Rosa er mange seeres yndlingsdeltager i 'Den store bagedyst'.

Rosa er mange seeres yndlingsdeltager i 'Den store bagedyst'.

Kultur

Rosa fra bagedysten: Du kan godt høre, at jeg er sådan en hyggefis

Hver uge fortæller en aktuel kulturpersonlighed om sit kulturforbrug. I denne uge: Rosa Christensen, kendt fra 'Den store bagedyst'.

Kultur

Musik

Dire Straits

»Dire Straits er en af mine favoritter. De har lavet så meget godt. Jeg synes, Mark Knopfler er fantastisk. Også da han gik solo. Og så er han en af verdens bedste guitarister.

Generelt er jeg mest til afdæmpet musik, men hvis jeg er til koncert, kan jeg også godt lide sådan et band som Rammstein. Så er der nemlig noget spænding over det. Og så er jeg også tosset med Duné«.

Teater

’Crazy for You’ og ’Come Fly Away’

»I fødselsdagsgave fik jeg engang en kulturtur til København. Det inkluderede besøg på Det Ny Teater, på Det Kongelige Teater og i Koncerthuset. På Det Ny Teater så jeg ’Crazy for You’ med Silas Holst, og på Det Kongelige Teater så jeg balletten ’Come Fly Away’ med Frank Sinatra-sange.

Når man ser så store opsætninger, er det en totaloplevelse med kulisserne og de professionelle dansere og sangere. Det er bare en anden oplevelse end det, vi for eksempel kan se på teatret i Nykøbing på Mors. Og så var der var masser af glad musik. Ja tak til glad musik«.

Film

’Million Dollar Baby’

»Jeg kan godt lide at se danske film. Men den må gerne være lidt alternativ, så man tænker lidt over det, man ser. En af de film, der har brændt sig fast, er dog ikke dansk.

Det er nemlig ’Million Dollar Baby’ med Clint Eastwood, der også har instrueret den. Den er så voldsom, at jeg næsten ikke kan sove for den. Alligevel har jeg set den tre gange. Hvis det kan gøre det«.

Bøger

Marianne Jørgensen: ’De tavse vidner’

»Hun er en lokal forfatter, og den seneste bog, jeg har læst, var hendes historiske roman ’De tavse vidner’, og handlingen foregår på den lokale herregård Kjeldgaard i Salling. Nogle af karaktererne har hun digtet, men alt det historiske passer. Der kommer en toer til februar, som jeg også tror, jeg skal læse«.

Koncerter

Æ Kassehus i Glyngøre

»Jeg er til koncert en gang om måneden i Æ Kassehus i Glyngøre. Der kommer 300 mennesker hver gang. For en uges tid siden hørte jeg et band, der spillede noget gammelt Shadows-musik. Men den bedste koncert, jeg har været til for nylig, var til mit eget bryllup: seks mand i et band, der spillede firser- og halvfemsermusik. Dansegulvet var fyldt hele tiden«.

TV

’DR: ’Hvem passer på Michael?'

»Dokumentarserierne, som DR laver, senest ’Hvem passer på Michael?’, gør indtryk på mig. Jeg kan ikke have uretfærdighed, især ikke når det går ud over børn. Og selv om jeg er nem at røre, så er jeg nødt til at se det, fordi jeg er nødt til at have en mening om det. Når ingen tager ansvar, går det galt, og det kan jeg ikke have«.

TV-serier

’Matador’

Foto: DR

»Jeg elsker ’Matador’. Og skulle jeg lige falde i søvn på sofaen, når jeg ser det, så ved jeg alligevel, hvad der sker. Du kan godt høre, at jeg er sådan en hyggefis og godt kan lide den slags.«.

Podcast

P4: ’Mads & Monopolet’

»Jeg hører ikke så meget radio. Men jeg kan godt lide at hente ’Mads & Monopolet’ som podcast. Det er underholdende, og man får nuanceret sit syn på dilemmaerne. Du kan sidde og tænke: Hold da op, det er da oplagt det der, men så hører du svarene og får udfordret dine egne fordomme«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce