mordene var blodige. Gerningsmændene efterlod et spor, der - viste det sig efterfølgende - skulle opvigle til den borgerkrig, Manson ventede. En af hans disciple, Susan Atkins, skrev »svin« på en dør med blodet fra ofrene. Ordet var et skældsord for politiet. Meningen var at få offentligheden til at tro, at militante sorte stod bag drabene og dermed at få udløst konflikten.

Dagen efter slog de til igen. Denne gang var målet efter alt at dømme fuldstændigt tilfældigt valgt. De trængte ind i Leno LaBiancas hjem og bagbandt ham og hustruen, Rosemary LaBianca, hvorefter parret blev stukket til døde.

Denne gang var det ordene: »Død over svinene« og »Healter Skelter« - stavefejlen er gerningsmændenes - der blev skrevet på væggene.

Talte over sig

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sådan beskrev Politiken på forsiden den 11. august 1969 drabene på Sharon Tate og hendes venner.

Sådan beskrev Politiken på forsiden den 11. august 1969 drabene på Sharon Tate og hendes venner.

I månedsvis forsøgte efterforskere at finde gerningsmændene, men først da Susan Atkins talte over sig efter en arrestation i en anden sag, kom der et gennembrud.

»Vi ville begå en forbrydelse, der ville ryste verden«, sagde hun til en medindsat.

Det viste sig, at Manson før Tate-drabene havde bedt følgerne om at gøre noget witchy - noget forbandet.

Det kostede i første omgang Charles Manson og hans medgerningsmænd en dødsdom, der blev afsagt i 1971. Den blev omstødt året efter, da Californien ophævede dødsstraffen. I stedet blev deres straffe ændret til fængsel på livstid.

Nægtede skyld i drabene

Manson nægtede også efter dommene, at han skulle have beordret drabene på Sharon Tate og hendes gæster eller på LaBianca-parret.

»Min far er fængslet. Min far er jeres system. Jeg er blot, hvad I gjorde mig til. Jeg er en spejling af jer«, sagde Charles Manson efter at være blevet anholdt.

Han førte ikke selv knivene, men fik sine lydige følgere til at gøre, som han forlangte.

»De børn, der angriber jer med knive, er jeres børn. I oplærte dem, det gjorde jeg ikke. Jeg prøvede blot at hjælpe dem til at stå selv«.

Han blev også dømt for drab på to mænd, der havde været en del af hans kult.

Sad i beskyttet fængsel

Mordene blev set som afslutningen på blomsterbevægelsen: »Mange, jeg kender fra Los Angeles, mener, at tresserne endte brat den 9. august 1969«, har forfatteren Joan Didion senere skrevet om det, der skete.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Navnet Manson er blevet en metafor for ondskaben«, erklærede anklager Vincent Bugliosi i 1994.

Charles Manson slap aldrig ud fra fængslet igen trods 12 forsøg på at blive prøveløsladt. Han sad i sine sidste år i Corcoranfængslets afdeling for udsatte fanger, der af sikkerhedshensyn skulle beskyttes mod angreb fra andre indsatte. Han blev 83 år.

Politikens artikel om Charles Manson den 4. december 1969 efter den første dom over kultlederen og seriemorderen.

Politikens artikel om Charles Manson den 4. december 1969 efter den første dom over kultlederen og seriemorderen.

Kilder: Californiens Kriminalforsorg, Los Angeles Times, New York Times, CNN og nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce